Brevet er skrevet på Langtved:

  Røjle Mark den 2de Juni 1892.

Kjære Søster

Jeg lovede at jeg ville skrive, jeg har ikke noget særligt godt at fortælle om vor kjære Fader igen Onsdag sov han den meste Dag og Torsdag formiddag --- (Overstregninger)

I Tirsdags var han oppe og ude i Gaarden det var meget besværligt at faa ham ud og ind, han ville saa gjerne ud i Solskindet vi er alle 3 om at lede ham, han er saa slatten, men det bliver næsten daarligere med ham. I Dag havde vi ham oppe, men han kan ikke hjælpe sig selv snart det mindste, Kræfterne svinder helt hen han kan ikke løfte sig selv op naar han faar i tøjret han kan ikke taale at vi snart rører det mindste ved ham han er saa øm af at ligge. Han er meget taalmodig han klager sig ikke. Vi har ikke det bedste om hans men maaske det gaar meget bedre end vi tror, han har faaet spansk Flueplaster i Nakken det har trukket Hul det mætter jo meget det er jo nok for Hovedpinen, han maa ikke drikke Vine du skal ikke kjøbe noget. I Dag½skal han berettes vi henter Præsten i eftermiddag det er jo dog godt nok at berede sig Hvis Vorherre vil have ham. Han kan nok spise lidt.  Jeg tror ikke det er daarligere uden at det kan blive saa mat han lider vist ikke saa grumme meget. Det er jo somme Tider bedre men det er jo det samme.

Kjære Søster Maren sorg nu ikke nu ikke alt for meget det kan jo gaa meget bedre end vi aner og vi kan jo ikke tage noget ag os selv det er os jo alt sammen givet ogsaa Livet. Vi skal jo sætte vort Haab til ham den Altmægtige som gjør ting vel.

Nu har jeg skrevet hvor dan han har det han ser helt godt ud han teler ogsaa godt nok, han er ikke skidt det gjør jo ondt i Nakke vi har noget grøn Salve han skal have paa hver Dag.

Moder er dog nogenlunde ved Humøret.

Sluttelig Hilses du min kjære Søster fra os alle fra Moder og Fader og Søskende.

Marie Jørgensen

 (Karen Marie Rasmine blev i gift med Niels Hansen Nielsen fra Langholm og overtog senere gården Langtved, Provsteskov Vej 36, Middelfart.)

Fader er Født 7de Marts 1836 dø 13 Juni og begravet 18 Juni 1892 Fred være med ham. Herren kaldte ham, han maatte rejse. Velsignet være hans minde Herren gav Herren tog Herrens Navn være lovet Haab, Tro Kjærlighed

Modsat side Skrevet senere

Røjle Mark den 12. juni 1892.

Kjære Søster

Jeg kan nu ikke skrive om nogen videre Forandring det gaar jo ikke fremad i Onsdags Nat var han meget

daarlig i omtrent 2 timer at jeg og Lars sad han hvist snorkede saa det var som han blev helt væk med det samme saa trak han Vejret saa tungt og Brystet gik saa højt saaden blev det ved til omtrent Kl. 12 saa faldt han helt i Ro til Dag om Dagen har det været bedre i Torsdag Nat klagede han sig i Benene men da var han heller ikke saa syg. Om Fredag Nat . var han igjen som Onsdags nat det varede igjen saadan omtrent til 12 i Lørdag var det igjen bedere men vi gruede for Natten og Natten kom og det var daarligere en de andre Nætter vi troede ikke han havde naaet Dag. Aandedrættet blev svagere og kortere samme pusten mere ikke snorken det blev bedre i mod Dag i formiddag har det heller ikke været godt, han spytter meget i Dag, han sover ikke ret meget nu og har ikke gjort det sidste 2-3 Dage

(næste side)

Han lider meget, men naar vi spørger hvordan han har det siger han, jeg har det godt, for Herren er ved min side. Han tænker vist ikke selv meget paa sine Smerter. I dag skulle vi synge en Salme for ham da vi spurgte ham hvad for en, sagde han, det gjor ingeting naar bare det er en det, lover og priser Herren for al Naade, vi sang No 3. Han vil gjerne dø han taler meget derom baade naar han er ved Samling (?) og i Vildelse han taler meget rimelig baade om det ene og det andet og om Begravelsen. Vi ved ikke om dette Brevkan naa dig inden det er forbi. Vi maa jo takke Vorherre for alt hvad der sker der blive jo nok Udvej for os alle. Farbror Hans er hernede i Eftermiddag han vil flytte herud med sit Tøj han vil vistnok blive herude.

En kjærlig Hilsen fra Moder og fra Søskende og fra mig selv Marie Jørgensen

 

 

Du Slægt, der som en Storm i Høst

 Henover jorden haster,

 Men aldrig i dit eget Bryst

 Til Bunden Loddet haster

 Du som vil granske Livet ud

 Men glemmer Livets kilde

 Søg dog engang dig selv og Gud vær stille.

 

Hør op at færdes uden Ro

Imellem Livets Døre

Hvor kan i dig en Larm du tro,

At du Guds Røst kan høre

Han drager ej i Hjertet ind

Som Tordenstorm i Skoven

Han kommer som en sagte Vind

Det at leve er at ville

Det at ville er at elske,

Som vi elsker Dag for Dag

Saa er Livets Vingeslag

”Mine kære gennem livet”

Af Helge Nielsen, Søby Parkvej 63, 4200 Slagelse, født den 12.april 1935 i Vejlby Sogn.

Side 55.

Faster (Anna Margrethe (29. februar 1904 – 6. november 1995) skriver.

Min Slægt mm. Erindringer

Mine bedsteforældre på fars side.

De boede på landejendommen, Langholm nær herredgården ”Billeshave”

Bedstefar, Christen Nielsen, blev i 1884 ramt af en lammelse i benene, måske polio, da min far, der kun 12 år, som den næstældste af sine 4 søskende, så måtte klare arbejdet i stald og mark, så godt det nu lod sig gøre sammen med mor og søskende, indtil han måtte til Odense som soldat. Han blev hestepasser v. artilleriet. Jeg burde kunne huske bedstefar på ”Langholm”, men jeg var jo kun knap 3 år, da han døde – Vi besøgte tit ”Langholm”. Farmor Ane var meget tunghør, men god og kærlig. Faster Karen, min fars ældste søster, blev i hjemmet, og vi elskede at komme der. Vi kørte i hestevogn jævnligt dertil, da vi blev store nok, hændte det, at vi børn gik hele vejen derud.

Når familien var sammen der, fortaltes der meget og vi sang sammen, samler og sange i massevis. Der var gode forsangere og kristne var alle. Da jeg var 7 år holdt faster Karen bryllup – 11/4 -, jeg fik hvid kjole og sorte laksko. Faster Karen blev gift med Anders Madsen fra Strib-landevejen v. Hesselager, det var festligt at være med i Vejlby kirke og i vogntoget til festen på ”Langholm”. 25 år senere var Knud og Helge, som 3 og 1½ år gamle med til sølvbryllup der.

Langholms haves store moreltræ var sommerens højdepunkt, og hver februar måned m. vintergækker vinterens fest. 10/ 2 Fasters fødselsdag. Havens store, gule søde gemmeæbler opbevaredes hver vinter på stuehusloftet sammen m. korndyngerne. Vi nød at kravle op ad stigen og hente æblerne ned v. familiebesøgene i vintermånederne.

Faster Karen var Niels gudmor, som han satte meget højt, og hun beundrede ham altid for hans dygtighed og indsats.

Farbror Niels var som soldat dragon og han var senere medlem af Vejlby sogneråd og var en af de første med at få telefon.

Familien:

Helge, Knud Buris, Villy og Laust er sønner af

Niels Ejler Kristian Nielsen & Anne (Ane) i Vejlby, Niels Ejler er Søn af

Hans Peter Nielsen & Karen Sofie, Vejlby

Christen Nielsen & Ane på Langholm har følgende børn:

Karen Nielsine

Hans Peter

Marie Kirstine

Niels Hansen

Jørgine

 

Fra min barndom.

Af Knud Martin Jørgensen, 1975.

Om livet og hverdagen på en gård i Vestjylland, på Ribe-engen.

Tilsendt af Hejberg Jørgensen, Gl. Landevej 74, Kauslunde.

 

Bogen er maskinskrevet af Jørn Jørgensen, Vetterslev Præstegårs, 4100 Ringsted.

 

Side 8.

Første gang jeg husker at have været paa Fyn, var jeg med min far derovre. Min farmor var da endnu levende og boede hos min onkel Niels Hansen Nielsen, hvis kone Karen Marie var min fars søster, og det var fars fødehjem, de havde. Derfor holdt vi altid til der, når vi var på Fyn, Røjle Skov.

Jeg husker, farmor sad i en stol i dagligstuen, endda tydeligt stedet, hvor stolen stod. Men det er ogsaa det eneste glimt, jeg husker af hende. Jeg husker bedre sengen, jeg sov i om natten. Det var en jernseng, men den havde fire skinnende messingknopper i hjørnerne – dem var jeg nærmest betaget af.

Det var på samme rejse, vi besøgte min farbror, Jørgen Jørgensen, på Kauslunde Mark. Derfra husker jeg også kun enkelte glimt. Jeg husker, de havde nogle meget skønne, helt røde æbler. Vi havde jo også nok lidt æbler hjemme, men så røde troede jeg ikke, æbler kunne blive. Vi fik i nogle år i min barndom en hel tønde, stor tønde, æbler sendt fra farbror Jørgens. Og så fik vi torsk til middag. Tvillingerne var to år yngre end jeg, og jeg husker, de lå i sengen ved siden af hinanden, og den ene havde en rød sløjfe om den ene arm. Da de blev større var der nu forskel nok på dem.

Nå, far og jeg kom da hjem igen, og da husker jeg mors overraskelse, for selv om far ikke var så meget inde i det problem, der hed børnetøj, skulle han jo da nok kunne se efter, hvad jeg fik på, og her var den ene støvle nok min egen, men den anden var det ikke. Jeg havde fået den ene af min kusine Astas støvler på, sammen med den ene af mine egne. Dengang må vi have passet fodtøj sammen.

En anden gang – også i mine første barneår – var jeg med på Fyn til begravelse. Det var min farbror, Hans Mathiesen, (26. august 1911) der havde været en slags bestyrer efter farfars død i 1892. Han boede i Røjle Skov, hvor også begravelsen blev holdt. Denne husker jeg ikke noget af, derimod at vi sad ved middagsbordet, mange mennesker. Pludselig kommer der en hveps ind og laver ravage. Men min ældste fætter, Hans (Martin) Nielsen fra Skrillinge Mark, der sad ovre ved vinduet lige så stille og rolig, fik den lempet ud. I Røjle Skov havde de en hund, der hed Bjørn. Den bed mig i fingeren. Jeg har nok stoppet fingeren i munden på den som på musefælden. Det var, da vi rejste hjem derfra, jeg havde en stor pakke strandskaller med, men så skete det, at vi et sted på Fredericia bandgård satte æsken lidt, og så skulle toget køre, og vi kunne ikke nå at få den med, den var ikke god.

Side 114.

Min kusine Asta, en datter af faster Karen Marie og onkel Niels Hansen, der havde fars fødehjem

 (der står endnu et stykke af det gamle stuehus i bindingsværk), var ret tidligt på ferie hos os. Min søster Esther var ikke ret stor. Vi legede meget i den gamle sandgrav i hjørnet af krattet. Jeg husker, at vi tit skyndte os af sted, inden hun kunne nå at komme med, og hun græd over det, men vi fór af sted. Det er rigtigt, at børn kan være ubarmhjertige!

Jeg mener, at jeg var 9 år, da jeg første gang var på ferie på Fyn, og det var i Røjle Skov. Der kom vi altid først til, og de fleste af vor familie boede ikke så langt fra hinanden, og da var der samlet mange fætre og kusiner der. Meget af tiden legede vi nede ved strande, når det var vejr dertil. Det har nok været på samme tur, vi har været i Skrillinge hos onkel Karl og faster Marie (Maren). Derfra husker jeg vi plukkede sommeræbler i er kar og kørte en tur til Hindsgavl. Hvor mange der var med der husker jeg intet om. Men vi kom tilbage til Røjle Skov, og da kom der et brev, at mor var kommet på sygehuset, og jeg fik min ferie forlænget. Jeg har vel ikke været klar over, hvad det betød.

En anden gang, i 1917 eller 1918 husker jeg ikke, var der en del fætre og kusiner fra Fyn på sommerferie hos os, og hvor vi legede i krattet i den nye sandgrav, der var gravet, da vi byggede stald og lade i 1913.

Side 121.

Fars forældre, Christiane og Knud Jørgensen, boede i Røjle Skov. Dem ved jeg ikke meget om. Men farfar var blevet skadet under hjemturen fra 1864, hvor han var med, en skade han aldrig forvandt. Han døde i 1892. Farmor døde i 1914, det kan jeg huske. Men jeg var ikke med til begravelsen.

Fars bedsteforældre, begge par boede og døde i Røjle Skov eller i hvert fald i Vejlby sogn. Far har vist ikke kendt dem alle, måske sin mormor.

Far citerede engang et vers eller en aftenbøn, som han mente stammede fra hans mormor:

                      Der er bundet et bånd om vort hus,

                      Hvem har bundet det bånd?

                      Det har Herren Jesus med sin egen hånd.

                      Hvem sang salmen?

                      Det gjorde jomfru Maria med bogen i hånd.

                      Døren var lukt – lyset slukt.

                      Så tager vi Jesus i vor favn,

                      Så sover vi sødt i Jesu navn.

 

Knud Martin Jørgensen var sognepræst i Møgeltønder i perioden 1933 til 1970, hans søn Jørn Jørgensen var Præst i Vetterslev og Høm

 

 

           

Løst og fast fra Langholm

Rasmus Nielsen var soldat i 1864 og stadig indkaldt i vinteren 1865, da hans stedfar, Peter Jensen, på gården Langholm i Røjle Skov skriver dette brev den 28. marts.

 

Af Peter Jensen

Kære søn!

Din skrivelse af 18. denne måned har vi bekommet, og det glæder os at høre, at den gode Gud stadig har forundt dig et godt helbred, så du bestandig er rask. Det fornøjer mig også, at du altid har frelseren i dine tanker, og jeg beder dig, at du ikke glemmer at takke ham for sin nåde og godhed imod dig, thi vi må vel erkende, hvor svage og skrøbelige vi er, så må vi vel også erkende, at uden hans bestand er vi de elendigste skabninger, som af os selv ikke formår det mindste. Derfor bør vi stedse love og takke ham og bede ham, at han vil lede os i sandhed, på fredens og salighedens vej, så at vi formidlet hans nåde må da findes værdig til at stå for hans trone og synge ham lov og pris, for at al den uforskyldte måde, som han har bevist os, ham være ære og pris og magt i evighed, amen.

Vi er nu alle igen godt tilpas og taknemlig raske. Vi har alle været lidt forkølet, men vi har dog ikke været syge. Ane Kirstine (en ældre søster) er også kommet til mæle igen, så vi også har årsag til at takke Gud, thi der er jo mange, siden du rejste fra hjemmet, som er draget i evigheden, Jens Hansens enke i Røjle er for få dage siden begravet, men der fødes jo også mange.

Du skriver, du vil nok vide, om vi handler med heste, men jeg tror ikke, det kan hjælpe os noget at befatte os dermed, men vi har nu ladet den brune bedække. Jeg vil og fortælle, at Jørgen Sørensen

(Langtved, og far til Knud Jørgensen Oldefar) solgte i efteråret den store gamle og købte en lille god brun hoppe, og den har i disse dage fået føl, men den kan ikke lide det. De holder dem hver for sig og holder hende, når føllet skal patte, da hun ellers vil slå det ihjel. Det er rigtig nok en slem ulejlighed.

Vi har i nat fået to lam, som leder meget raske, uagtet det i disse dage er en såre streng vinter. I dag må vi atter øse sne og har alle veje fulde, men i den sidste tid har jeg ikke været med, for der er så megen sne alle steder, at vi ikke kan komme ud at bestille noget, og det vil vare længe, inden det bliver til at komme i marken, for du kan ikke tænke dig den mængde sne, der ligger ved alle grøfte og hegn, og den er frossen.

Jeg vil og sige dig, at så snart der bliver åben vande, kan du vente Johan (må være en bekendt) Han skal sejle med Thuesen, og de er sejlefærdige og har været det i nogle dage, men kan ikke komme af sted for is. I går var bæltet helt tillagt, i nat er der igen blevet lidt åbning. Når Johan kommer derned til dig (i København), som han nok vil, har han ikke noget med til dig, da vi for tiden har så lidt at malke. Vi har ikke uden den kalv, vi trak op af brønden. Så du nok slutterm det ikke er meget. Men så kan du sende med Johan, der som du har noget gamle strømper eller andet tøj, som du vil have forbedret, og tillige nogle småting, så måske du siden kan sendelidt med en anden gang, men hvis du trænger til noget, må du endelig skrive, for så længe du der skal ligge, vil jeg ikke, du skal lide.

Jeg hilser dig fra Thor og Hans (Hans er en bror), at de dog er raske, og jeg skal også hilse fra Jens Jørgen Bertelsen og kone (naboer på Lundsgård) Dermed slutter jeg med kærligste hilsner fra os alle, at vi engang måtte samles, da vil genforeningen for os være en glædens dag, men er ikke Herrens vilje, at vi her skal samles, så lader os håbe og derom bede Gud den almægtige, at han vil for Jesu skyld hjælpe os til, at vi samles i hans rige, hvor ikke adskillelse eller savn mere finder sted. Lev vel det ønskes af dine forældre og søskende.

Rasmus Nielsen

Fra gården Langholm var som 22 årig med i krigen i 1864 og i marts året efter soldat. Fodgarder nr. 274 i Første kompagni, i København. Niels Erhard Sørensen har fået sted faderens brev af Hans Lundsgaard i Røjle Skov i forbindelse med slægtsforskning. Det bringes her i nogenlunde nutidig retskrivning. Rasmus blev forenet med sin familie. Han blev gift med Nielsine og købte et husmandssted ved Billeshave. Han døde i 1922 og blev begravet på Røjleskov Kirkegård. Gravstenen står der endnu for her er Rasmus og Nielsines ugifte datter, Margrethe Nielsen også begravet. Hun døde i 1929 55 år gammel, og det blev ved legat bestemt, tilsyneladende med KFUK´s mellemkomst, at gravstedet først må sløjfes efter 100 år. /Poul