Kirsten og Johs. Nielsen

 

Efter Onkel Peters skrivelse :

Lohmann-slægten

Kobbersmedesvend Peter Ditlev Frederik, f. 2. april 1821 drog i året 1842 på valsen sydpå efter udstået læretid hos kobbersmedemester Casper Fr. Adrian i Gothersgade, København. Hele verden lå åben for den raske svend, som må have følt sig fri, måske med en mærkelig sugen i brystet over for alt det, der vinkede forude. Desværre har han ikke efterladt os en dagbog over hverken sin barndom eller sine rejser på valsen, eller sit liv i øvrigt. Vi ved ikke, hvordan han har haft det i sin læreplads. Mester Adrian må have været ud af en gammel kobbersmedeslægt med al den erfaring i sit håndværk og med dens rige traditioner i sig, som han vel har formidlet til sine svende og lærlinge. I en fortegnelse over kobbersmedemetre i København ses det, at der i tiden 1742-1857 har været i hvert fald fem Adrianer i København – sikkert alle ud af samme slægt.

Efter tidens skik og sædvaner har Frederik nok i hele sin læretid boet hos mester. På en måde optaget som en slags medlem af familien, og med hud og hår prisgiven denne. Jeg vil tro, han er kommet i lære omkring 1835, da han var konfirmeret. Måske før læretiden for lærlinge i håndværkerfaget strakte sig over mindst fire år, men vist ofte både fem og seks år – alt afhængig af mesters skøn (humør?).

Laugsartiklerne fortæller om datidens uddannelsesforhold. Læredrengen måtte ud over en prøvetid på tre måneder tjene hos mesteren så mange år ”som mesteren sig med drengens pårørende i henseende til de erlæggende lærepenge haver forenet om”. Det vil altså sige afhængig af, hvor godt den vordende håndværker aspiranter slægtning kunne betale mesteren for oplæringen. Svendestykke for kobbersvende var næsten altid en temaskine. Som skulle godkendes af oldermanden og af laugets to ældste mester. Og den vordende svend måtte erlægge de foreskrevne fire mark til oldermandens kasse. Man ser altså, at der dog skulle kunne præsteres nogle penge til en sådan uddannelse og man spørger sig selv. Hvordan har det dog været muligt for Frederiks meget fattige forældre at klare alt dette? Vel med store afsavn for dem selv? Måske hjælp fra andre, måske fra en forstående moster, men vi ved det ikke.

I for hold til landets mange små købstæder var København dengang som nu en kæmpestor by med næsten 121.000 indvånere som det dengang hed. Men det var et København inden for voldene. En læredreng måtte sikkert ofte løbe i byen med varerne. Han så og hørte meget. Kendte efterhånden byen ud og ind. Fik vel også en drikkeskilling nu og da! Så han kunne tillade sig en søndagstur på ”Bakken”. Måbende glane efter den tykke dame, der lod sig save midt over og alligevel overlevede. Og sammen med bedste borger. Flokkes om den blinde jøde under træet og høre på hans simple mundharmonikaspil:

                             ”Hjem til syden, hjem til Span’jen

                             Bort fra disse kolde øer

                             Under skyggen af kastan’jen

                             Vil jeg hvile, når jeg dør.”

Man sagde, at jøden var kommet hertil med de spanske tropper under Napoleons krigene. Og mon ikke Frederik har været i Frederiksberg Slots have og set landsfaderen Frederik den Sjette sejle i kanalerne der, tiljublet af sit kære folk?

Frederik Lohmanns læreår, ja og hele hans barndom faldt jo i romantikkens guldalder. Det er næppe troligt, at hans fattige og dermed sikkert forkuede hjem har fulgt meget med i hele tidens åndelige live og røre. Men hvem ved? Frederik har ikke kunne undgået at høre, folk tale om f.eks. Søren Kirkegård, og moret sig over karikaturen af denne ”Søren Sok” i vittighedsbladet ”Cosaren”. Teaterlivet med alle tiders primadonna, Johanne Louise Heiberg, dominerede dengang samtalerne i Københavns gader og saloner og måske også i nogen måde på værksteder, hvor en mester var mere vågen ende så mange andre fagfæller. Om dette er tilfældet med Frederiks mester ved vi ikke. I almindelighed havde den jævne mand sit hyre med at skaffe det nødvendigste til dagen og vejen. ”De fines liv” og samtaler lød vel bare som en helt uvedkommende summer over hans hoved på flere undtagelser nær.

Den unge Frederik forlod et København som en by i idyl og Hvilende ro over sig. Endnu mange år efter englændernes overfald, men med tro på fremtiden. Håndværker laugenes selvfølelse var voksende, men helt uden politisk indflydelse, end sig ambitioner. Tænkte han mon på sit hjem? Sin Slægt? Nu ved vi ikke noget om den slægts forhold. Derfor skal vi nu prøve at følge den:

                             Fru Agnes Øye i Frederikshavn er oldebarn af Frederik Lohmann og oplyser, at hun ved at granske i Lohmann-slægten på landsarkivet i Viborg er kommet tilbage i tiden til 1745, hvor der dengang leverede en Rasmus Sørensen Lohmann i Vejlby (hvori Jylland). Han var husmand under Constantinborg (hvor?), der findes et skifte Efter ham.

Han havde en søn (navn?), der blev konsumtions betjent i Århus – altså en slags betjent, der skulle holde opsyn med og afkræve afgift af de varer, bønderne førte ind til torvet i Århus. Han har således gjort vandringen fra land til by – således blevet stamfader til de efterfølgende Lohmanner, der alle blev bymennesker. Hans søn blev uddannet til parykmager: Lad os se på hans data:

                             Rasmus Jørgensen Loumann, f. omkring 1761, løste den 6/8 1787 borgerskab I København som parykmagermester. Har måske forinden arbejdet i faget som svend i hovedstaden. Året derefter (13/4-1788) giftede han sig med Johanne Margrethe Drejer, der imidlertid døde af ”nervefeber” kun 46 år gammel. De boede i 1790’erne på Ulfeldts Plads, før Gråbrødretorv, flyttede senere til Teglgårdsstræde. Da hans søn, efternævnte Jørgen Peter, døbes, ser man, at blandt de indskrevne faddere er så fine folk som greb Bille Schach og løjtnant Oxholm, så man må formode, at disse standspersoner er blandt parykmagermesterens kunder, ikke nødvendigvis hans daglige omgangsfæller. At han nu er selvstændig mester med sikkert fine og solide kunder tyder på ”en holden mand” med vel pæne indtægter. Parykmagerfager var den gang et højst estimeret fag. For at få ”fine” kunder har man skullet kunne noget – mere end almindeligt krævet – noget, der nærmede sig kunst – man talte om hårkunstnere. Se på billederne af den tids parykker og kunstfærdige frisurer – det har krævet stor dygtighed. Givet sin udøver anseelse kan man forestille sig, at to herrer møder hinanden på gaden: ”Ih monsieur som Deres paryk dog tager sig ud. Hvor får De dog lavet hår?” ”Min gode hos Lohmann på Ulfeldts Plads – ved De ikke, at til ham går personer af?? stand! Han kan sit kram og han instruerer også om, hvordan man om aftenen inden man går i seng sætter sit hoved på stativet.”

Som nævnt blev parykmagermesteren enkemand allerede i 1606 – altså da han var midt i fyrrerne. Sønnen Jørgen Peter har været seksten år. Og søsteren til ham, Mette Catrine vel omkring sytten år. Hans data er:

Jørgen Peter Lohmann, f. 2/4-1790, døbt i Helligåndskirke 16/4 samme år. Om de fine faddere er allerede fortalt. Så vidt jeg ved, har vi ingen oplysning om, hvor vidt han er blevet oplært i et eller andet fag. Han blev gift med Sofie Charlotte Amalie Bonde (hvor og hvornår ved jeg ikke). Den 9/8-1855 døde hun som sindssyg patient på Roskilde Hospital.

Jørgen Peter løste 15/7 1814 borgerskab i København som hosekræmmer – senere som tjener. Lad os ikke haste letsindigt og forhastet over disse tørre, men meget sigende data – der ender med at fastslå, at Jørgen Peter Lohmann kom under fattigforsorg og døde som fattiglem den 31/3 1851.

Hosekræmmer – det lyder da ellers af noget! Man tænker på hans samtidige, hin Mikael Petersen Kierkegård, der netop i 1814 ved en snedig pengetransaktion blev en hovedrig mand – med en livslang dårlig samvittighed (hans transaktioner kostede et par af hans omgangskreds dyrt, en begik selvmord, en flygtede til Sydamerika!)

1813 var staten gået fallit. Og med den en masse hæderlige og dygtige borgere. Også Jørgen Peter gik fallit som hosekræmmer. Hvor mange år han senere ernærede sig som tjener ved vi ikke. Penge har han næppe kunnet tjene til det daglige udkomme? Hvornår Sofie Charlotte Amalie er blevet sindssyg ved vi heller ikke. Deres Børn, bl.a. vor Frederik har nok haft en trist barndom.

Som guderne kæmper forgæves mod dumhed, kæmper mangen brav mand og kone mod onde tider i erhvervslivet. Verden interesserer sig kun for succesen. Den, der har tiderne mod sig i en højkonjunktur, får meget velfortjent ros for påstået dygtighed og flid. Hvorimod den, hvem fru Fortuna svigter, får alle mulige modsættende ord slængt efter sig: ”doven, udygtig, sløset osv.” Jeg vægrer sig ved at tro, at et eneste af disse ord med rette kan hæftes vor ulykkelige Jørgen Peter. Han har modgang i erhverv såvel som i huslig lykke end slås han ned, har han dog sørget for, at Frederik kom i lære hos en fin mester Adrian. Hvordan han sjæleligt, mentalt har taget al denne modgang ved vi ikke. Konen sindssyg – han selv siddende i et fattighus i menneskes indre livs sejre som nederlag unddrager sig vor iagttagelse. Kun yderste sjældent notere eftermælet åndens sejr over materien. Som på feltherren Magnus Stenbocksstaty i Helsingborg. I mindet om hans død i fangenskab i København står der: ”Stor i segran, større i ulykken”.

Netop ved Jørgen Peters skæbne er der grund til at mindes Pascals vise ord: ”Ukendskab?? Gør os til uretfærdige dommere. Og dommere over nutid som fortid egner vi os ikke.”. Jørgen Peter er det svage led i slægten, hvis vi på almindelig verdslig vis kun regner de i slægten for noget, der klarede alle skærene. Men det er underligt at tænke på, at havde han og hans kone ikke stiftet hjem eller f.eks. ladet bare stå til – havde vi, ikke været de, vi er i dag. Hvert eneste led i slægten, har ydet sit bidrag, biologisk eller psykisk, til det vi er i dag. Hatten af for hvert eneste led, ikke mindst de svage.

Om sønnen, Frederik Ditlev har taget en hjertelig afsked med sine forældre, inden han drog på valsen sydpå, ved vi ikke. Det er muligt, at moderen allerede da har været sindssyg og faderen måske nedbøjet af slid og sorg og bevidsthed om, at han intet som helst har kunnet give sin søn med på rejsen, så det kun blev til håndtryk, et blik, hvori lå der så meget. Når Frederik som familiefar i Varde fortalte om sine rejser, talte han aldrig om sit hjem, ”for det var så sørgeligt alt sammen.” skal han engang have ytret. (Jeg må for den historiske sandheds skyld pointere, at jeg måske for dristigt har tilladt mig at digte, fantasere. Dog, mener Jeg derved at have ramt noget væsentligt i hele situationen.) Derimod skal den citerede ytring være korrekt nok.

På valsen

Europa 1842 – det år Frederik tog sin randsel og drog hjemmefra – var ved at vokse sammen efter al napoleonstidens uro og larm. Nationalismen var vakt og gav sig til kende i sang, taler og utallige demonstrationer med faner og klingende spil. Endnu stod Danmark med Slesvig og Holsten for europæeren som et stort rige. Ganske vist var Norge tabt, men det var såmænd ikke rigtigt endnu gået op for den brede befolkning der Sydpå. Igennem generationer var mange begavede tyskere vandret nordpå til storriget Danmark-Norge. Her lå fremtiden. Ikke i de evigt kævlende mange tyske småstater mødte Frederik f.eks. holstenere på sin vej, kan han meget let havde hørt dem prale med, at der løb daneblod i deres årer. Det var fint og stort!

Den nye slagsang i Deutschland: ”Deutschland über Alles” var just nu på alle unge tyskeres læber, rev med. Måske også Frederik. Når han sad i et herberg. Der var et åndens vejr over alt, og der var fut og fart i hele erhvervslivet. Ikke mindst i håndværket. Fremtid for en rask kobbersmedesvend fra Danmark. Navnet Adrian i København borgede for god uddannelse. Farende svende i faget har ikke været ukendt med det navn. I lommen har Frederik jo nok haft anbefaling fra denne sin mester. Måske har København nu forekommet ham som en stille by i modsætning til alt det liv, han nu mødte.

Sproget har måske i startet voldt ham lidt besvær, men nok ikke meget. I dansk havde jo dengang mange tyske gloser, ikke mindst i håndværkersproget.

En håndværkersvend på valsen skulle være forsynet med pas, vandrebog og svendebrev, derimod var skudsmålsbog ikke obligatorisk for håndværkere i modsætning til de andre borgere. Jeg vil også tro, at en koppe vaccinatons attest og anbefalinger fra tidligere arbejdspladser, i nogen tilfælde fra selve lauget var nødvendig at have på sig, om man ville have arbejde. At Frederik har haft orden i disse sager er givet.

Man ser for sig ham vandre alene ad de lange, støvede landeveje, der skulle føre ham på kryds og tværs af så mange af Mellemeuropas veje. Og – alene har han vel næppe været altid, ofte vel i følgeskab med andre svende. En stærk solidaritet bandt de ægte, ærlige håndværkssvende sammen i et slags broderskab, uskrevne love var stærkere end de skrevne laugsvedtægter. Hver farende svends profession kendtes på hans påklædning. Hvert fag havde sin ”uniform”. Hvordan kobbersmedenes var, ved jeg ikke. Men som hovedregel gjaldt, at man skulle være solidt påklædt, vel i vadmelsdragt, vist nok sort, stærke tyksålede sko, særpræget hat, eller hue, i hånden en tyk vandrestok og over nakken bærende på sin randsel. I kavajens eller trøjens dybe inderlommer lå det vigtigste af alt: ”Pengene”. Frederiks har nok været få – og alle de førnævnte papirer for en rejsende. Uden disse ingen fremtid – måske det, der var værre! Havde Frederik ikke før været på valsen, var verden ham ikke fremmed. Fra sin læretid og snak med andre, der havde gjort vandreture, vidste han, at for den ærlige, zunftige svend stod håndværkssvendens laug og herberger ham til tjeneste, over hele Europa.

Selv var han en lille mand – under middelhøjde – vist nok smalskuldret og som ungsvend ranglet med leddeløse lemmer. Men hele hans væsen lå i hans livlige kastanjebrune øjne og sit vindende smil om en karakteristisk stor mund. At han ejede humorens gave og skælmske drilleri, vist han, når han senere som sat familiefar fortalte sine børn følgende, som jeg har fra min svigermor, Caroline, hans yngste datter:

Det var en dag mod aften langt nede i det tyske jeg bankede på hos en kobbersmedemester og spurgte om arbejde. Han gloede kritisk på mig lille mand med det ungdommeligt glatskrabede Ansigt. Skønt han egentlig havde brug for en svend, sagde han: ”Næh – du er for ung. Jeg skal hav en med skæg. Den næste dag købte jeg mig et stort fuldskæg – og blev straks antaget, sat til at gøre en større kobberkedel. Da jeg var færdig med den og mester roste arbejdet, rev jeg skægget af og kastede det i kedlen: Så nu kan mester se, om han tror, det er skægget, der har lavet kedlen!”

Det gjaldt om at have pinlig orden i sine papirer, navnlig vandrebogen og pas.

I modsat fald ventede der en mindst tre dages arrest. Ved byporten blev man standset af bysvenden, der nøje forhørte sig om: Hvad? Hvorhen? Hvorfra? osv. Derefter gik i byer vejen til politistationen, hvor de samme spørgsmål gentog sig, ofte med krav om sundhedsattest og anbefalinger fra mester på hans rejseruse m.m. På Frederiks tid var myndighederne på vagt over for svende, der kom fra de revolutionære lande som Frankrig, Svejts og Belgien, men også England. Særlig så man efter Frederiks papirer udstedt i kobbersmedelauget i København, der udtalte, at intet var til hinder for udrejsen. Oldermand Fugmanns stempel blev nøje gransket. Efter disse formaliteter gik vejen direkte til laugshuset, hvor også – i de større byer – var tilbygget et herberg. Herbergsfatter, undertiden også oldgesellen, foretog en ”overskuening” – dvs. forhørte sig rundt om i lauget om, hvem der havde brug for en svend. Var dette ikke tilfældet, måtte svenden efter et fireogtyvetimers ophold forlade byen. I modsat fald risikere tre dages fængsel på vand og brød. Men forinden nød svenden godt af en ”geskænk” Dvs. han fik af lauget dels penge, dels kost og logi og dels informationer om alt vedrørende forholdene på den rejserute, han skulle begive sig ud på. Myndighederne angav i vandrebogen, hvilken rute han skulle følge. Der var strenge straffe for at afvige herfra, dog tyder alt på, at denne lov tit blev omgået.

Geskænken var meget ulig og varierende fra sted til sted selv inden for samme fag. Nogle anså det ligefrem for en slags camoufleret tiggeri. I de fleste tilfælde med urette. Den var aldeles nødvendig for den ærlige farende håndværker den usunftige svend, der satte en ære i ærlighed og uplettet vandel. I en tid som vor, hvor man næsten sygeligt, til enhver tid demonstrerer, at ens liv uden for ens arbejde /embede?? Er en strengt privat sag, som ikke vedkommer andre, har man vanskeligt ved at forstå de moralske krav datiden stillede til en håndværkersvend. For at være en ærlig svend måtte man selvfølgelig hverken stjæle, myrde, være meneder osv. Men man måtte heller ikke leve med løsagtige kvindfolk, omgås almindelige dagdrivere, drukkenbolte, og fremfor alt ikke give sig af med simpelt tiggeri. Selv om det vel ofte har været svært, dels at honorere disse krav og dels kontrollere, om de blev overholdt har disse forordninger, ofte beseglet af svenden ved et højtideligt laugsmøde før et svendebrev blev udstedt, været for de fleste et værn mod ”at gå til bunds”. For f.eks. skorstensfejere ved vi, at morgenbøn hver dag før man gik på arbejde var påbudt. I hvert fald i visse laug.

Ved ”zunften” forstod man laugests regler og vedtægter. Vendingen ”den zunftige” ærlige svend” dukker idelig frem i datidens håndværkerprotokoller.

Man må huske på, at tiggeri florerede på den tids veje. På disse fandtes altid en tvilsom skare af alskens pak. Heriblandt dog mange triste menneskeskæbner, der havde givet op i kampen for udkommet – og derfor fortryder jeg udtrykket ’pak’!

Nogle håndværkersvende klarede ikke vandrelivet, men blev netop opslugt af bærmen. Det tjener vor Frederik til ære, at han holdt sin sti ren. Ofte har han fristet drøje kår og et hjem havde han ikke at falde tilbage på. Han var så vist sin egen lykkes smed.

Datidens herbergers tilstand var ofte under al kritik. Gesellerne sov to og to i samme seng. Men ikke sjældent måtte man ligge i halm. Herbergsfatter kunne forlange, at man vist hænder frem, så det kunne ses, at man ikke havde fnat. Var dette tilfældet, måtte man sove på gulvet – eller ude i fri luft! Og datiden kendte til smitsomme sygdomme. Derfor forlangte man nogle steder, at gesellen lod sig syne nøgen for herbergsværten. På en måde var den farende svend hjemløs, trods al geskænk. Hans verden var herberget, værkstedet, kroen og valsen, dvs. de milelange veje i al slags vejr og evig omskiftelige forhold – en rodløs sjæl. Kun i lauget var der varme broderskab og ofte lystighed ved en gildesaften. Men man måtte overholde zunften. For en nutidsbetragtning ofte rene bagateller. Ve den, der ikke mødte forskriftsmæssigt påklædt, selv en skævt siddende knap var nok til en bøde til laugskassen. For slet ikke at tale om ikke at kunne det ritual, hvormed man skulle præsentere sig, at tabe hatten eller tage handskerne af osv. Mon ikke vor Frederik har oplevet mange pudsige eller forfærdelige ting, inden han fik lært alt dette. Tysk blev han så perfekt i, at han?? Såmænd ofte ikke tænkte på, om avisen eller bogen var på tysk eller dansk. For øvrigt var der i tyske laug bøde for at tale dansk.

Ved laugenes sammenkomster blev laugets lade (skrinet, hvori lovene m.v. var opbevaret) åbnet under et særligt højtideligt ceremoniel.

Den var som en pagtens ark for håndværkeren. Så snart oldermanden havde åbnet laden var det strengt forbudt, at ”lave ulyd” – dvs. enten ved snak eller skramlen at forstyrre oldermanden.

Man lærte respekt for loven og indså traditionernes værdi, lærte at give Gud hvad Guds var og kejseren hvad kejserens var. Frem for alt lærte man at sætte en ære i sin stand i det ærlige redelige arbejde – håndværkets glas som det kaldtes. Standen var ret konservativ. Politik drøftede man vist ikke meget. ”Skomager bliv ved din læst” var mere end en talemåde.

En sen eftertid – romantikkens tidsalder skrev og sang ofte i svulst og begejstring om håndværkernes fri liv. Men ret beset var selve valsen, tit en barsk affære. Tænk på den evige omflakken, landevejens mile og farer, herbergernes ringe standard og idelig at være udsat for både kulde, hede, arbejdsløshed og selv sult, når alt var imod en. Ikke sært, at adskillige svende gik til bunds – glemte sin stand og gav god dag i begrebet, ”den ærlige svend”.

Og hvor meget tid blev der givet en svend til at tage del i kulturlivet? Arbejdsdagen på værkstedet var lang, fra 5 morgen til 8 aften. En kender af den tids håndværkerliv skriver: ”Man skal søge langt for at finde en samfundsklasse, der var mere borgerlig og angst for forandring end disse håndværkermestre.”

For svenden blev der ikke givet meget tid til åndelig fordybelse. Svendens verden var derfor i høj grad indsnævret. Alligevel kunne Frederiks børn på deres ældre dage fortælle deres børn meget, der viste, at gamle Lohmann i Varde havde haft et åbent sind og været modtagelig for andet og mere end det sure slid – set og hørt meget. Det er givet, at denne spirrevip af en svend har været meget livlig. Efter valsen var hen i virkeligheden en meget højt uddannet mand – husk fire-fem års læretid hos Adrian og så derefter otte-ni års læreår på valsen.

 

De sidste vandreår og hjemkomsten

De mange vandreår fra 1842 til 53, kan vi ikke følge. Hans pas og vandrebog fra disse år er vist nok gået tabt. Men i 1851 befinder han sig i Wien og får her fornyet sit pas. Fru Øye har venligst tilstillet mig en kopi heraf. Jeg vedlægger det her. Ligesom jeg vedlægger hendes liste over Frederiks rejserute fra Danmark. Man tænker på, at Frederik har berejst Europa just i de store revolutions år sukker, og så gid han havde efterladt sig noget om sine oplevelser fra hin store tid.

Den jævne mand deltog ikke i politik – håndværkerstanden allermindst. Men derimod snakkede almuen livligt og nyfigent om de kongelige pikante elskovseventyrer. Tro mig, om ikke Frederik i Wien har hørt om skuespillerinden jomfru Seyffert, der i de store kongresdage i 1815 var den danske konge Frederik den Sjettes maitresse. Hun levede endnu i Wien og fik en årlig ”pension” fra den danske stat.

Med sær undren, måske harme, har han i de tyske aviser læst om de berømte martsdage i København og der måtte sluge den tyske skrøne om, at kongen i Danmark ikke var fri og at den tyske Holsten under dansk styre var blevet skammelig udnyttet. Når vi ved, at Frederik var en meget national-sindet mand, er det ret troligt, at hans nationalbevidsthed netop er blevet vakt i disse år her.

Måske treårskrigen 1848/51 har forsinket hans hjemkomst. I 1851 arbejdede han i Hannover og må der have fået meddelelsen om sin faders død den 31. marts samme år. Han har ikke selv kunnet rejse hjem til denne begravelse, men sendte i stedet penge dertil – vel sagtens for at hindre at hans ulykkelige far skulle blive begravet på fattigforsorgens regning. Man skulle komme ordentlig i jorden! Denne Frederiks handling synes jeg siger os meget om hans karakter. Trods alt har han ikke helt glemt sin far. Disse penge er som et sidste håndtryk til denne af skæbnen så hårdt ramte far. Han kunne let være fristet til helt at lukke af for sin fattige barndoms triste minder, men har ikke kunnet eller villet det – og ladet som om alt dette nu ikke mere vedkom ham. Men mindet var uafrysteligt, han vedkendte sig det. Disse penge var den sidste besegling af sønneforholdet. Mindets fattige tak. Nu man selv stod magtesløs og end ikke kunne rejse hjem til begravelsen. Derfor trods alt – rigt vemodets glans.

På hjemvejen fra udlandet til København arbejdede Frederik en tid i Flensborg, derefter i Odense, men i juli 1851 melder han sin ankomst til lauget i København, til oldermann Fugmann. Senere må han har arbejdet andre steder i landet, bl.a. Nyborg og Horsens. Sidstnævnte sted har vi ikke kunnet finde bekræftet nogen sted, men da han her er blevet forlovet med pigen Charlotte Amalie Hansen fra Horsens, er det rimeligt at antage, at han har arbejdet i denne by.

Charlotte var dengang omkr. femogtyve år, Frederik tredive år. Hun var fra Lund ved Horsens, Tamdrup sogne, fra et fattigt hjem, ældst i en stor søskendeflok og måtte vist nok meget tidlig slide og slæbe for sine små søskende. Så skolegangen var det mere end skralt med. Men når det senere i slægten blev sagt, at hun ikke kunne læse, er det en mild overdrivelse af hendes ”dumhed”. Derimod tyder noget på, at hun havde vanskelig med at skrive. Dum var hun bestemt ikke. Man har her forvekslet dumhed med uvidenhed. I alle sine ægteskabsår var hun stærkt hørehæmmet, og flere mener, at hun allerede som barn var hæmmet heraf.

Hendes datter Caroline, min svigermor, fortalte, at hendes far og mor blev forlovet, inden han drog på valsen og at hun i alle disse år ikke havde hørt fra ham, men ventede på ham. Fru Øye har aldrig i sin familien hørt om dette og skriver: ”Jeg kan ikke få denne overlevering til at rime med virkeligheden. Jeg må punktere – desværre – denne romantiske historie. Charlotte var endnu ikke fyldt femten år, da Frederik drog udenlands.Jeg tror, at fru Øye har ret og at min svigermor har været ude for en misforståelse. Om Charlotte ved vi, at hun tidligt har måttet sørge for sig selv som tjenestepige forskellige steder på Horsensegnen.

2. maj 1855 deklareres hendes forlovelse med ungkarl Frederik Peter Ditlev Lohmann, kobbersmed i Varde. Og allerede den 13. samme måned bliver de viet i Tandrup kirke. Efter denne oplysning i kirkebogen, ser man, at Frederik allerede inden sit bryllup har etableret sig som kobbersmed i Varde. Den overlevering siger, at han og Charlotte kørte i vogn fra Horsens til Varde. Men det har vel været dagvogn, da det næppe er muligt, at de selv har ejet hest og vogn.

 

Kobbersmeden i Varde

I 1855 erhvervede Frederik borgerskab i Varde. Måske havde han købt stedet af den forrige kobbersmed der i byen. Den lange rejse i vogn tværs over Jylland har ved for både ham og Charlotte været en oplevelse. Hvad ventede dem i den fremmede by, hvordan ville udsigterne fremover tegne sig for ham. Foreløbigt tegnede alt sig godt for håndværket. Det var opgangstider, men man kunne aldrig vide. I aviserne skumledes der om krig – et endeligt opgør med det Slesvig-Holsten, der var vor kræftbyld. Frederik kendte de tyskere! Havde på sine rejser indsuget deres mentalitet og var ikke rolig i, hvad der kunne ske. Vi ved, han var meget national, og at han ikke gerne talte tysk. Det havde han fået nok at i sin tid!

Varde havde det år han kom til byen kun 1455 indbyggere. Altså en lille by, hvor alle kendte alle. At han ikke søgte til København kan måske – foruden mangel på penge – skyldes, at hovedstaden gemte for mange sørgelige minder for ham. Alt tyder på, at han og Charlotte hurtigt faldt godt til i byen. Nysgerrig har man vel betragtet de nye folk og gjort sig et ærinde ind i kobbersmedjen og set den nye kobbermadamme trække blæsebælgen. Sit håndværk det kunne han minsandten, så man. Men de første år har nok, været præget af fattigdom. Huset, de havde købt var et lille to-fags hus med små rum og i baggården lå et lille værksted. Men her blev arbejdet. Og tiderne før krigen i 64 var med dem. Det gik fremad år for år. Næsten alt husgeråd i køkken var i den tid lavet af kobber. Navnlig brugtes der en masse kobberting til hjemmebrændevinsfremstillingen! Var Varde end lille, var oplandet stort. Fra Flensborg fik Frederik sit kobber. Allerede 2. juli 1855 fødtes deres første barn, en dreng. Senere fulgte der i de følgende elleve år i alt syv efter. Her var munde nok at mætte. I kobbersmedjen arbejdedes der nok ofte til langt over fyraften. Frederik måtte nu give en god dag i sin ungdoms laugsartiker. Han var ene på pletten – her gjaldt det nu de danske udvandreres slogan derover i det vilde vest: Mod svin, om du vil leve.’

Og så kom krigen.

Den 13. marts 64 kom tyskerne til Varde for at tømme de offentlige kasser. Byens toldkontrollør blev beskyldt for at have stukket kassebeholdningen til side. Hvad han også havd., Han blev arresteret, men senere løsladt. Værre gik det til 1. maj, da 500 østrigere besatte byen og forlangte udbetalt 25000 østrigske dalere. Byen hverken kunne eller ville betale denne sum, hvorfor hele borgerrepræsentationen sammen med et par andre borgere blev taget til fange og ført til Rensborg. På Varde museum ses i dag et fotografi af disse hjemkomne fra fangenskab. Ellers passede den jævne mand sin daglige dont. Jeg tænker, at kobbersmeden er blevet spurgt om, hvad han mente. Han kunne jo sproget – har måske i en snæver vending fungeret som tolk – men stor ulyst og sær malice? Hele byen har været i oprør over for besættelsesmagten, og Charlotte har som de andre mødre i byen været ængstelig for sine egne poder. Holdt dem inde og idelig formanet dem. Som altid under sådanne forhold har en masse rygter svirret i luften og Frederiks værksted er diskussionen gået livligt. Om Østrig – Wien – Donau – han så det hele for sig! Men intet herom har han efterladt sig. Vi er her i gætteriernes verden.

Da Charlotte var mere eller mindre døv, måtte mester selv gå i byen på de daglige indkøb. Alle kendte ham og han kendte alle. Han var en livlig lille mand. De bedårende brune øjne kunne slå smut, men også vise alvor og bekymring for lands og families fremtid. Det hed sig i byen, at kunne man ikke se ham (men så lille har han vel heller ikke været!!), så kunne man i hvert fald høre ham. Dannevirke – Dybbøl – vienerfreden er gået ham smerteligt på, men ikke knækket ham. Med årene og voksende ansvar kom der over ham en stille myndighed, men også en rig medmenneskelighed. Far, sagde hans datter Caroline, behøvede aldrig at slå os børn. Det var nok, når han så på os.”

Det mørke hår blev hvidt som det ærværdige kindskæg, hvorimod øjenbrynene længe beholdt sin mørke farve. Min svigermor har antydet, at der i Varde fandtes en læseforening, men fru Øye har aldrig hørt sin bedstefar tale herom. Dog er det troligt nok, og helt troligt, at Frederik har været et meget vågent medlem af denne forening. Om bogen var på dansk eller tysk var ham lige fedt! Om dette hans hvide hår skriver Fru Øye: ”Hans hår og skæg var hvidt, da han blev ældre, men havde et grønligt udseende af hans arbejde med kobberet – og det er vel aldrig blevet rigtigt renset? Endvidere skriver fru Øye: ”I Varde, hvor han blev mester, boede han i Nørregade i et lille hus, der var hans eget. Dog havde han først boet et andet sted i byen. Årene indtil 1864 var i økonomisk henseende gode for ham, men derefter gik det tilbage. Håndværket var ikke så godt mere, og det var der forskellige ting, der var skyld i. En ting var, at brændevinsbrænding i hjemmene blev forbudt. Som før omtalt brugtes der hertil meget kobber.

Frederiks bedste ven var en Eichmann, vist nok tysker. Han var sømsmed, men da hans håndtering faldt væk, fordi søm nu blev fremstillet på fabrik, hjalp vennen Frederik ham økonomisk. Dette viser, at Lohmann nu må være kommet godt i veje og have tjent helt godt. Siden blev Eichmann herbergsfatter, vært i et svendehjem, men efter den tid kom de ikke så ofte sammen. Frederik brød sig ikke om at komme hen og spille kort med svendene. (Mon han ikke havde fået nok af det på valsen?) Hans søn, Laurits kom der derimod ofte som barn. En dag, da han som lille dreng var med sin far derhenne, var der en anden mand, som ville have ham med sig. Da gav drengen sig til at græde, han ville blive hos far. Men på hjemvejen blev han skammet ud. Han far for stor til at græde.

En anden gang var der en dame på gaden, der gav ham en mark, fordi ”han havde sådan nogle kønne brune øjne”. Den mark gav han sin mor, som blev meget glad for den. På den tid var en mark mange penge for hende. Dagmar, Laurits’ datter fortæller, at hendes far var ikke ret gammel, før han tjente lidt ved at løbe med aviser.

Maden derhjemme i Varde blev uddelt i portioner. Var børnene mere sultne, måtte de selv for deres sparepenge købe sig brød hos bageren. Deres far havde jo – som allerede flere gange nævnt – haft en usigelig fattig barndom i København. Men herom talte han ikke med sine børn ”for det var så sørgeligt alt sammen”.

Da Laurits blev voksen og nedsatte sig som kobbersmed i Horsens, kunne han ikke forstå, at hans børn skulle have penge til skolerekvisitter. Han sagde: ”Sådan noget fik jeg aldrig. Jeg fandt en stump griffel eller blyant på legepladsen. Det klarede jeg mig med”.

I Varde skole ville man gerne have haft, at den begavede Laurits skulle komme til at studere og man tilbød faderen at skaffe udvej herfor, men – en håndværker skulle blive i sin stand. ”Skomager bliv ved din læst” – det stod fast! Mester Lohmann sagde nej! Laurits’ datter, Dagmar har en bog, som Laurits fik i præmie fordi han kunne regne et stykke, som kun hans lærer og han kunne finde ud af.

Selv om tiderne efter 64 ikke var det for kobbersmedene, de før havde været, tror jeg dog, at Frederik og Charlotte nu sad nogenlunde godt i det.

Man lægger mærke til, at han har kunnet hjælpe vennen, da denne kom i økonomiske vanskeligheder, at ingen af børnene i deres barndom blev jaget ud at tjene – hvad dog i den tid var ret almindeligt, og at de har haft råd til at lade sig fotografere. Vi har to sådanne fotografier af dem. Det første må have været taget omkring 1870 og viser hele familien – men den senere fødte Carl har været lovlig undskyldt sit fravær!

 

 

 

 

 

Om dette familiebillede skriver fru Øye: Charlotte må jo have haft nok at gøre

med sin store børneflok –

man kan på billedet se, at hun har fået børnene nogenlunde pænt i tøjet,

men sig selv har hun ikke haft så megen tid at tænke på.

Hun har fået en lille klud om halsen i stedet for den lille hvide strimmel,som

vel ellers hørte sig til.

 

Selv synes billedet at sig meget, at Frederik ser lidt rastløs ud,

hun rolig og med et stort stærkt ansigt.

Hun har bestemt haft begge ben plantet solidt i jorden.

Måske været en kontravægt mod denne lille iltre mand?

Når hun står så svag i mindet i slægten, skyldes dette nok hendes døvhed. Børnene gik jo altid til deres far. Og det har nok ikke alene været, fordi han var den klogeste eller den mest vidende – han havde jo set en stor del af verden. Hun vel kun Horsens og den nærmeste omegn. Men det har jo taget en frygtelig tid for et barn at få råbt moderen op – så gå til far, han har det med det samme! Børn har travlt. Den døves lidelse består deri, at han/hun er sat uden for i ethvert selskab – må måbe og når latteren skyller over et lystigt lag. – Hvad ler man af? Hun har kendt til det Jac. Knudsen kalder sjæleensomhed. Men dum – aldrig i livet. Se på billedet! Man kommer til at holde af hende. Fru Øye skriver om hende:

”Hun er jo fremgået fra et fattigt hjem, og selv om hun ’kom galt af sted’, har hun nok alligevel reddet sig en bedre tilværelse, end hun ville have fået som landarbejderkone på sin hjemegn. Lidt skolegang må hun vel have fået, men det er jo ikke sikkert, at det er blevet til ret meget, for hun har nok også skullet tidligt ud at tjene.”

Det andet fotografi er taget ved den yngste søn, Carls konfirmation. Det var været omkring 1885. Da er far Frederik omkring de 64 år. I modsætning til det første fotografi, hvor han har været sidst i fyrrene, ser han mere rolig ud, har myndighed over sig og ligner virkelig en solid bedsteborger. Om hans karakter er før fortalt. Da han dog har været en kendt mand i Vardes lille bysamfund, undrer det, at der ikke ved hans død findes en nekrolog over ham i den stedlige presse. Jeg tænker, at han overhovedet ikke har deltaget i det offentlige liv – sådan som håndværker.

 

De sidste år

Umærkelig går tiden. ”Griber om sig som et sælsomt onde hinsides al menneskemagt,” siger Johs. V. Jensen i ”Kongens Fald”. Børnene i Varde voksede til. Efter datidens målestok var skolen i Varde en god skole. Caroline omtalte med glæde og respekt sin barndoms skole og dens lærere. Alle børnene hos kobbersmeden var velbegavede, men sønnerne skulle blive i deres stand, som allerede før nævnt.

De voksede op i en politisk højspændt tid i vor historie, men først efter at de var fløjet af reden blev højspændingen for alvor farlig med Estrups provisorieår. En håndværker og købmand gjorde bedst i ikke at blande sig i politik. Det kunne koste ham hans næring. Og Vardes næringsdrivende har hurtigt nemmet denne lære. Frederik nok ikke mindst

Hjemmet har nok været solidt forankret i en jævn folkekirketro. Som en selvfølge blev børnene døbt, konfirmeret og fik vendt deres sind mod kirken som et helligt og højtideligt Guds hus. Helt uden for al diskussion. Måske deres far i en hyggelig aftenstund kunne fortælle sine lyttende børn om de rige katolske kirker sydpå og de festlige store karnevalsoptog, han ofte havde set og deltaget i. Mod dette var Varde kirke vel kun en ringe erstatning, men det var dog Guds hus. Her blev man højtidelig og løftet op over hverdagen.

”Huen a’ drenge, før I træder ind i kirken”. Indre Mission kom til byen, og flere sluttede sig til denne bevægelse, men intet tyder på, at Frederik og Charlotte har sluttet sig til her. Bageren derimod blev en kendt skikkelse inden for missionen.

En dag lød Charlottes ord: ”Hvorfor handler vi ikke hos den bager. Han er dog en troende mand?”

”Næh, for det er hans brød ikke”, lo Frederik. Han sagde, at med missionen var bageren så optaget, at han ikke passede sine brød i ovnen. De blev svedne!

Og der var omslagsvejr i erhvervslivet! De gamle kobbersmede så med vemod og ængstelse på, hvordan al slags fabrikskram vandt frem. I 1861 ophævedes ved lov stempelpligten for kobbersmeden. Før den tid skulle enhver mester sætte sit stempel i hvert stykke arbejde fra sit værksted. Hm, hm – hvad skulle man nu ikke mere vedstå sit arbejde! Tænkte mangen gammel mester. ”Min svigerinde i Hillerød har en kobberkedel fra sin bedstefars værksted. Her ses hans stempel i hanken, men det er ikke let at tyde. Også vi her i Nykøbing Falster har enkelte kobberting herfra, men uden stempel. Formodentlig lavet efter 1861.

Læser man Varde bys historie, ser man, at blandt byens kendte skikkelser i tiden 1860-1920, så man daglig på gaden særlingen og litteraten, den fornemme hr. Murfeldt. Altid lapset klædt. Han var en mester for sin pen. Altid stod der et vejr af humor og historier om ham, hvis indtægtskilde var journalistik, vinkelskriveri – Gad vise, om ikke den Murfeldt ofte har været i kobbersmedens værksted for at høre nyt og nappe en god historie til Ribe Amtstidende. Og snakke med en mand som Lohmann. Ganske vist var Murfeldt en fornem herre, der hørte til byens overklasse, sølvknappet stok, slængkappe, høj silkehat og gamacher. Jo, jo – men kunne man fange en god historie – om den var sand betød ikke noget – så bøjede man sig dog gerne ned til en gemen kobbersmed! Og har Frederik om aftenen læst i sin avis, kan en bemærkning fra en af drengene: ”Far, hvad har Murfeldt nu skrevet, for du griner så højt? Meget let være faldet.

Kobbersmedene gled over til at blive blikkenslagere. Men jeg tror ikke at det i synderlig grad gjaldt Frederik. Med årene bliver man mere og mere konservativ. Det gør ondt at slippe det gamle. Esbjerg skød frem derude i vist ved klitterne. En ren parvenu, opkomling til det ærværdige Varde. Men mon ikke det dog ville lykkes at trodse havet og bygge en havn der? Men værket skred frem under den opkommende bys motto: Rask må det gå. Det er jo ikke utænkeligt, at Vardes erhvervsliv har nydt godt heraf, også Frederik?

Som nævnt blev alle sønnerne oplært derhjemme i faderens fag, men de gik senere over til blikkenslagerfaget. Andelsmejerierne skød frem. Der blev stor efterspørgsel efter mælkejunger. Både Jørgen i Ålborg og Laurits i Horsens blev velhavere ved at lave mælkejunger. Jørgen endda i den grad, at han allerede i halvtredsårs alderen kunne lægge op og leve af sine penge. Mange mestre i de forskellige fag oplevede i de år, at sønnerne fandt deres fars værksted for lille og faderen alt for karrig med lønnen. En saddelmager rejste til København og skrev glædestrålende hjem: ”Her tjener jeg mere på en uge end hos dig en hel måned.” Den gamle skrev tilbage: ”Det glæder mig, min dreng, at du har fået så mange penge. Men tjent dem har du skutte.”

Og så en dag sad Frederik og Charlotte alene derhjemme. Frederik skrantede de to sidste af sine leveår. Den yngste søn, Carl, skulle overtage værksted, når far døde. Carl arbejdede i København og var bleven gift derovre med en ung kvinde, der vist slet ”faldt til” i familien.

Alle børnene var nu godt i vej, Jørgen i Ålborg, Laurits i Horsens og lillebror Carl arbejdede i København og tjente godt. Og begge pigerne godt gifte. Josefine med støbemester Oulund i Næstved og Caroline med murersvend Valdemar Davidsen i København (senere murermester i Fuglebjerg). De senere år, skrantede den gamle kobbersmed. Minderne meldte sig, lyse som mørke. Hans glæde over at have kunnet give sine egne børn et godt hjem i modsætning til sin egen barndom var umiskendelig. Han kunne længes efter sine børn, men havde undertiden vanskelig ved at kunne, følge med tiden. Som nu hans kære håndværk, det ælde kobbersmedefag, der havde båret ham selv frem. Hvad lignede det nu – åh blikkenslager – om må jeg be (om det røde, ædle kobber,). Og så denne nymodens blanding af håndværk og gemen handel.

Nogle måneder før sin død skrev han et brev til Caroline for at takke hende for hendes sidste brev til sine forældre. Da det giver et vemodigt, stærkt billede af en gammel fars omsorg for sine børn og længsel efter at høre fra dem, skal det gengives her i hele sin ordlyd og med da tidens ortografi; nåh vel nærmest Frederiks ortografi.

Varde. 1. februar 1897

Kjære Karoline

Jeg takker dig for dit sidste brev det glædede oss at høre at Du havde været i Næstved og at De er. Vi haver været meget bange for dem, fordi det er første gang at Josephine ikke haver skrevet, hjem i Julen. Den 16.december skrev jeg til Frederiks fødselsdag og sendte ham en salmebog at han kunne bruge den til hans konfirmation, men da vi ikke haver hørt fra Dem siden var Vi bange for at de vare Syge. Vi ønsker jo ikke at de skal sende os noget når vi bare får brev. Vi fornøjede når vi hører at de haver det godt nu er der mange som kan skrive når Josephine ikke kan. Moder og jeg er nogenlunde raske.

Kulden gør mig mere svagelig, men så længe Moder er nogenlunde må jeg ikke klage fra Jørgen fik brev til Juul de haver det godt og så meget arbejde så jeg tror at en del er pral

Han skriver at han snart kan behøve en Kontorist og en butiksjomfru. Fra Laurits fik også brev de haver det godt, Tyske Sophie var 3 uger i Horsens hos hendes Pleiesøn. Marius kommer i Besøg hos Laurits så følger Sophie med når hun er i Horsens. Kuffertdrager Kirsner havde en søn som Former og var gift – en Skidt Person tjente ham. Konen døde blev gift igen og fik penge med Konen og begyndte så lidt Handel i Horsens. Der vilde han have Laurits og Marius til Kautionist. Laurits vilde ikke.

Marius skrev 200 kroner og så rejser Kirsner til København. Nu skal Marius udpantes for de 200 da han ikke kan betale. Du kan fortælle Carl at Feddersen er flyttet til Bramminge.

Nu en kjærlig hilsen til dig og Valdemar og Eders Pige så vel som til Carl og Laura og Deres lille Pige. Gud bevare Eder alle for alt ondt.

Det Ønsker Eders Moder og Fader.

F. P. Lohmann

Knap fem måneder efter dette brev døde den gamle Lohmann. Begravelsen foregik en søndag den 27. juni fra hjemmet i Nørregade.

Ude på kirkegården ventede ham tre små grave. For længst afdøde små børn. ”Tre børn modtager ham hisset” havde Charlotte skrevet i dødsannoncen. Også dem havde hun vel sendt en tanke, og i taknemmelighed glædet sig over de tre voksne sønner og to døtre, der fulgte hende på den tunge vandring.

Det var tomt at vende tilbage til hjemmet, nu var Frederik ikke var der mere. Hun skyldte ham så usigeligt meget. Hver en bebrejdelse han kunne have kommet med, hver en irritation over hendes døvhed – åh det var ingen ting at tale om.

Og så flyttede Carl og Laura hjem til Varde for at fortsætte faderens virkesomhed. Det er meget tænkeligt, at Charlotte har næret svære bekrymninger for hvordan dette skulle gå, Laura var i hele sit antræk nu Københavnsk, at hun nødvendigvis måtte ”stikke a” i enhver lille provinsby. Og Carl hendes yngste, hvordan var han? Moder hjertet håber, tror alt, håber alt, udholder alt men?

Når der senere i familien var tilbøjelighed til at tillægge Laura hele skylden for at det ikke gik for dem i Varde, sagde hans ældre søster, Caroline: Laura skal nu ikke have hele skylden. Det endte med afllit og hvad værre var en oprivende familie tragedie. Idelige rivninger mellem svigermor og svigerdatter. Meget tyder på, at Carl ikke har evnet at være selvstændig mester. Varde blev uudholdelig. Laura sagde: Jeg vil heller spise det tørre brød i København en bo i Varde.

År for år er det gået tilbage for Carl. Indtægterne svigtede. Det var strengt for moderen at se på – hele faderens livsværk ødelagt! Ofte måtte hun spæde til ud af sin lille formue. Og hun kunne jo ikke give dem det hele. Da er det gået efter ordet: ”Når krybben er tom, bides hestene.” Til sidst kunne hun ikke mere. Hun flyttede ind til Caroline og Valdemar i København, hvor hun døde i 1905.

Et par år før havde hun i Varde modtaget indbydelse til sin sønnedatters konfirmation i Horsens. Men kunne ikke rejse dertil på grund af svimmelhed. Og de daglige strabadser?? havde nedbrudt hendes mod og livslyst. Hun kunne ikke selv skrive til konfirmanden Dagmar, men fik sin gode nabokone til at skrive følgende brev, jeg herved ikke uden betænkeligheder – hidsætter. I hendes ortografi: Brevet taler for sig selv, men er ved nærlæsning rystende lekture. Her gives et gribende billede af Charlottes skæbne efter Frederiks død.

Varde 23. september 1903.

Frøken Lohmann.

Deres bedstemor beder mig om at skrive til Dem for at Takke Dem fordi at di vilde have hende derover til Konfirmationsdagen, men det kan kun ikke, da hun lider meget af svimmelhed og kan ikke gå ud alene. I den sidste tid har der nu også været så megen uenighed derinde angående pengene. De Unge synes jo, at hun er den nærmeste til at hjælpe på Dem. Og Deres bedstemor synes ikke, at hun kan blive ved at føde dem og så synes hun jo ikke at de er sparsommelige nok. Det er jo ikke let at dømme om, men kedeligt er det jo for Dem op begge sider nu di ikke har talt med hende i den sidste tid. Og hellere vil di have hende derind. De har låst døren til værkstedet, så hun har i denne tid spist til middag hos os, men det er jo kedeligt med det dårlige humør. ?? Om aftenen vilde hun ikke have været ind og sove så måtte min mand først ind til Deres Onkels og talt med dem om, at om natten kunde hun ikke være hos os. Om dagen må kun komme og gå ligesom hun synes, så klager hun jo så meget over at hun ikke kan sove, men når nu humøret er så dårligt om dagen, så kan hun jo ikke vente, at hun kan sove om natten. Med hensyn til helbredet så må hun jo ikke klage med hendes alder ?? og godt er det. Nu skal jeg lykønske Dem mange gange og sender hun Dem en seddel som hun beder Dem om selv at købe en ting for som di selv synes og så hilse hele familien fra hende.

Christine Pedersen.

 

Ja, det er med betænkeligheder, man aftrykker et sådant tragisk brev. Efterslægten må få det indtryk, at Carl Og Laura har været meget onde ved Charlotte. Her synes vreden at være gået over til ondskab, men man bør erindre, at nu er madam Lohmann bleven gammel, døv og tiden er rendt fra hende. Hun kan meget let have misopfattet en hel del – det er ofte den døves lod. –

Alligevel står hun her i næsten monumental tragik. Ene. Men i slægtens historie er hun omgivet af liv, travlhed med en stor børneflok og sin mands ufortrødne hjælper – en stærk kvinde på sin vis.

Med hendes død ophørte slægtens forbindelse med Varde. Kun gravene på kirkegården bandt en kort tid slægten sammen i vemodets glans, Og selv om gravene nu er sløjfede bør efterslægten føle sig takskyldig over for den by og egn, der var den gamle kobbersmedefamiliens liv – og udfoldelsesmuligheder. Her rejstes slægtens ære igen, helt fra parykmagermester Rasmus Loumanns tid på Ulfeldts Plads. Lad et oldtidskvad fra Havamåls ”Den Høje Tale” slutte dette eftermåle:

”Folk dø

Frænde dø

Selv dør jer ligervis

Men et jeg, som aldrig dø:

Dom over hver en død,”