Kirsten og Johs. Nielsen

 

På opfordring af mine yngste søstre, har jeg skrevet følgende sider, om vores (min) barndom.

Jeg har fundet og samlet fotografier, som nogenlunde passer til tidsperioderne, som jeg skriver om.

Annelise og min, og til dels Ernst barndom, har været meget anderledes, end Jytte og Kirstens. Vi tre ældste var landbobørn, og præget af det liv, som blev levet der. Jytte og Kirsten og Ernst, var børn i en by. Godt nok er Skælskør en lille provinsby, men alligevel en by. Når vi er sammen og Annelise og jeg mindes ting, som er sket i vores barndom, ser Jytte og Kirsten undrende på os.

Derfor disse skriverier, alt sammen som jeg husker det, og har oplevet det. Som jeg også nævner senere, er der flest fotografier af Annelise og jeg. Af gode grunde, kan jeg kun gætte mig til hvorfor?

Far og Mor havde travlt, de glemte det måske? Måske var der ikke penge til en ny film til apparatet? Der var i hvert fald ikke penge til fotograf. Der var ikke mange penge i omløb, det var strenge tider, og det var det for alle. Vi følte os ikke fattige. Mad var der altid nok af, vi var til dels selvforsynende.

Altså må I yngste nøjes med fotografier, som jeg har kunnet grave frem.

Bagerst sidder en ufuldkommen stamtavle, som I selv kan skrive flere årstal på.

Jeg håber I vil hygge jer med min lille bog.

                                                                                       Fakse Ladeplads, den 22. juli 1999

                                                                                       Birgit Skakon (f. Frandsen)    

 

 

 

HVOR KOM VI FRA?   HVEM BLEV VI TIL?

To små piger står på en skammel ved vinduet. De ser ud på et mærkeligt dyr, de har i alt fald aldrig set noget, der lignede. Far, Far kom og se! Det er to unge belgierheste, i en fold på den anden side af vejen. Hestene står og gnubber hinanden på ryggen, som heste nu gør. Som de står der kan de godt ligne et tohovedet dyr. Det er en af mine første erindringer.Pigerne er Annelise, som er ca. 2 år og jeg selv Birgit, som er ca. 5 år.

Vi er lige flyttet på landet med vores forældre, som er Kaj og Mary. Vi har købt et lille husmandssted, med 10-11 tdr. land jord, hvor det er meningen der skal drives gartneri og landbrug. Der er nogle grise, et par køer og en hest i stalden, dyrene har fulgt med i købet. Her skal vores forældre nu til at være landmænd og gartnere. Der er begge byboere, det må have været en stor omvæltning for dem. Og så i 30’ erne, årstallet der stadig tales om, som den værste tid, for landmændene.

 

 

 

 

 

Far blev udlært som gartner i Skælskør, og Mor har indtil hun blev gift, haft plads i huset. De blev gift i 1931, da havde Mor haft plads i huset hos Fars familie i et par år. Der fandt de så sammen.

De startede med et gartneri og med at åbne en blomsterforretning på Nytorv i Skælskør. Der blev jeg født, den 5. marts 1933.

                   

 

 

 

 

 

Anne Lise blev født medens vi boede på Nytorv ved blomsterforretningen, den 8. august 1935.

Anne-Lise skreg så meget i barnevognen, så fru Rasmussen kom og skældte mor ud. Én eller anden havde fortalt mor, at små børn havde godt af at skrige,  så fik de frisk luft i lungerne. Det har fru Rasmussen fortalt mig engang.

 

 

 

 

 

 

Forretning og gartneri gik ikke særlig godt, så nu ville far og mor til storbyen. Så købte Farfar en grøntforretning i Vanløse til dem.

Den kunne de heller ikke leve af. Mor fortalte at de senere fik at vide, at den dag de så butikken, havde ejeren fået al familie og bekendte til at komme og handle. Jeg tror kun de havde den i ca. 1 år.Imens vi boede der gik jeg i børnehave og det har jeg en erindring fra, som fulgte mig I mange år. Jeg står ved siden af mor, ved et højt plankeværk, i døren står der nogle Sorte damer. Jeg skal gå med dem, de skal passe mig. Jeg har set de sorte damer i drømme mange gange, så jeg har sikkert hylet i vilden sky. Mor har senere fortalt at det var nonner, der passede børn i den børnehave.Det var en dårlig forretning de havde købt, eller måske havde de ikke forstand på at drive den.

Far som gerne ville være med på det sidste nye, havde nået at købe en bil, jeg tror en Sort Ford-T.

Der har engang eksisteret et foto af ham og bil. Den røg sig vel en tur sammen med forretningen.

 

 

 

 

 

Far havde en søster Erna, som var 7 år ældre end ham. Erna var som stor pige kommet til skade med sit knæ. Hun var blevet lagt i gips i flere måneder, og da gipsen kom af, var hendes knæ stift for altid. Hun var blevet meget forkælet af forældrene, dels var hun enebarn længe og så oven i købet handicappet. Det har også været hårdt for hende og for dem. Erna var ikke så nem at omgås, så mor var lykkelig, da hun ikke skulle bo i hus med hende længere.

Dengang spadserede man tur med familien søndag eftermiddag, har Mor fortalt. Ve Kaj og

Mary, hvis de var gået søndagsturen uden at tage Erna med.

Da jeg var født og de skulle ud med barnevognen, havde Mor bestemt, at første gang ville

hun selv have lov at køre vognen. De havde travlt med at komme af sted ½ time før end

sædvanlig. Så blev de også kaldt til skoleret hos Farfar, og de var ude i ”kulden” i en måned.

At de ville være det bekendt, Erna var blevet så skuffet.

 

 

 

Erna og Kaj

 

Farfar hed Ernst Frandsen og var landpostbud. Han var Socialdemokrat til finger-

spidserne. Han var medstifter af partiet i Skælskør, og han sloges for arbejderbevægelsen.

Han fik startet en fagforening for kvinder i Skælskør. Der var dengang mange kvindearbejdspladser i Skælskør. Harboes Bryggeri, Slagteri, Filetfabrik, Frugtplantagen og en Tændstikfabrik, som havde til huse i det vi kaldte ”den syvende himmel”.

Farfar blev valgt i byrådet, som vel én af de første socialdemokrater, og sad der i 25 år, måske mere. Der var i hvert fald sølvopsatser, efter ham, som var gaver ved jubilæet. Farfar

var afholdsmand, og startede en afholdsforening. Han var også medstifter af Skælskør Boldklub. Farfar var en lille stout mand, som efter min opfattelse herskede over sin familie.

Han var god og rar, men han ville bestemme.

Far (Kaj) fik lov at gå længere i skole end arbejderbørn gjorde dengang. Han tog en Præliminæreksamen, han ville gerne have læst videre. Han ville, så vidt jeg husker ham sige, have læst til ingeniør, men der satte Farfar grænsen. Han ville sørge for at sønnen fik en uddannelse, men han ville bestemme hvilken.

Farfar ville beholde sine børn i nærheden. Kaj kom i gartnerlære. Farfar købte et stykke jord

På Heilmannsvej, der byggede han et hus, med to lejligheder. Ved siden af byggede han

drivhuse, og her skulle hans søn drive gartneri. Samtidig startede de en blomsterforretning

på Nytorv, som Mor skulle passe. Far var ikke den store slider, han interesserede sig mest for

blomster, og det der interesserede ham mest ved dem, var de latinske navne. Højt oppe i

alderen kunne han stadig hvad blomsternes latinske navn var, men ikke hvad de hed på dansk. Han havde i det hele taget en fabelagtig hukommelse, også da han blev gammel. Han

blev ved med at læse bøger på engelsk og tysk. Han var med fra starten af radioens barndom, inden længe begyndte han at bygge radioer, som kørte på batteri. Han fotograferede, som én

af de første, der havde eget apparat. Og så spillede han fodbold, han var bidt af fodbold hele livet.

 

 

 

 

 

Min Farmor ved jeg ikke ret meget om. Hun døde da jeg var ca. ½ år. Hun havde Leukæmi.

Det sidste år hun levede, måtte hun spise rå lever, som de havde hakket og dryppet med citron. Det var datidens eneste hjælp mod den sygdom. Så vidt jeg ved blev hun 51 år.

De nåede at holde sølvbryllup. Jeg har nogle sølvteskeer, som de fik i sølvbryllupsgave. Farmor var forud for sin tid. Hun havde en uddannelse, som modist og havde en hatteforretning, da hun blev gift med Farfar.

 

Farmor havde været syg i flere år og Farfar havde efter sigende en elskerinde, som han besøgte, på sin postrute. Det var Martha, som boede i et lille hus i Hesselby. Hun var ansat på Sygehuset som syerske, og syede også for private derhjemme.

Da Farmor var død, giftede Farfar sig med Martha. Hun er den Farmor, jeg kan huske. Hun var en lille tyk kone, som altid gik med forklæde. Hun syede stadig tøj til os og til fremmede.

Hun brød sig ikke om Farfars byrådsarbejde.

Han var nået atbliveviceborgmester, og da den gamle borgmester gik af, blev han opfordret til at tage over, men Martha ville ikke være borgmesterfrue, så han afslog.

Erna (faster) blev sendt til Slagelse Sygehus, hvor hun fik en Barneplejeuddannelse på 3 mdr.

Så byggede Farfar et Asyl i baghaven, til 20 børn, lavede en ”hønsegård” i haven, med en sandkasse og et gyngestativ. Der blev Erna forstanderinden, så var hun også anbragt.

Og børnene, hvis mødre arbejdede på fabrikkerne, blev passet. Godt nok! Børnene blev passet af Faster, som mest stod og bankede på ruden. Og så havde hun en ung pige til hjælp.

Børnene fik varm mad hver dag. Én af de unge piger, som fik arbejde hos Faster, og som også skulle hjælpe i privaten, blev min mor (Mary).

 

 

  

 

Jeg gik i Fasters Asyl, hvor længe husker jeg ikke. Det må jo være inden vi flyttede til Vanløse, så jeg har været 3-4 år.

Faster klippede lidt med os, og lærte os at bruge nål og tråd. Jeg er også sikker på at det var hende, der lærte mig at strikke. Det kunne jeg nemlig inden jeg kom i skole. Faster spillede klaver, og engang imellem tog hun nogen af os børn med ind i sin stue. Så skulle vi synge:

                                           Tre søde småbørn med øjne blå

                                           Stille i skumringen sammen stå.

                                           Følger med øjnene alle dem,

                                           Som nu fra arbejdet vender hjem.

                                           De venter på Far, venter på Far.

                                           Stirrer ud på gaden, og venter på Far.

Så sad Faster på klaverbænken, og mens hun spillede, vuggede hendes store bagdel far side til side. Jeg kan se den for mig, den var lige ud for mine øjne. Men sangen har jeg heller aldrig glemt.

Når vi skulle spise, stod Faster for bordenden og så efter om vi spiste pænt. Bagefter blev vi sendt ud i ”hønsegården”, Faster hvilede sig, men hun havde vindue ud til gården. Ingen larm undgik hendes opmærksomhed, så hun stod og bankede på ruden, og sommetider blev én hevet ind og rusket.

 

 Ernst Hermann Gotlieb Frandsen (1876-1958)

 

Så trådte Farfar til igen. De købte en lille ejendom, ved landevejen mellem Skælskør og Næstved, 7 km fra Skælskør. Det var et lille husmandssted med 10-11 tdr. land jord til.

Det var gode bygninger fra 1920. Stuehuset var godt og reelt, der var entre, bryggers, køkken, 2 stuer og 2 værelser. Men der var ikke elektricitet, det var der simpelthen ikke langt derude på landet. Der var heller ikke vand inde i huset, men en pumpe i gården. Der blev dog forholdsvis hurtigt sat en vippepumpe op i køkkenet. Men jeg kan da huske vandspanden på bænken og et litermål ved siden af. En dag vi skulle spise blev Annelise forbrændt. Mor stod og hældte sauce op, Annelise var åbenbart sulten, hun stak i hvert fald armen frem og fik den kogende sauce ned over hånden. Jeg tog fat i hende og stak hendes arm ned i vandspanden, som stod ved siden af. Jeg tænkte nok mest på at få det varme af hendes hånd. Og tænk så blev jeg skældt ud. Man må aldrig komme vand på et brandsår, sagde de. Senere blev alle jo klar over at det var det rigtige at gøre. Ja jeg var forud for tiden, men derfor husker jeg altså vandspanden.

Der var også en god ny stald, med plads til et par køer, en hest og nogle grise. Nu skulle far og mor også til at lære at malke og passe dyr. Der kom tidligt hver morgen en mand med hestevogn og hentede mælken. Den var i en stor blank mælkejunge, mor skurede og skrubbede den hver dag. Så blev mælken kørt til mejeriet i Bøgelunde og næste morgen kom han og satte en anden junge med Valle til dyrene. Valle var det der var blevet tilbage, når fløde og mælk var siet fra.

 

 

 

Mellem stuehus og stald var der bygget et udhus af træ, det var malet svensk rødt. Det indeholdt vognport, brændeskur og vaskehus. I vaskehuset var der en gruekedel, som der skulle fyres med brænde i, når der skulle vaskes tøj. Det var noget af et slid. Først skulle alt vandet pumpes op og bæres ind. Så blev tøjet lagt i blød med soda, for at løsne snavset. Næste dag blev der båret nyt vand ind til gruekedelen, som der blev fyret under. Så blev tøjet vredet og det hvide blev sat til at koge i kedlen. Når det var kogt, blev det trukket op med en træpind og kom over i en vuggemaskine. Der stod man så og vuggede frem og tilbage over 100 gange, til tøjet var rent. Så skulle det skylles og i det sidste hold skyllevand skulle der blånelse. Det gav tøjet et blåhvidt skær. Så blev tøjet hængt ud på tørresnore, som var trukket mellem frugttræerne i haven. Så kom turen til det kulørte tøj, som blev skrubbet på vaskebræt, skyllet vredet og hængt ud. Dengang hed det at vaske storvask, og det var det. Der blev vasket ca. 1 gang om måneden, og det tog ca, 1 uge inden alt tøjet var tørt, strøget og rullet. Og tænk på alt det vand som blev slæbt ind, jeg mener at der dog var et afløb, så det selv kunne løbe ud.

 

 

Birgit og Anne-Lise

 

Om aftenen efter storvasken, når gruekedelen var varm i forvejen, blev der varmet mere vand, og så skulle alle i bad. Der blev hældt vand i en stor zinkbalje, og pisker brun sæbe i, måske også soda? Og så blev vi skuret efter tur og fik vasket hår, også i brun sæbe, så blev vi skyllet med en kande lunken vand, som der var eddike i, for at fjerne evt. sæberester.

Hvor har Mor dog slidt, hvor fik hun alle de kræfter fra? Hun havde vasket hele dagen, havde vel også været oppe og malke, foruden at passe os børn og lave mad til os, alligevel havde hun overskud til at tage os i bad. Mors ære var, at vi skulle være rene og pæne i tøjet. Især undertøjet lagde hun vægt på. Du skal være lige så ren indvendig som udvendig.

Inde i vores hus var der altid skinnende rent. Vi havde nogle meget pæne møbler, en dagligstue, som Mor var meget stolt af. Den var også smuk, mørk mahogni og opskåret mekka, men der sad vi ikke til hverdag.

Vi var i køkkenet og i spisestuen. Vi havde kakkelovn og petroleumslamper. Ved siden af kakkelovnen stod en armstol. Om vinteren satte Mor sig der, og så holdt vi mørkning. Så læste eller fortalte hun historier for os og vi sad og så på ilden. Der var Marieglas i kakkelovnen.

Når Far læste for os foregik det ved bordet. Den første historie, jeg kan huske, han læste var, Niels Holgersens forunderlige rejse. Og så sang han: Jeg er en lille vogterdreng far heden.

 

 

 

Vi havde også en Bedstefar, Mors far, som kom cyklende engang imellem. Han var en hyggelig mand, han havde altid en fin vest på., og så havde han et fint snoet overskæg. Han havde altid blankpudsede træsko på. Når han var kørt lå der altid chokolade på en kommode bag døren i spisestuen til os. Han gav os det aldrig selv. Pludselig en dag græd mor, hun havde fået besked om at Bedstefar var død.

Bedstefar havde arbejdet på Borreby Gods det meste af sit liv. Han blev enkemand ret tidligt. Min mors mor døde i barselsseng efter sit 6. barn. Der stod han med 6 børn, den ældste var 9 år og den yngste nyfødt.

Den nyfødte (Marius) og en pige på 4 år (Anna), kom til hans barnløse søster og mand i Korsør. Kamilla og Laura, måske 5 og 7 år, kom til Boeslunde og Slagelse, hos hver sin plejefamilie. Efter hvad de senere fortalte, havde de det ikke alt for godt. Dengang fik folk penge for at tage børn i pleje.

 

 

 Peter Vilhelm Petersen (1868-1937)

 

 

 

 

 

Karl som kun var 9 år, kom til at bo sammen med karlene i karlekammeret på Borreby. Han skulle være vogterdreng, og det skulle han både før og efter skoletid. Han skulle gå frem og tilbage, så det var ikke megen skolegang det blev til. Karl lærte aldrig at skrive andet et sit navn. Som voksen brugte han f. eks. altid trykte julekort, som han nedkradsede sit navn på.

Men han lærte at regne, om ikke i skolen, så i livet. Karl blev handelsmand, han købte en hest og en vogn og kørte så rundt på landet og handlede. Karl blev kaldt ”Sorte Karl”, jeg ved ikke om der var en anden grund, end at han var kulsorthåret og altid gik i sort tøj.

Karl handlede med alt, gammelt jern, møbler, frugt, tømte lofter, han tjente mange penge. Under krigen handlede han med rationeringsmærker og andre ting, som var svære at få fat på.

Det er sådan jeg mest husker onkel Karl, rullende med hestevognen ud til os. Mor var lidt flov over ham, for ind imellem tog han sig et par dage på flasken. Han var nu altid ædru når han kom hos os. Ren var han også og mor ville jo gerne høre lidt nyheder inde fra Skælskør, så hun var alligevel glad for at se ham. Han kom da også tit og spiste med hos os, og når vi slagtede, blev han bedt om at komme.

Karl blev gift med en enke efter en skorstensfejer. Hun havde 3 store piger. Den ene af dem var Lilleerna, som Annelise og jeg havde en del sammen med, da vi blev store piger. De 2 andre kan jeg ikke huske ret meget om. Deres mor blev ikke ret gammel og så stod Karl der, med 3 store piger, som han ikke selv var far til. Senere giftede Karl sig med Marie, som var enke efter Bornholmeren. Ham havde Marie 5 børn med, men de var næsten voksne. Karl og Marie fik det godt sammen. De fik købt et lille stråtækt hus, som blev sat fint i stand. De fik 2 børn sammen, Karl Anker og Vera, det blev onkel Karls solstråler. Marie havde en voksen datter Ebba, som boede i Skælskør, hun havde 2 drenge Ole og Tonni. Hos hende kom mor og vi børn da også en del.

 

 

Mary (min mor), som var 2 år da moderen døde, kom i pleje hos stationsforstander Egerup. De boede på Carl Medingsvej i Skælskør, i eget hus og hørte vel til de lidt bedre stillede i byen. De havde en voksen søn, som var maler og musiker. Mor havde det godt hos dem. Hun gik længere i skole end almindeligt, var pæn i tøjet. Hun blev opdraget til at være en pæn pige, der var rent og orden på tingene. Hun lærte også at spille klaver, og hun fik en Præliminæreksamen, ligesom far fik. Jeg tror hun havde det som deres eget barn ville have haft det.

Desværre døde konen i huset, da mor var ca. 14 år. Mor måtte så flytte hen hos sin far og hans samlever at bo. Det var en forfærdelig omvæltning for hende. Bedstefar (morfar) var sammen med en kone, som hed Anna og hendes søn Alfred, flyttet ind til Skælskør. De boede i en lillebitte lejlighed på Bakkenborg.

De var fattige landarbejder og levede som sådan. Når de spiste blev et stort grødfad sat midt på bordet, så spiste alle af fadet og dyppede i den samme smørklat. Der var ikke noget med at dække bord, som mor havde været vant til hos plejefamilien. Stegepanden med æggekagen eller brasekartoflerne kom også på bordet og alle spiste deraf. Det var frygteligt flovt og mor var altid bange for at veninderne skulle komme ind og se det.

Mor var vådligger til hun var ret stor, det havde hun ikke oplevet som et stort problem hos Egerups, men det blev det nu hos Bedstefar og Anna. Når hun havde tisset is engen, blev det hele hængt ud i gården på stativet. Så råbte Bedstefar højt til nabokonen. Nu har hun sgu pisset i sengen igen! Han gjorde vel ikke af ond vilje, han var bare ikke klogere. Om han holdt af sin datter? Jo det gjorde han vel, i hvert fald senere, men de kendte jo næsten ikke hinanden. Det var meget lidt de havde set til hinanden i hele mors barndom.

Mange af disse oplevelser blev til traumer for mor, de fulgte hende hele livet. Der var altid noget der var flovt.

 

 

Mary Oline Petersen (Frandsen) (1907-1996)

 

 

 Tilbage til den landejendom, der hed Orebyhuse, der hvor vi boede. Der lå 4 små landejendomme og en stor gård.

Vores nærmeste naboer hed Anna og Kristian, de havde ingen børn. Anna var sød ved os, når vi kom der, men Kristian kunne jeg ikke ret godt lide. Han sagde noget til mor, som jeg kunne se, hun ikke kunne lide. Senere er jeg blevet klar over, at han fortalte sjofle historier, og så blev mor flov.

Engang sagde han noget om villige kvinder, som mor protesterede imod. Så sagde han: Hvis du stikker fingeren ind i øret og klør, hvad er det så der klør? Øret eller fingeren? Det spekulerede jeg meget over.

 

I den næste ejendom boede Dagny og Frederik med deres 3 børn. De havde til min store forundring kælenavne, den ældste Erling, hed Dengse, Svend Åge hed Rulle og Birgitte hed Gitte guld hår. Dem legede vi med, når de måtte. Deres mor havde humørsyge, i perioder talte hun ikke til nogen eller gik uden for en dør, og så måtte hendes børn ikke lege med os.

 

Jeg forstod det ikke, for mor og far var altid ens i humøret. Ja, der var selvfølgelig lige de dage, hvor mor vaskede storvask, der var hun lidt sur. Jeg blev senere klar over at, det lige var med en måneds mellemrum, hun havde et par dårlige dage. Ellers var hun altid sød og glad.

 

Dagny havde ikke rengøringsvanvid, der var mildt sagt temmelig rodet og beskidt. Der lå altid krummer og sukker på bordene, ikke som hjemme hos os, hvor der blev ryddet op efter hvert måltid. Men der var sjovt at være, for man måtte alt.

 

En dag Annelise, Gitte og jeg var alene hos dem, blev vi enige om at fange alle de fluer. De havde et helt rum fyldt med tomme glas, Frederik havde nemlig bier og lavede honning, derfor alle de tomme glas. Nu tog vi glassene og fyldte hele køkkenet med og under hvert glas, sad der en flue og gloede på os. Hvad der skete, huskes ikke, måske var vi gået hjem, før der skete noget.

 

 

I den næste ejendom, som lå på modsatte side af vejen, boede Anna Snedkers med sin voksne søn Karl. Anna havde været gift med Lars Snedker, som var død. Hvad de hed til efternavn, ved jeg ikke. Anna levede af at gå ud og hjælpe folk til fest, barsel og begravelser.

Sønnen passede ejendommen. Han var ungkarl ca. 30 år, ham kunne jeg heller ikke så godt lide. Når han kom alene, og hvis far ikke var der, talte han anderledes til mor og hun affærdigede ham.

Mor var en smuk ung kvinde med kulsort hår og smukke brune øjne, glad og smilende, så der er vel ikke noget at sige til, hvis ungkarlens blod er kommet i kog. Men det kunne jeg altså ikke lide.

På gården boede Lauritz Hansen, med sin kone Kristine og en hel masse store voksne børn, jeg tror der var 7. De boede og arbejdede hjemme, næsten alle sammen. Pigerne hjalp til i huset, og sønnerne dyrkede jorden, foruden at de havde et par karle. Ind i mellem var de på højskole og ude på en gård i lære. Familien var kendt inden for gymnastikkredse, alle havde de været på Ollerup Idrætsskole, og de ledede gymnastik rundt om i forsamlingshusene. Annelise og jeg var ikke ret gamle, da vi tog med dem til gymnastik i Oreby Forsamlingshus. Jeg kunne cykle selv, men Annelise sad bag på cyklen hos Randi eller Elisabeth.

Når sønnerne var på marken, for de pludselig af sted og slog en masse kraftspring. Den yngste dreng, Folmer legede vi en del med, jeg var vist lidt forelsket i ham. Det var et gæstfrit hus, de var jo så mange i forvejen. De havde en folkestue med langbord og bænke, der spiste de altid og vi spiste tit med. Der var en hel række stuer, som mest stod til stads. Vi har dog været inde i dem, om vi var inviteret eller om vi bare var med pigerne derinde, kan jeg ikke huske. Pigerne boede på værelser på loftet og karlene i karlekamrene i forbindelse med stalden.

Engang blev far sparket oven i hovedet af vores hest, og så måtte vi være hos dem, imens mor kørte med ham til sygehuset, hvor han blev syet sammen.

Hesten, vi havde, var ret nervøs, et stykke papir var fløjet op, og så stejlede den. Da den skulle ned på 4 ben igen, plantede den en sko oven i hovedet på far.

 

 

 

 

I vinteren 1939, var mor ret tit syg, hun besvimede. Så tog far noget koldt vand og en klud i ansigtet på hende, så kom hun til sig selv igen. Hun blev også ret tyk. Da vi skulle slagte gris, og den lå på bænken og blev stukket, besvimede hun igen. Så tog far mig med ud, nu skulle jeg røre rundt i blodet, imens det løb ud af grisen. Det skulle jo bruges til blodpølse og måtte ikke stå stille hen. Mor kom til sig selv igen, der blev lavet blodpølse og saltet og henkogt. Alt hvad der skulle gemmes hen måtte saltes ned, ryges eller henkoges.

Anna Snedkers var der for at hjælpe, onkel Karl var også kommet, men han ville ikke spise med, for grisen var dårlig nok død, sagde han.

Så fik vi stegte gnave ben og blodpølse til aften, tit var naboerne inviteret med, så der var dækket i spisestuen.

   

                     

                                                                                     

En aften sagde far til vores store forundring, at vi skulle stå op af sengen og gå med hen til Dagny og Frederik, der skulle vi sove om natten.

Næste dag gik Dagny en tur og kom tilbage og sagde til os, at nu skulle vi med hjem og se vores lillebror.

Det havde været en streng fødsel for mor at komme igennem. Hun havde født en stor dreng og det var en sædefødsel.

Ernst blev født den 1. august, på mors fødselsdag, da der var gået nogle dage blev mor syg igen, hun fik høj feber. Hun havde fået det, der dengang kaldtes barselsfeber, hun græd og var bange, fordi det var det hendes egen mor var død af. Der kom læge hver dag og der var heldigvis kommet medicin frem, som kunne tage feberen. Hun lå i sengen temmelig længe, for hun havde det stadig med at besvime, når hun kom op. En dag far var udenfor, mor ville stå op og tage babyen op, så besvimede hun og kom til at hænge imellem barnesengen og sin egen seng. Jeg kom derind og fandt hende der, jeg kan se hende endnu! Jeg styrtede ud i køkkenet og tog en liter koldt vand fra vandspanden, som jeg hældte ned over hende. Hun for op og skældte mig ud, drivvåd over det hele. Jeg troede jo jeg gjorde det så godt.

Agnes og Sigrid, mors kusiner, kom af og til på besøg, de kom selvfølgelig også, da lillebroderen var kommet. Det var dejligt når de kom, de grinede meget sammen, dem havde mor været meget sammen med, da hun var ung pige.

 

 

 

 

Ernst blev døbt i Høve Flakkebjerg Kirke, det sogn hørte vi til. Der var 5 km, jeg mener at Farfar, Martha og Faster havde lejet en bil og kom og hentede os.

Det blev vinter 1940, det var frygteligt koldt, jeg husker at Ernst måtte have hue og vanter på om natten. Mor lavede varmedunke og varmede sten, som blev lagt i vores senge. Der var næsten rimfrost på dynerne, og selv om det var et godt hus vi havde, var det jo ikke isoleret, som huse er i dag.

Den vinter sad far meget ved spisebordet og byggede radio. Naboerne syntes det var spændende, ingen af dem havde en radio. Den radio far lavede, kørte på et stort batteri og havde høretelefoner. Der skete noget ude i verden, som de gerne ville følge med i. Den eneste nyhedskilde vi havde, var Politiken, som en dreng kom cyklende med hver søndag

Det blev april 1940. Nu skulle jeg til at gå i skole. Egentlig hørte vi til i Sdr. Bjerge sogn, men far og mor ville have os i skole i Tjæreby. Det var halvvejen til Skælskør, det har åbenbart tiltalt dem mere.

Om morgenen den 9. april, startede far og jeg cyklerne, jeg skulle følges i skole den første dag.

Himlen var oversået med små sorte flyvemaskiner. De kastede blade ud over landet. Der stod at tyskerne havde besat vores land og at man skulle forholde sig roligt.

De satans tyskere sagde far. Men han fulgte mig til skole og så kunne jeg jo nok selv finde hjem igen.

Jeg kom i første klasse hos lærer Jensen. Dengang startede skoleåret i april. Vi var 7 børn i første klasse. Det var spændende, jeg kendte ikke en eneste af dem. Der var to tvillingepiger Else og Birte, så var der to, som hed Gerda, store og lille selvfølgelig, og Ruth som boede på en gård i Lundby, og mig selv og så én dreng, det var damefrisørens Benny.

Vi skulle gå i skole hver anden dag, fra kl. 8 til 14-15. Det første år var vi kun os 7 børn. Vi var hos lærer Jensen. I løbet af det år, fik han faktisk lært os at læse og regne lidt. 2. og 3. klasse blev så undervist sammen hos frk. Olsen, på de samme dage.

Da vi kom i 2. klasse skulle vi også til at have frk. Olsen, men stadig også lærer Jensen. Vi fik lært at remse Danmarks byer op, stående på et ben, næsten. Senere var det Europas lande og hovedstæder og floder. Og så fik vi lært salmevers og at synge. Salmevers var noget sært noget, man forstod ikke hvad der blev sunget.

Engang havde jeg glemt at lære et, så kom jeg til at tisse i bukserne, da jeg skulle høres i det. Han slog os nemlig med violinbuen, hvis vi ikke havde læst. Jeg husker ikke om jeg gik rundt med våde bukser resten af dagen, eller om de blev hængt til tørre på kakkelovnen, ligesom vores våde vanter og støvler.

Lærer Jensen var kordegn i Tjæreby kirke, derfor var han måske specielt glad for salmevers. Men han var også biavler, så af og til blev én af os sendt i Brugsen efter sukker til hans bier.

Vi blev også sendt ud efter brænde og koks til kakkelovnen.

Nogle af børnene havde af og til gaver med til læreren. En kurv frugt, en fasan eller en hare, eller en buket blomster. Det måtte jeg ikke få. Han får sgu sin løn, sagde de. Jeg troede at læreren ikke kunne lide mig, måske var der noget om det, vi var jo ikke bønder, som de fleste andre. I deres øjne var vi nok lidt anderledes.

Men frk. Olsen kunne jeg lide, hun var ganske ung, med nye sjove ideer. Og jeg var god til dansk og håndarbejde, som jeg lærte hos hende.

                                          

                    

 

 

Besættelsestidens mørke periode sneg sig mere og mere ind på os. De voksne talte hviskende om f. eks. en fætter i København, som var taget af tyskerne, han var politibetjent. Fars fætre kom med blade, som blev gemt væk, men som jeg senere så blev leveret videre til en nabo.

Koncentrationslejre i Tyskland? Nej sagde far, det tror jeg ikke på. Men han blev klogere. Sommetider kom fætrene cyklende og overnattede, de var væk næste morgen.

Far byggede videre på sine radioer, nu begyndte han også at kunne engelsk radio, når der altså ikke var støjsender på.

Det var forbudt at lytte til London, naboerne kom af og til og lyttede med. Jeg var bange for at tyskerne skulle opdage, at far havde den radio.

Der kom nogle strenge vintre, ja der var så meget sne, så sneplovene ikke kunne køre igennem på vejene. Alle mænd blev kaldt ud til snekastning. De gravede simpelthen store firkantede sne klodser op, og stablede dem langs vejen. Vi måtte gå til skole, 4 km, men det var ret spændende, som at gå i en tunnel.

Mor sagde det var godt med den sne, så tjente far og de andre nogle daglønne, der midt i vinteren var det småt med indtægterne.

Tyskerne havde besat vores land. Vi mærkede ikke så meget til det i starten. Af og til kom de kørende på vejen i deres militær biler.

Der blev mangel på forskellige ting, især indførte varer. På et tidspunkt blev der uddelt rationeringsmærker, det var også på danske varer. Sukker, mel, gryn, smør men især kaffe, the, tobak, blev et problem for mange.

Onkel Karl kom og byttede sukker og kaffemærker med mor, så fik han tobak og smørmærker.

Vi var til dels selvforsynende med fødevarer. Markerne var fyldt med grøntsager, der var slagtegrise i stalden, og høns og gæs. Men grise skulle sendes til slagteriet, man måtte vist beholde 2 om året selv. Tyskerne lagde beslag på alt, det skulle sendes til fronten, eller til Tyskland.

Der blev selvfølgelig snydt med det, som med så meget andet. Familie og venner, som boede i byerne, skrev til os, om de kunne komme og hente kød og grøntsager. Onkel Karl kom af og til og hentede en halv gris og kartofler. Det blev så lagt underst i hans læs på hestevognen. Det blev vel så leveret til nogen i Skælskør.

Vi handlede i Brugsen i Tjæreby, jeg havde tit seddel med i skole, og skulle så have varerne med hjem. Vi købte på bog, så blev varerne betalt, når der kom penge fra mejeriet eller fra slagteriet.

Der var en lille købmand i Lundby, han var nærmere, men han var for dyr, sagde mor! Og så var han hellig! Det var næsten det værste! Men engang imellem var der jo blevet glemt noget ved indkøbet i Brugsen, og så blev vi sendt til købmanden. Så fik man ikke seddel med, for det var kun 2 ting, og det kan du vel huske? Så for man af sted og sagde inde i hovedet: ½ pund sukker og for 10 øre sennep! ½ pund sukker og for 10 øre sennep! Og havde somme tider glemt det alligevel.

Farfar og Martha og Faster kom som regel ud til os i julen. Engang havde jeg fået en stor celluloid dukke i julegave. Den blev med det samme døbt Poul. Næste dag ville jeg selv sy tøj til den, men det måtte jeg ikke i juledagene, sagde Faster og Martha. De sagde: Hvis man syr med nål i julen, så får man en bullen finger til Påske. Da det blev Påske var jeg spændt på om de havde ret, for jeg fik selvfølgelig lov til at sy, så snart de var taget af sted. Jeg har aldrig haft en bullen finger!!

 

                                                                                     

Pludselig døde Martha af en blodprop. Farfar kunne bestemt ikke bo alene. Det kunne mænd ikke dengang. Så Mor ryddede sin pæne dagligstue, og Farfars møbler blev sat ind. Nu skulle han bo hos os.

Farfar havde ikke haft børn i sit hjem i mange år, så tingene skulle stå, som de havde gjort altid, til pynt. Jytte var 2 år og Ernst 5, og det havde jo hele tiden været vores stue, så de rodede og rørte ved hans ting. Det kunne Farfar ikke ha’ og pyntetingene blev sat op på glasskabet. Så klatrede Jytte op på skabet og kom til at rive noget ned. Så talte Farfar ikke til os i ca. 14 dage.

Han sagde senere (da han talte igen) at Jytte klatrede på skabe og i gardiner, da hun var lille.

Magda kaldte Farfars ”humørsyge” for det Frandsenske syndrom. Hendes far, som jo var Farfars bror, kunne gå rundt en hel måned, uden at tale til nogen, hvis han var blevet sur over et eller andet.

 

 

 

Onkel Albert, moster Kamillas mand, kørte brød tur fra Slagelse. Han kom engang om ugen hos os og solgte brød. Han fik også kød og grøntsager med hjem til familien. Brød turen ophørte, der var ikke benzin til bilerne mere og måske heller ikke så meget brød at køre med.

Engang kom de cyklende fra Slagelse, hele familien. De skulle hente en halv gris. Far havde bygget en efterløber (anhænger) til sin cykel. Der fik de grisen i, og cyklede hjem, da dte var mørkt.

Moster Anna og onkel Willy kom af og til på ferie hos os. De kom med toget til Skælskør og med rutebilen ud til os. Så blev moster og onkel fra Slagelse, og vores anden moster og onkel fra Boeslunde inviteret. Så fik far besked på at ordne udenfor, så der var pænt alle vegne. Onkel Kristian var gårdmand, så han skulle ikke kunne sige noget om vores.

Når vi havde spist og der var vasket op, gik mor og søstrene ind i stuen, og så snakkede de og grinede, (vi børn blev jaget ud). De havde det dejligt sammen, og det skønt de ikke havde haft en barndom sammen. Mor lærte først moster Laura og Kamilla at kende da hun var 18 år.

Far og onklerne gik på markvandring, og onkel Kristian havde altid noget at kritisere. Han var jo født bonde og som følge deraf klogere end far på landbrug. Han var dum syntes jeg, han skulle ikke sige noget til min far.

 

                       

Vi fik tømreren i Lundby til at lave ski til os. Han skar simpelthen en ski i faconen, ud af et stykke træ. Så satte far nogle metalbeslag på og lavede et par skistave til os af kosteskafter. Skistøvler havde vi fået af Farfar. (Jeg tror det var poststøvler). Vi stod på ski til skole i de strenge vintre, hvor det ikke var til at cykle. Alle børn i området havde sådanne hjemmelavede ski fra tømreren.

Vi gik til gymnastik i Tjæreby forsamlingshus, nu hvor vi gik i skole der. Selv om vi havde været af sted en gang til skole, cyklede vi af sted igen.

Gymnastikopvisningen glædede vi os til. Så var der bal bagefter. Næste dag i skolen var det spændende, hvem der havde danset med de fleste drenge. Især hvem der havde danset flest gange med præsteforpagterens Arne. Ham var alle forelsket i. Han var en lille rund glad dreng, som vi syntes dansede himmelsk.

Præsten og hans kone dansede også. Det vakte godt nok forundring hos alle vores forældre. At de rendte sådan rundt, dels med hinanden, men også dansede med os børn

                    

Vi gik til dans hver vinter hos Grethe Lund fra Skælskør. Også den gang var danseundervisning dyr, men vores forældre må have synes det hørte med til vores opdragelse. Tit havde de såmænd ikke råd til det. Men som far sagde: Det går nok! Jeg kan huske engang, der var et eller andet vi ville til, hvor de sagde, de ikke havde penge til det. Et stykke tid efter fandt Annelise og jeg i deres skab en pakke gummi. Vi snakkede om at det var tarveligt. Det har de råd til! Så klippede vi spidsen af én af dem. Hvad mon der skete ved det?

Vi skulle til afdansningsbal. Martha havde syet nogle flotte ternede kjoler til os. Blå og rødternede og lægget nederdel. Det var godt Martha havde hamstret noget stof. Vi kørte i hestevogn med Dagny og Frederik til forsamlingshuset.

Mor havde én fin kjole tilbage. Den var sort, en gang om året blev den syet lidt om. Et år fik den ny halsudskæring. Næste år fik den en hvid krave. Et år havde den en ternet karve og ternet bælte. Vi synes hun var lige fin hver gang!

Jeg husker ikke hvad far havde på. Men Martha vendte af og til flipperne på hans skjorter. Når de var nedslidte. Eller også tog hun det nederste af ryggen og syede en ny flip af det. Så var skjorten jo hel igen.

Hvad de små havde på, ved jeg ikke. De har nok haft arvetøj på.

 

 

 

Vi havde også gæs. Livgæs, det var gæs, som fik lov at leve i flere år og lægge æg. Om foråret kom folk og købte gåseæg hos os, og nogle af æggene blev lagt under skrukhøns og udruget, så blev de solgt som gæslinger, når de havde fået lidt størrelse. Der var 3 gæs og en gase, og han var et helt spektakel. De eneste der kunne ordne ham var far og farfar, de tog ham i halsen og svingede ham rundt, så gik han dinglende væk. Mor og os børn var han fræk ved og onkel Karl var nærmest bange for ham. Hvis gasen så ham, sneg den sig hen og bed sig fast i hans bukseende, og så løb Karl af sted med gasen i enden.

Engang skulle jeg hente æg i hønsehuset, mens jeg står der, kom gasen ind, jeg skreg og hylede, men det var den ligeglad med. Den væltede mig om og stod på maven af mig og hakkede og bed mig i brystet. Annelise styrtede ind og hentede mor, som kom med en stor kæp og fik jaget gasen ud.

Vi havde et mosehul, og der hørte gæssene egentlig til, men når markerne var afhøstet fik de lov til at gå frit omkring. Så sparede vi vel foder i den tid.

Annelise og jeg var engang blevet rigtig sure på Farfar over et eller andet. Mens han sov til middag, gik vi ud og fangede alle gæslingerne og lagde dem om på ryggen på stien ned til vandhullet. Gæslinger har en helt flad ryg og kan ikke rejse sig selv, hvis der er kommet til at ligge på ryggen. Farfar kom op af sin middagssøvn og så alle de her gæslinger sprælle for deres liv, han blev rasende gal på os. Han ville have at far skulle give os en endefuld, det ville far ikke. Så blev Farfar sur, tog sit tøj og sin cykel og kørte hjem. Han blev væk i 14 dage, til sidst måtte mor cykle til Skælskør og bede ham om at komme igen. Gud ved om vi blev sat til at sige undskyld?

Den dag da mor hentede mig i hønsehuset, efter kampen med gasen, og bar mig ind. Opdagede jeg, at hun var meget tykmavet.

Da jeg kom hjem fra skole den 6. oktober, var der sørme kommet endnu et barn. Det var Jytte, jeg tror først hun blev døbt næste forår. Mor ville have at hun skulle hedde Karin, men det kunne man ikke hedde, sagde præsten. Så kom hun til at hedde Jytte Karin. Det var på grund af Jyttes barnedåb, far byggede den cykelanhænger. Den blev hun og Ernst anbragt i da vi kørte til kirke. Private måtte ikke mere køre i bil, så dem der skulle med i kirke, skulle kunne cykle.

Det blev Magda, fars kusine og Farfar, der var med i kirke. Martha og Faster var så kommet med rutebilen ud til os.

 

Vi skulle til fødselsdag hos familien i Skælskør. Vi havde fået fine nye kjoler og nye laksko. Så skulle vi gå lidt ud, imens mor og far blev færdige. Vi gik ned til vandhullet, det var næsten tørret ud, fordi det var sommer. Ude midt i vandhullet opdager Annelise pludselig et gammelt legetøjskomfur, det var blåt og blankt, men vindt og skævt. Hun ville have komfuret og gik ud over den halvtørre mose. Så begyndte hun at synke i og kunne ikke komme løs. Jeg ville hjælpe, men sank selvfølgelig også i. Der stod vi så i vores fine tøj og sko og skreg i vilden sky, i mudder til livet. Far kom løbende og så os, han måtte hente nogle brædder, som han gik ud på, for at få os op. Op kom vi, men Annelise mistede sin ene sko, og vi havde i hvert fald ikke de nye kjoler på til festen.

Vi fik respekt for det mosehul, da vi først havde mærket, hvordan mudderet sugede sig fast til os.

 

Den eneste i familien, som røg, var Farfar. Til sidst var det slet ikke til at købe tobak. Én eller anden havde fået fremtryllet nogle tobaks frø fra udlandet. Nu blev der lavet tobaksplanter til den store guldmedalje. Høje flotte planter i snorlige rækker. Tobaksbladene blev plukket af, trukket på snore og hængt på loftet til tørre. Så blev de lagt i tykke lag med Aroma!! Den blev lavet af sveskeblommer, som var tørret til svesker, og af lakrids. Så blev den halvfugtige tobaksklump lagt i brødmaskinen. Og skåret lige så fint. Brødmaskinen blev altid slebet til den lejlighed. Så skulle tobakken lægges ud på aviser og tørres igen. Og ve den, som rørte ved det. Annelise og jeg havde hørt om nogen, som lavede cigaretter selv. De brugte papiret fra en gammel salmebog, for det var fint og tyndt. Det skulle vi også prøve, vi gjorde det nede mellem de høje tobaksplanter, og vi brugte fars fine salmebog. Hold da kæft, hvor blev Farfar tosset og gal på os. Men far brugte jo aldrig den salmebog!

 

 

 

 

 

 

 

Det værste for mor var, hun kunne ikke få kaffe, det er nok det eneste hun nogen sinde var afhængig af. Den gang var man vant til at blande Richs i kaffen, men det tog tyskerne til sig selv, så det kunne vi heller ikke købe. Så begyndte folk at lave kaffeerstatning selv. Anna Snedker fandt en gammel kaffekværn frem fra loftet, den gik på omgang hos alle naboer. Man ristede byg i bradepanden, det skulle næsten være sort. Så blev det kværnet gennem kaffekværnen og brugt som kaffebønner! Gud ved hvordan det smagte? De drak det.

 

I nærheden af os, var der et moseområde, hvor der boede nogle mennesker, i nogle forfærdelige faldefærdige rønner. Mosefolkene, blev de kaldt. En af dem var kurvemager. Af og til blev deres børn, en pige og en dreng på 7-8 år, sendt ud og sælge kurve. Så legede vi med dem, så længe de turde blive. En vinterdag, hvor vi er i køkkenet, buldrer det på vores dør og nogen græder og skriger! Det er de to børn, de er blevet forfulgt at bondemandens gedebuk, hele vejen fra gården. De har holdt den fra livet med de kurve, de er ude for at sælge.

 

Mor åbner døren og ind i køkkenet vælte børn, kurve og gedebuk! Ernst har lige lært at gå. Han bliver væltet og triller ind under komfuret. Mor får skubbet det stangende dyr ud i gangen, med kurvene, og lukket døren. Så lavede hun kakao til børnene og trøstede dem. Jeg blev sendt ud af den anden dør, op på gården og få dem til at hente geden.

 

Mor, Annelise og jeg havde været i Skælskør og købe julegaver. Vi cyklede på vores gamle cykler med træ dæk, belæsset med pakker. Vi havde skibukser og masser af trøjer på, så vi dårligt kunne bevæge os. Næsten hjemme, på vej ned ad bakken, bliver vi stoppet af politiet. Annelise havde ingen lygte på cyklen. Betjenten sagde, ham drengen der, skal have lygte på. Annelise vrælede i vilden sky, hun troede hun kom med og i spjældet. Vi fik en bøde på 10 kr. Men det var altså mange og ærgerlige penge.

 

Jeg begyndte på mit 4. skoleår, nu skulle jeg gå i den store klasse, sammen med nogle børn, jeg ikke kendte. Det var jo ret spændende, vi skulle også have den nye lærerinde meget mere. Vi gik nu modsatte dage af hvad vi havde gjort før.

Drengene sagde nogle underlige ord til os, og så grinede de. Jeg spurgte en pige, som var et år ældre end mig, hvad det betød, når de skrev og sagde kus og pik? Pigen lovede at fortælle mig det, hvis jeg gav hende en rund ispind til 15 øre, når vi fik frikvarter. Det gjorde jeg så, da hun havde ædt isen, ville hun alligevel ikke fortælle noget. Så spurgte jeg Ruth på hjemvejen, Ruth havde en storesøster på 14 år, hende ville hun spørge. Det blev vi ikke meget klogere af, søsteren havde sagt: Det er noget som karlene giver pigerne, når de følger dem hjem om avtningen.

Vi kom en gang om året på skov tur med skolen. Vi kørte i hestevogn til Bisserup, vi havde madpakke og saftevand med.

 

 

 

I skolen blev vi inviteret til fødselsdag hos hinanden. Engang blev Annelise og jeg inviteret hos en pige, som hed Sigrid Vinholt. Hun boede hos sine forældre i Tjæreby fladmose. Det var et uopdyrket moseområde, hvor der lå en lille stråtækt ejendom. Jeg tror nu at det var hendes bedsteforældre, hun boede hos. De var i hvert fald meget ældre, end alle de andre forældre. De andre piger sagde, at vi ikke skulle gå med til hendes fødselsdag: For de har både lus og tuberkler!! Det gik vi hjem og sagde, men far og mor sagde at vi skulle gå derud. Det endte med at vi havde en god dag. I den retning var vores forældre meget sociale.

 

 

 

 

Som det går i mange familier, bliver det første barn og måske nr. to, fotograferet på kryds og tværs. Ernst, Jytte og Kirsten, som var nr. 3-4 og 5, er der ikke taget ret mange billeder af. Måske var der ikke til at købe film under krigen? Måske, eller det ved jeg, havde vores forældre ikke ret mange penge mellem hænder?

Ernst var nok en lille vildbasse!! Jeg husker at Far ret tit måtte af sted med ham på cyklen, for at få syet øjenbryn og andre små sår sammen.

 

 

 

 

 

Der var nu ikke så meget tid til at lege i, for jeg havde jo nogle små søskende, som skulle passes. Om sommeren var far og mor i marken dagen lang. De dage hvor jeg var i skole, gik mor og ventede på at vi skulle komme hjem, så hun kunne komme ud at arbejde. Sommetider havde jeg aftalt med nogle piger, at vi skulle lege sammen, men den gik ikke, Jeg skulle passe de små, eller hjælpe til i marken.

Om vinteren, når vi kom fra skole, var vi godt forfrosne. Jeg kan huske at vi sommetider havde frost i tæerne. Tøjet, vi havde, var ikke særlig vindtæt. Strikkede strømper og vanter var godt nok, men det blæste igennem, når vi cyklede. Så tog mor os med ind i hjørnet ved kakkelovnen, og varmede os igennem. Tit blev der lagt æbler ind i kakkelovnen og stegt. Uhm, hvor det var dejligt.

Når man skulle på toilettet, måtte man tage sig ekstra sammen, for det foregik ude i udhuset, og der var koldt. Der var slået et søm i væggen, og så hængte der en hel masse avispapir der, som man tørrede sig med. Lokumsspanden blev så gravet ned, langs med hækken. Anna Snedker sagde, at den skulle graves ned ved rabarberne, det var så godt. Men der satte mor grænsen.

 

 

 

 

 

 

Det var sommer, der var masser af jordbær. Vi plukkede og plukkede, folk kom og købte jordbær i bakker. Vi var tidligt oppe, de skulle plukkes fra morgenstunden.

Vi havde aftaler med nogen i Skælskør, de skulle have jordbær hver dag. Far cyklede ind med dem. En dag sagde de til mig, at nu var jeg stor nok til at cykle ind med de jordbær. Der blev sat en flad trækasse bag på min cykel (den med træhjul), i kassen blev sat bakker med jordbær. 5 bakker til købmanden på hjørnet, 2 til Ellen Falck, 4 til Agnes og Sigrid osv.

En dag havde jeg fået for meget læs på, jeg væltede midt i Østergade med alle jordbærrene. Der kom nogen, som hjalp mig med at samle op. Købmanden var meget bekymret for om han nu fik, hvad han skulle have. Jeg måtte gå med ind og få dem vejet.

De jordbær som ikke blev solgt, blev så spist om aftenen. Mor syltede også hver aften, vi havde syltetøj til hele vinteren, det var eneste opbevaringsmåde. Vi fik hver aften, hele sommeren igennem, en stor skål frugtgrød på bordet. Mælken havde vi jo slev, dejlig nymalket med fløde i.

Det blev tid til høst, kornet blev gult og modent. Far mærkede på det dagligt og skævede til vejret. Bare det nu holdt tørvejr.

Far var medlem af et høstlaug, sammen med naboerne. Der kom nogle mænd med en selvbinder, tidligt om morgenen. Naboerne kom og hjalp til. Når det blev deres tur, hjalp far til hos dem. Det var en fest uden lige, men det var også hårdt. Alle måtte hjælpe med.

Først skulle der skæres et stykke for med le, så maskinen ikke kørte oven i kornet. Så gik de og lavede neg af det.

Så kørte maskinen op og ned ad kornmarken, skar og bandt kornet til neg. Så gik vi bagefter og tog negene og satte dem op i travehove. Man var fuldstændig forstukket og forkradset bagefter. Det værste var bygmarken, der var stak på byggen og de havde modhager, så de hængte fast i tøj og hår.

Imens vi var i marken, lavede mor middags eller aftensmad til alle de mennesker, som havde hjulpet til. Anna Snedkers gik rundt i husene og hjalp til, så spiste hende og sønnen jo også med.

Så gik vi og holdt øje med kornet i de næste 8 dage. Vendte og drejede det, og når det var tørt nok, blev det kørt hjem i en stak eller to, ved siden af laden.

Så kom de med tærskeværket og alle mændene kom og hjalp til igen. Så skulle der igen gang i gryderne. Det tog som regel en hel dag at tærske. Kornet, som kom ud, blev fyldt i store sække og båret på loftet af stuehuset. Der blev det hældt ud i en stor bunke, så skulle far gå og vende det, engang imellem, så det ikke mugnede. Det var ikke altid helt tørt, når det blev båret op.

Halmen, som blev tilbage i store tunge knipper, skulle stables til en stor stak. Det skulle stables på en bestemt måde, så stakken stod helt lige og ikke kunne vælte. Engang havde Annelise og jeg nogle børn med hjem fra skole, så kravlede vi op på halmstakken og kurede ned. Det var datidens rutchebane. Inden længe lå der selvfølgelig en bunke løs halm nedenfor. Vi havde det smaddersjovt, men så kom mor og skældte os ud, halmen fløj jo til alle sider. Og hun vidste godt hvem der skulle rive det sammen. Hun sagde at vi fik en endefuld, når far kom hjem

 

Vi bad aftenbøn hver aften, som regel inde i stuen. Fadervor og en anden lille bøn, som fru Egerup havde lært mor.

Da Ernst var 3-4 år, mente Annelise og jeg, at der var noget mor havde glemt at lære ham. Vi havde fået etagesenge og Ernst var kommet ind og sove hos os, da nu Jytte havde overtaget babysengen.

Du skal bede aftenbøn. Jeg gider ikke mere., sagde han, efter de første par linjer. Så kommer fanden og tager dig, sagde vi. Lidt efter: hvor bor fanden? I Slagelse, sagde vi. (det var den eneste mulighed, vi kendte). Der boede vores moster jo.

Et stykke tid efter, læser mor højt af avisen for far. En dame i Slagelse er blevet myrdet. Ernst siger: Det er nok fandens kone eller moster Kamilla!

 

 

 

 

 

 

Vores radio virkede nu så godt, at vi ikke behøvede høretelefoner. Nu havde far fået bygget højtaler til, så nu kunne vi høre musik ud i stuen. Og hørespil! Mor var vild med hørespil. Hun skyndte sig at blive færdig i køkkenet og ind i lænestolen ved kakkelovnen. Så havde vi bare at være stille! Vi hørte: Familien Hansen og Mordets Melodi: Gud hvor var det uhyggeligt! Men vi hørte også Nyheder og nye Slagermelodier, og Far og Mor sang med på dem alle.

Ernst var ikke ret stor, da han gik rundt og sang efter Marurite Viby: Alle går rundt og forelster hig!

Far cyklede til Skælskør flere gange om ugen. Han spillede stadig lidt fodbold eller trænede nogen. På et tidspunkt tog han et dommerkursus. Så kørte han ud hver søndag og var dommer.

Jeg var tit med. Far havde lånt en tandem, vi cyklede på. Jeg syntes det var rart at være med ham, indtil en dag, hvor tilskuerne skældte ham ud over hans bedømmelse af kampen. Det kunne jeg godt nok ikke lide, min far tømte bestemt ikke forkert. Jeg tror at far fik 10 kr. for at dømme en kamp, sommetider var der heldigvis 2 kampe samme sted.

 

Når far ikke skulle til fodbold, tog vi på skov eller strandtur. Så cyklede hele familien af sted, til en skov og grusgrav ved Bøgelunde, eller til Bisserup for at bade. Vi cyklede også til Glænø for at bade. Så soppede vi ud til en lille ø, hvor mågerne lagde æg. Vi samlede mågeæg og fangede krabber, og så kørte vi hjem og spiste det.

 

Når vi kørte hjem fra Glænø, skulle vi altid ind på kirkegården i Ørslev. Der lå mors bedsteforældre begravet. Om hun har kendt dem, ved jeg ikke.

 

Det var nogle lange cykelture, 15-20 km. Efterhånden var vores cykler helt elendige. Man kunne hverken få nye dæk eller slanger. Folk blev opfindsomme, én eller anden fandt på at lave træ dæk til cyklerne. Så sad der små bitte fjedre mellem fælg og træ, og yderst en tynd strimmel af et gammelt dæk. Det var ret hårdt at køre på og somme tider løsnede dækstrimlen sig og satte sig fast under skærmen. Så stod man på hovedet af cyklen.

 

Om vinteren kom vi sommetider i Biograf i Bøgelunde Forsamlingshus. Der kom en mand og viste spillefilm, sommetider var det rejsefilm, jeg kan huske Jørgen Bitch vise film fra sine rejser.

 

I Lundby blev der bygget et nyt hus. Det var et særsyn i de år. Der skulle bo en jordemoder. Fru Heegård, hun var svensker. Hun havde en datter Ebba, som vi legede en del med. De var mærkelige, deres far boede der ikke. Han boede i Ringsted og kom kun i weekenden. På et tidspunkt fik hun en datter til. Det var godt nok sært syntes vi. En far og mor skulle da bo sammen. Ak ja!

 

Jordemoderen havde hver sommer en københavnerpige på ferie. Hun var også mærkelig. Hun talte ikke lige som os andre. Hun vidste ingenting om hvad der foregik på landet. Hun vidste ikke engang at æggene kom ud af hønserøven!! Hold da op, hvor var hun dum! Og så sagde hun, at der manglede stempel på vores æg. Vi havde aldrig set en høne, som kunne stemple æggene! Det krævede en længere forklaring fra vores forældre.

 

 

 

 

Der var efterhånden blevet knaphed på alt. Tøj var faktisk ikke til at købe mere, og med 4 små børn, havde mor nok at gøre. De to mindste var ikke renlige og jeg tissede stadig i sengen, jeg havde desværre arvet mors skavank. Jeg kan huske at vi var til lægen, han sagde, det vokser hun sig fra. Det var det.

 

Vi måtte love for Martha, hun havde været forudseende og hamstret i metervis af stof. Hvert forår og efterår var der alligevel et nyt sæt tøj til os.

 

Der blev syet skibukser af farfars gamle postbukser. (gud, hvor de kradsede, man var altid hudløs på lårene). Der blev syet jakker af nogle gamle grønne uldportierrer, også af Martha.

Vi havde undertøj, syet af gamle lagner. De var syet med vide ben og et bændel i hver side, man kunne nemlig heller ikke få elastik til at sætte i. Det værste var dog, de hjemmestrikkede lange strømper, som bedstefars Anna strikkede til os. De var af lyngmeleret uld, de var lange og blev holdt oppe af en knap og en elastik, som sad fast i vores livstykke. De strømper de kradsede, så man var ved at blive vanvittig. Lige så tit jeg kunne, sneg jeg mig af sted uden strømper. Farfar havde fået fat i skistøvler til os, de var stive som et bræt.

 

Mor måtte lægge tykke lag aviser under sine tissebørn, og der hængte altid lagner og dyner til tørre. Vi hørte aldrig et ondt over vores tisseri, det havde mor følt for meget til, men svært må det have været.

På et tidspunkt var alle vores lagner og dynebetræk helt nedslidt. Så klippede mor dem midt over, hun endevendte dem. De var jo aldrig slidt i siderne, så kom det ind midt på, og det tyndslidte ud i enderne. Man lærte at klare sig.

                                      

 

     

                                                   

Mor døjede med tandpine og måtte på et tidspunkt overgive sig og køre til tandlægen. Jeg skulle med, jeg havde aldrig prøvet det før. Jeg havde flere huller i tænderne og det gjorde skide ondt. Jeg fik en ny tid, da jeg ikke kunne blive færdig den dag. Tandlægen sagde til mor, at vi skulle have børstet tænder, ellers blev vores tænder ødelagt. Så købte mor en tandbørste, og jeg mener kun hun købte én. Vi havde aldrig før fået børstet tænder, det fik vi så nu.

To dage før mit næste tandlægebesøg, fik jeg eksem i mundvigene, så tandlægen måtte aflyses. Jeg fik en ny tid, en måned senere. Da var jeg også i stand til at fremprovokere eksem i mundvigene. Sådan gik der vel ½ års tid. Så måtte jeg overgive mig og gå af sted med eller uden eksem, for nu havde jeg tandpine. Jeg har aldrig haft eksem siden, men heller ikke særlig gode tænder.

nny, som boede i Lundby, og som jeg fulgtes med fra skole, havde plads på Lundby Mølle hver anden dag, når hun ikke var i skole. Nu skulle hun konfirmeres og ud og tjene på en gård. Hendes plads overtog jeg, da jeg var 11½-12 år. Hver anden dag i skole og hver anden dag på Møllen hos Poul og Danny og den gamle møller.

Jeg skulle hjælpe til i køkkenet om formiddagen og passe deres brødudsalg om eftermiddagen. Jeg tjente 150 kr. om måneden.

Poul var bager og søn af huset, og han var kæreste med Danny, som var en slags husbestyrerinde. Somme tider, når der var travlt, måtte vi hjælpe i bageriet med at smøre glasur på.

 

Den gamle møller kørte deres brød tur. Når han kom hjem til aften, var han stivbenet og træt, så skulle jeg hjælpe ham af tøjet og trække hans lange fedtlæderstøvler af. Hans tøj og støvler skulle så ordnes, til brug til næste dag.

Ivan Seistrup var hjælpekarl, men somme tider var han også med i bageriet. Han var bror til Danny.

 

Hver anden søndag skulle jeg også være der. Om vinteren syntes mor at det var så synd for mig, når jeg var den eneste, som skulle op og af sted, hun sagde tit at jeg skulle stoppe. Men jeg var glad for at være der og havde besluttet, at jeg ville spare sammen til en ny cykel. Og det var én af de første cykler, som kom frem efter krigen, jeg købte.

 

Jeg holdt op på møllen, da vi efter krigen flyttede til Skælskør.

 

 

Det sidste års tid, havde vi hørt, at det gik tilbage for tyskerne. Hver nat hørte vi engelske bombemaskiner over landet, somme tider kunne man høre rystelserne, når de bombede Kiel.

En nat faldt en engelsk flyvemaskine ned ved Bøgelunde, Anna Snedker kom og fortalte om det. To eller tre englændere var sluppet bort. Så sagde far: Hvad med piloten? Så sagde Anna, skidt med piloten, bare ham der fløj, slap væk.

Der var mange i omegnen, som fik syet cottencoats af faldskærmsstof det år. Vi var på et tidspunkt ude at se resterne af flyet, og det gjorde stort indtryk på os.

                   

 

 

 

Krigen og besættelsen var slut! Folk for ud på gade og veje og råbte højt hurra! Mørklægningsgardinerne blev revet ned og brændt.

Vi fik lagt elektricitet ind i huset kort efter. Det havde været svært under krigen med petroleumslamper, for vi kunne ikke købe petroleum til sidst. Så blev lamperne lavet om til carbid lamper, det lugtede som en der sad og fes hele tiden. Koks kunne heller ikke fås til sidst, så vi fyrede med tørv, det røg og lugtede også. Så den sommer i 1945, blev der rigtig gjort rent og luftet ud.

Der gik lang tid, ja flere år, førend man kunne købe det mest almindelige, uden rationering.

 

Efterhånden mistede far fuldstændig interessen for landbruget. Han ville kun arbejde med radio. Det meste af jorden blev lejet ud til en nabo. Så havde vi kun mistbænke til planterne og frugthaven tilbage. Det skulle mor så passe, hun solgte stadig udplantningsplanter, bær og frugt. Og så solgte hun gåseæg og gæslinger.

 

Far rejste i nogle uger til København. Der tog han en uddannelse på Teknologisk Institut i at bygge radio. Det var den eneste radioteknikeruddannelse, der fandtes. Så begyndte far at arbejde på et radioværksted i Skælskør. Hans arbejde var godt nok, men han havde problemer, når han skulle have penge af folk. Han skulle nemlig selv indkassere sine regninger og det var hans løn. Er der noget far ikke var god til, så var det at kræve penge af folk. Når de hentede deres radio og sagde, at de ikke havde penge i dag, så sagde far, det går sgu nok. Så måtte mor træde til og sende regninger ud. Når folk så heller ikke betalte, måtte hun eller vi børn, gå ud og banke på med en kvitteret regning i hånden.

 

Under krigen, var der nogle mennesker, som tog et Finnebarn i pleje. Finland led forfærdeligt under krigen af sult og kulde. Lærer Jensen tog en finnedreng i pleje, i et års tid. Han gik i skole med os og lærte det samme som os. Fra den første dag forelskede Kallevie sig i mig. Han pillede mig i håret, kom med blomster og små gaver til mig. Jeg syntes at det var frygteligt pinligt og var flov, når han rørte ved mig. Jeg var slet ikke klar til den slags tant og fjas.

Lærer Jensen og hans kone syntes åbenbart at det var sødt, så jeg blev inviteret ind hos dem, og var også med til Kallevies fødselsdag. Jeg ville ikke, men hjemme sagde de at jeg skulle.

Da Kallevie var rejst hjem, skrev han til mig og sendte et billede af sig selv. Jeg svarede ham vist ikke og brev og billede er desværre væk.

 

Et stykke tid efter krigens afslutning, begyndte der at komme flygtninge på vejene. Det var civile og tyske soldater, som flygtede fra russerne. De kom fra Østtyskland, de var sejlet fra Rostock til Gedser. Så gik de op gennem Falster og Sjælland, til Korsør. Når de så ville videre over Storebælt, blev de visiteret og deres eventuelle værdigenstande taget fra dem. Hvis de ellers havde noget tilbage, for på deres vej gennem landet, havde mange af dem købt sig til lidt ekstra mad, som de betalte med de få værdier, de havde. I vores område, var der lavet en flygtningelejr i Skælskør Lystskov, hvor nogen af dem boede i et stykke tid.

Nogen af dem, der gik forbi vores hus, var utrolig fattige og lasede, det var især dem som var i uniform. Nogen af dem havde været med helt fra Leningrad.

Nogle civile trak deres få ejendele på trækvogne og barnevogne, og nogle havde alt hvad de ejede på en trillebør. De kom og tiggede brød og æg. Nogen havde penge og ville betale, andre havde ingenting. Vi hjalp dem med lidt mad, så godt vi kunne. Far talte tysk med dem, det var han én af de få der på landet, som kunne.

 

Der var en del af soldaterne, som blev indkvarteret på gårdene og blev der et par uger. Én af dem hed Gynther, han var stenhugger, han lavede navnesten ved mange af gårdene. Ham talte Far meget med, de blev ret gode venner og de holdt forbindelsen ved lige i flere år. Annelise og jeg fik også lært lidt tysk i det års tid det varede. Nogle naboer så lidt skævt til Far, fordi han talte så meget med dem og hjalp dem.

 

 

 

Faster, som var forstanderinde på Farfars Asyl, havde overtaget hans hus. Da Martha døde var Farfar jo flyttet ud hos os på landet i ca. 1 års tid. Imens Farfar var væk, havde hun fundet sig en kæreste. Hun var et par og fyrre og kæresten var et par og tres. Det var en gammel tømrermester, som var enkemand. Farfar sagde at tømreren havde lavet noget i huset for hende. Og så har han selvfølgelig gået og klappet hende i røven. Faster blev gift med ham og flyttede over på den anden side af Heilmannsvej og boede hos ham.

Det blev ingen dans på roser for Faster. Hun som aldrig havde lavet andet end kommandere med andre, skulle nu passe hus og have og enkemand. Og så var han så nærig over for hende. Hver dag måtte hun gå til mejeriet med en lille spand og købe mælk. Det var for dyrt i flasker, ca. 2 øre mere. Ja og dem slider hun sgu i skosåler, sagde Farfar.

Når Faster hver dag skulle købe mad, måtte hun bede tømreren ( han kom aldrig til at hedde andet) om penge til frikadellefars, og så fik hun 2 kr. til mad om dagen. Faster var vel gift med ham i ca. 20 år indtil han døde. Farfar og han var vist lige gamle og de døde samme vinter.

Faster var nået at blive små skør, de år hun levede sammen med tømreren. Det var almindeligt samtaleemne, når mor og far talte sammen. Hvad havde Faster nu oplevet.

Folk gjorde de mærkeligste ting ved hende. Nogle lage skorstenen ned, når hun gik forbi. Andre smed cigarstumper foran hende. Damen som boede ovenpå, hejsede støvler op og ned foran hendes vinduer.

Da Faster var blevet alene, fik hun sig en hund. Den måtte opleve alt det sære, sammen med hende. Det var en pekingeser, den hed Judith. Den var såmænd meget sød, men blev jo lidt underlig af dens omgangskreds. Den fnyste og spruttede altid. Alt hvad vi havde lavet af kager og mad, blev prøvesmagt på Judith. Selv en bid af et spejlæg, skulle den smage på. Ja Judith kan li’ det, så er det godt, sagde Faster. Og vi var selvfølgelig ved at revne af grin.

Efter af Faster havde oplevet folk gå ind om natten og koge grønkål i sit køkken, bruge hendes 12 personers spisestel og dug, og sætte det snavset tilbage i skabet. Én gik ind om natten og lånte hendes nye kjole og spildte på den. Så kom Faster ud på plejehjemmet og bo, og der boede hun i mange år, hun blev 92 år.

 

         

Mor og Far besluttede at sælge og flytte til Skælskør.

Der blev købt en grund på Kobækvej, hvor der skulle bygges et hus til os. Den sommer huset blev bygget, boede vi i KU’s feriehus i Kobæk. Mor blev en slags bestyrer der. Hun lavede mad og gjorde rent, til 20-30 mennesker hver dag.

Vi børn havde en herlig sommer det år. Vi levede mest ved stranden. Der kom en masse spændende mennesker, som holdt ferie. Vi legede med deres børn. Blandt mange andre boede Lis og Poul Møller (senere minister) og deres drenge der. Den ene af dem havde et glasøje, det tog han somme tider ud og viste os. Så blev hans mor gal. Vi synes at det så lidt uhyggeligt, når han gjorde det.

 

 

I august 1946 begyndte Annelise og jeg i Skælskør skole. Vi var i stiveste puds, røde læggede duvetine nederdele og hvide bluser. Det var resten af Marthas hamstrede lager. Denne gang måtte der syerske på, da Martha var død. Men vi blev meget beundret af vores nye skolekammerater.

Jeg startede i 7. kl. og Annelise i 5. kl. Vi faldt hurtigt til, som om vi havde boet i en by altid.

Jeg skulle gå til præst den vinter og konfirmeres om foråret. Jeg drømte meget om at fortsætte skolen og gå i Realen, som det hed.

Hen på vinteren sagde mor til mig, at jeg skulle vente til efteråret med at blive konfirmeret. Vi skulle have endnu et barn, og det næsten på min 14 års fødselsdag. Gud, hvor blev jeg sur. Det var smadder tarveligt, at ”de gamle mennesker” kunne finde på at lave børn. De var 40 år.

Annelise var sød ved mor, men det var jeg vist ikke. Hun gik med mor til jordemoder og læge, og hun passede Jytte, som jo kun var 5 år.

Vi fik en lillesøster den 8. marts, 3 dage efter min fødselsdag. Alle syntes at hun var sød og yndig, jeg sagde til mor at hun lignede en abeunge!!

 

 

 

 

 

 

Vi var flyttet ind i det nye hus på Kobækvej. Det var i 2 etager, 2 stuer forneden og 3 værelser ovenpå. Det var dejligt, men det var blevet dyrt, for dyrt. Far måtte droppe sit radioarbejde, det var ikke til at leve af. Han fik arbejde på en boltefabrik, nede ved havnen. Samtidig tog han aftenarbejde i Biografen, med at køre film. Der var han så 5-6 aftener om ugen, når han havde spist aftensmad. Det var hårdt for ham, men dejligt for os børn, vi kom nemlig gratis i Biffen. Far havde det job i mange år.

 

Jeg havde fået en veninde i skolen, som hed Else. Hun var enebarn, jeg var tit misundelig på hende, ikke fordi hun var specielt forkælet. Hun fik så megen opmærksomhed fra sin mor, som holdt øje med alt, hvad hun foretog sig.

Moderen vidste om Else skulle have geografi næste dag, og om hun havde læst. Om hendes sko var pudset, og om hun havde tabt en knap i jakken. Hun regerede med det stakkels pigebarn. Vores mor havde rigeligt at gøre, med at få hele sin familie til at fungere. Hun havde ikke tid til den slags småbagateller.

Else var til gengæld jaloux på mig, fordi vi var så mange hjemme. Og så havde jeg en lille søster, som var baby.

 

Mens jeg gik i 7. kl. kom der en ny pige, hun hed Rudi og var Københavner, hun boede hos sine bedsteforældre på Nytorv. Hun var en sjov pige, hun kunne og turde noget, som vi andre aldrig havde drømt om. Blandt andet stjal hun i forretningerne og kom og viste frem og fortalte hvordan. Hun bad om at se på noget, som var i vinduet eller på lageret, og imens tog hun det hun ville have.

 

En dag mødte Else og jeg hende hos en købmand, da hun skulle købe noget, som skulle vejes af ude bagved. Imens stjal hun slik fra nogle glas på disken, og holdt åbent så vi også kunne nå at få noget, skynd dig, for fanden. Vi turde ved gud ikke tage så meget som et stykke lakrids. Vi kom hurtigt ud af butikken og fik presset hvert et stk. lakrids i hånden. Vi fik fortalt at vi var nogle bønder og kvajpander. Nå, men nu skulle hun hjem til bedste.

Else og jeg gik ned til havnen og smed lakridsen i vandet.

Lige så pludselig Rudi var kommet, lige så pludselig forsvandt hun.

 

 

 

Den 1. marts, 5 dage før jeg fyldte 14 år, kom jeg i lære i en stor manufakturforretning i Skælskør. Hos hr. Svendstrup og fruen, sådan ønskede de at blive tiltalt, vi måtte ikke sige De til dem. Det første års tid i denne plads, bestod mest af at tørre støv af, gå i byen, og sy gardiner. Jeg tror ikke jeg fik lov til at ekspedere én eneste gang. Der var tre andre piger i lære, vi skulle stå i lære i 4 år. Der kom en ny elev hvert år og hende, som var udlært, rejste derfra.

Vi tog ud og målte gardiner op, og syede dem for folk. Det gik det næste læreår med. Til forretningen hørte en stor systue, hvor der sad 8 piger og syede, de var også i lære, som syersker. Når damerne købte kjoler og dragter og frakker, skulle det lægges op, ned, ud eller ind. Det blev så mit job, det næste år. Jeg lærte meget af det, alt hvad jeg senere har syet, har jeg lært der. Men det var jo ikke helt det, jeg havde regnet med at lære. Jeg fik 70 kr. om måneden første år, 80 kr. næste år, og 90 og 100 kr. de følgende. Halvdelen blev afleveret hjemme, for at bo og spise. Det var det samme alle mine kammerater gjorde, så det var der ikke noget særligt i. Vi skulle gå i ens kjoler, som vi selv syede i arbejdstiden. Men vi skulle slev betale stoffet. Vi skulle have en ny hvert forår og hvert efterår. Der var ikke så mange penge at solde for.

 

Det sidste år skulle jeg til at lære at ekspedere folk. Der var stadig ikke så mange varer efter krigen, det var mest kunststof og kradsuld, vi havde at sælge. Bomuldsstof varede det f. eks. flere år, før det kom frem. Men vi havde en del undertøj, som var fremstillet af kunststof (Celluld). Det var noget underligt slasket, lyserødt noget. Dengang var dameundertøj altid lyserødt. En dag til jul, kom en mand og ville købe en natkjole til sin kone. De var udsolgt, sagde jeg. Så gik han igen, så kom hr. Svendstrup farende og sagde: Hvad ville han have? En natkjole og vi har ingen, sagde jeg. Så skulle De sgu kunne sælge ham en underkjole, De må ikke lade kunderne gå, uden at de har noget med sig herfra. Sådan var det at stå i lære dengang.

 

Det var sjovt at være ung, jeg benyttede enhver lejlighed til at komme ud og more mig. Det var mest i Lystskoven det foregik. Helst både torsdag, fredag og lørdag. Vi kunne gå derud med 1 kr. i lommen, 75 øre til en sodavand og 25 øre til garderoben. Den sodavand sad vi så og suttede i en hel aften. Sommetider gav skovværten dog en til, for hvis ikke vi blev der, kom der heller ingen drenge, og drengene de brugte lidt flere penge end os.

Jeg blev konfirmeret i oktober. Da havde jeg været i lære i et halvt år. Kirsten var blevet et halvt år, og var jo også blevet til en sød lille pige. Der var nu bare så meget andet end det derhjemme, som trak i mig. Jeg gik på handelsskole 4 aftener om ugen, efter at have været i forretningen 8 timer. Om sommeren spillede jeg håndbold og om vinteren var jeg med i et sangkor. Det var Annelise også, i meget kort tid. Mens jeg sang med på altstemmen, blev hun sat hen og synge basstemme, hun skulle stå og synge Bum, Bum, når vi sang: Far jeg kan ikke få hul på Kokosnødden. Det gad hun ikke, så hun begyndte at ro i stedet for.

 

Efterhånden syntes jeg, at Kirsten var kommet til at ligne et menneske, ja hun så endda ret sød ud. Så jeg besluttede at Far og Mor skulle have et billede af os i julegave. Det var svært at få samlet tropperne og få dem pyntet til et foto. Det var sværest med Ernst, han var en rigtig spejderdreng, altid af sted og altid med sweater og gummistøvler. Det lykkedes at få lavet billedet, Ernsts gummistøvler kan ikke ses. Kirsten og Jyttes kjoler er omsyet af Annelises og min dansekjole fra Marthas tid.

 

Når man sådan sidder og skriver, får man rigtig rodet op i sin hukommelse. Jeg kunne såmænd have skrevet lige så mange sider til. Men fra nu, kan I selv huske det hele, fra dengang. Det er straks sværere med det der skete i går.

Om der kommer mere senere, ved jeg ikke, men I har jo lov at føje jeres egne oplevelser til. I har garanteret nogle andre minder om barndomsårene, end jeg.