Du er her: Forside 
"Gode" historier om slægten Barndomsoplevelser i Møgeltønder Præstegård og deres betydning for mig
"Gode" historier om slægten Barndomsoplevelser i Møgeltønder Præstegård og deres betydning for migBarndomsoplevelser i Møgeltønder Præstegård og deres betydning for mig
Barndomsoplevelser i Møgeltønder Præstegård og deres betydning for mig
I Juli 2013 indleverede jeg en håndbroderet og hjemmesyet barnefrakke til Kvindemuseet i Aarhus. Min mor syede min lille frakke i 1940 af sin gamle brune uldkjole. Hun forede frakken med stof fra en blomstret sommerkjole. Broderierne på bærestykke, ærmer og hue er i fladsyning med uldtråd i blåt, grønt og rødbrunt. Med frakken fulgte et billede af mig som toårig i frakken, taget på gårdspladsen foran præstegården med Møgeltønder kirke i baggrunden.
I mine nitten år i Aarhus har jeg ofte været på Kvindemuseet og har set mange af museets fine udstillinger. Derfor var det naturligt for mig at henvende mig til
Kvindemuseet med frakken.
Kvindemuseets registrator, Birgit Grønnebæk, har bedt mig fortælle om min opvækst under anden verdenskrig i Møgeltønder Præstegård og hvilken betydning, mine oplevelser i barndommen har haft for mig. Jeg er meget glad for opfordringen og har nydt at arbejde med teksten, som følger på de næste sider.
Lis Overgaard
Luftfoto af Møgeltønder Præstegård
Møgeltønder ligger 4 km i luftlinie fra den dansk tyske grænse. Præstegården eksisterer ikke mere, men mine erindringer fra min tidlige barndom står lyslevende. Med udgangspunkt i de to fotografier på forsiden, vil jeg se tilbage på min opvækst i præstegården og dens nærmeste omgivelser og beskrive, hvordan der kan trækkes tråde fra barndommens oplevelser til min værdier og mine interesser som voksen.
Jeg vil fortælle om mine forældre og kort om mine søskende. Huset, jeg voksede op i, var så spændende, at det fortjener grundig omtale, såvel som laden og den store have. Også kirken, som vores gårdsplads stødte op til, var en vigtig del af min verden, som jeg må skrive om. Ud over præstegården og kirken vil jeg kun omtale de nærmeste naboer og hovedsageligt holde mig til krigsårene og de første par år efter krigen. Til sidst vil give jeg et kort rids af mit senere liv.
Min far skulle have været landmand, men tog som voksen studenterkursus og teologisk embedseksamen. Han blev sognepræst i Møgeltønder. Min mor var i København ansat som børnehavelærerinde. Desværre var der ikke råd til, at hun fik uddannelsen på Frøbelseminariet. Begge mine forældre voksede op i Vestjylland, men havde boet ti år i København. De kom fra en lille bylejlighed til en præstegård på landet med 24 rum (når gangene og loftet blev talt med), syv kakkelovne, en pumpe nede i bryggerset og et tohullers das i stalden. Min mor var ofte syg de første år. Det var dyrt, for mine forældre kunne af den grund ikke komme i sygekasse, lægeregningerne var store og Far havde studiegæld.
Min far tændte hver morgen op i kakkelovne og komfur og tømte spandene i dasset, før han gik i gang med sit arbejde. Først da jeg var 10 år, fik vi toilet og håndvask inde i huset, da jeg var 12 år fik vi badeværelse. Indtil da badede vi i en stor zinkbalje med varmt vand fra vandgryden i komfuret. Storvasken foregik i gruekedel og skyllekar i bryggerset. Både min far og jeg hjalp til. Mit arbejde var at skrubbe de kogte lommetørklæder og uldne sokker på et vaskebræt.
Vi var tre søskende, jeg var den ældste. Min bror er 3 år yngre end mig. Min søster er 7 år yngre end mig og født i vinteren 1945, samme år som jeg begyndte i skolen 1. april. Vi tre blev ikke rigtig hinandens legekammerater, men jeg passede ofte min lillesøster efter skoletid. Skolegangen delte os lige så meget som aldersforskellen. Jeg kom efter 4. klasse i Mellemskolen på Tønder Statsskole. Det samme gjorde mine søskende senere. Da min lillesøster blev konfirmeret, var jeg allerede flyttet hjemmefra. Så heller ikke vores ungdom havde vi sammen. Vores erindringer fra barndommen er derfor vidt forskellige. Det er ikke de samme ting, der har fæstnet sig i erindringen. Skolegangen i Tønder betød også, at de fleste bånd til kammerater i Møgeltønder blev brudt. Det blev vanskeligt at opretholde det samme forhold. Ligesom det var svært at få nye kammerater i Statsskolen, hvor vi kom fra hele oplandet og skulle med skolebus hjem efter skoletid.
Præstegården var bygget omkring år 1900, stuehuset i tysk lazaretstil, som det blev kaldt. Taget var lagt af cementtagsten, tagpander på sønderjysk. Murene var af cementmursten og uden isolering. I hårde frostvintre kunne der være rim på indersiden af ydervæggene. Rummene var store med højt til loftet. Man kunne cykle i de lange korridorer. Dørene havde dengang de oprindelige jugendstil
udsmykninger og blomstermotiver på mørkeblå baggrund i høje, smalle fyldninger. I min fars studereværelse, kunne man på loftet skimte tilsvarende dekorationer under det hvidtede lag. Stuerne var sparsomt møbleret og iskolde om vinteren, indtil vi i 1955 fik centralvarme. Så kælderkolde var de, at alle 23 lagkager, barselstorte, som blev foræret til familien i anledning af min lillesøsters fødsel, blev sat ind i den store spisestue, hvor de fint kunne holde sig. Stor var min skuffelse, da der havde været mus i dem om natten. Min far smed dem ud alle 23. Der var mus overalt i præstegården. De ynglede stærkt i de spanske vægge på første sal. En overgang måtte jeg hvert femte minut sparke på væggen bag mit skrivebord for at få ro i muserederne, så jeg kunne læse lektier. Far læste højt for os om musefamilierne i ”Musene i Rynkeby Præstegaard” (K. H. With 1865).
Hele familien sov om vinteren nede i det store soveværelse, der fik varme fra en ”flisekakkelovn”.
En stor ovn beklædt med kakler, der var muret op med kanaler, og som også varmede den lille dagligstue op. Der var en speciel lugt i soveværelset af svamp og orm. Gulvet var lagt 40 cm over den bare jord, og måtte hver dag fejes for ormesmuld som lå i små toppe. Under de hårdeste krigsår var det store, flotte komfur i køkkenet koldt, og maden blev lavet på en ”heks”, et minikomfur med ét kogested, som stod oven på komfuret og blev tilsluttet skorstensrøret.
Førstesalen brugte vi kun om sommeren. Kakkelovnene duede ikke, og der var løbesod. Hvert år i april luftede vi vores sengetøj, gjorde hovedrent og flyttede ovenpå til lys, luft og udsigt. Det var som at begynde et helt nyt liv. Heroppe var der morgenvækning af rågekor fra Schackenborgs rågekolonier. Jeg kunne tælle mange kirker fra mit vindue og se ud over det flade marskland, helt ned i Tyskland. For at man kunne finde rundt, havde mine forældre givet værelserne navne. Der var et fint, lille håndprentet skilt på hver dør. Gæsteværelset hed Guldhorn. Mine forældre sov i Bispeværelset, der havde dobbeltdøre. Vi tre børn boede mod syd i Lærkereden. Pigeværelset i den
nordlige gavl hed Nordpilen, som det røde lyntog af samme navn. En elsket legeplads på regnvejrsdage var Vesterhavet, vores store tørreloft i to etager, der var forbundet med en lang stige. Kravlede man op ad stigen, var man som i et fremmed land. På Vesterhavet stod den store kampestensrulle, som jeg uden at have kropsvægten til det, skulle vippe op, mens Mor lagde rullestokke med duge og sengelinned ind under slæden med kampesten. Jeg var meget bange for, at slæden skulle falde ned over hendes hænder. Alle værelser på førstesalen lå ud til et stort trapperum, som dannede en bred gang omkring trappen, der gik op i midten med et meget mørt gelænder omkring.
Dette rådne gelænder reddede præstegården fra at blive taget af Tyskerne. En dag i 1944 kom to tyske officerer og forlangte at bruge præstegården til indkvartering af soldater. Min far var ikke hjemme, og mor talte ikke tysk. De beså huset fra kælder til kvist. Jeg var nysgerrig og fulgte med rundt. Taget var under reparation og ikke særlig tæt. Da vi kom ovenpå, lænede den ene officer sig op ad gelænderet, som gav sig en del. Mor skreg: ”Kaput, Kaput!” Og officererne besluttede, at så ringe vilkår ville de ikke byde nogen. Skolen blev okkuperet i stedet. Det betød, at jeg begyndte i første klasse i præstegårdens konfirmandstue. Efter befrielsen flyttede klasserne tilbage til skolen. Første gang, jeg gik ind gennem skoleporten, stod der en soldat med gevær ved porten. Jeg var alene og blev rigtig bange! Det må have været en brigadesoldat, men det vidste jeg ikke. Jeg kan stadig mærke i ryggen, hvordan jeg forventede, at blive skudt ned bagfra. Under krigen så jeg bombefly og hørte luftalarmer over Tønder, 5 km borte. Jeg så min far sidde og høre BBC med hovedet under et tæppe, som også dækkede radioen. Jeg så tyske tropper marchere hjem med oppakning og gryder dinglende fra bæltet. Men, når vi børn var i nærheden, blev der aldrig talt om krigen eller overhovedet om noget emne, vi kunne bringe videre.
Opvæksten i en præstegård, der var opført i den tyske tid og beregnet til langt større herskabelighed, end min familie kunne mønstre, har givet mig blik for arkitektur og proportioner. Møgeltønders smukke huse, der oprindeligt gav inspiration til byggestilen, Bedre Byggeskik, har påvirket mig meget. Jeg finder det afslappende at være i en bygning med gode proportioner, og jeg føler mig rigtig godt tilpas i store rum med langt mellem møblerne. Men præstegården gjorde mig også mørkeræd i mange år. Der var ikke gadelys på den vej, hvor præstegården lå for enden bag et stort buskads. De store træer slog grenene mod vinduerne, træværket i huset knagede og gav sig, og der var bælgmørkt i de lange korridorer.
Noget mere positivt, som jeg har taget med mig fra mit hjem, er sparsommelighed. Som nævnt var økonomien i mit hjem stram, som i så mange andre hjem. Min far holdt høns og duer; de gav et godt tilskud til husholdningen, Mors stegte dueunger med persille og brun sauce var meget lækre. Fars køkkenhave gav kartofler og grøntsager til vintermånederne, når de blev opbevaret i sand i kælderen. Vi handlede meget lidt hos slagteren. Jeg husker at blive sendt af sted efter ½ pund, 250g hakket kød eller 1 rollmops til søndag. Brasede kartofler med løg og syltetøj af røde stikkelsbær var en yndet og billig ret. Ligeledes var min mor dygtig til at bruge havens grøntsager til løgbøf, selleribøf, rødbedebøf. Men jeg holdt nu mere af kogt melbudding. Melbüttel.
Min mor syede selv alt vores tøj, når hun kunne skaffe stof. Først syede hun om af sine slidte kjoler, som min lille frakke på billedet også blev syet af. Derefter blev vores lune gardiner til kjoler. Mor, den unge pige og jeg gik i brune ”gardinkjoler” med små, blå blomster. Og vi havde hjemmesko, der passede til. Efter krigen var det stadig vanskeligt at skaffe stof. Et efterår ventede vi på at få tilsendt en brugt, opsprættet frakke, så mor kunne sy en vinterjakke med hætte til mig. Det blev meget koldt, inden pakken kom. Jeg søgte i frikvartererne læ i cykelskuret, for jeg havde kun en strikket trøje og min mors gamle hovedtørklæde. Min fars slidte jakkesæt blev også vendt og syet om. Jeg fik som trettenårig min første sorte kjole med revers og skorstensærmer syet af et vendt jakkesæt. Med et rødt lommetørklæde i brystlommen var den min fine kjole.
Selv om nøjsomhed var nødvendig, var mine forældre meget gæstfri. De havde hver sommer feriebørn, nogle af min mors børnehavebørn, hvis forældre var blevet hendes venner. Flere hold af mine forældres venner fra København lå på landet om sommeren hos min mor og far, som havde dette store hus med mange værelser. Jeg husker sommergæsterne ligge i haven i liggestole og ser dem drikke kaffe under blodbøgen. Jeg husker også, at min mor var ved at segne, og at måltiderne var meget enkle og yderst beskedne.
I mit hjem kom mange forskellige mennesker. Der var ofte møder. Når der kom foredragsholdere, var de nødt til at overnatte. Vi havde også præstekonventer, hvor fruerne var med. Værtsskabet gik på skift i kredsen. Efter kaffen og værtens foredrag, skulle der serveres middag til de 16 18 mennesker i konventet. Vi børn blev tidligt oplært i at dække et fint bord med blomsterdekoration og bestik og glas i snorlige rækker. Vi lærte at servere fra den rigtige side og ordne stuerne, mens gæsterne spiste. Hvad maden angik, var min mor speciel. Hun havde ingen penge og ville ikke leve op til den gængse norm for selskabelighed. Hun serverede løgbøf med syltetøj, kartofler, brun sauce og til dessert et halvt kogt æble med gelé i midten og cremesauce på. Da ymer kom frem, kunne desserten være en skål ymer med en klat solbærsyltetøj. Gæsterne fik vand til maden, ligesom vi altid selv gjorde, Jeg lærte virkelig at tilrettelægge et selskab og skrive lister uger i forvejen, så alt klappede til tiden. Det er kommet mig til gode mange gange senere i livet ligesom nøjsomheden, jeg voksede op med. Da jeg var ung, vendte jeg også skjorteflipper og manchetter på min mands slidte skjorter. Jeg syede tøj til mig selv og til drengene, da de var små. Selv nu synes jeg, det er morsomt at ”få noget ud af ingenting”.
Andre barndomserindringer er mere dramatiske. Under krigen havde vi mørkelægningsgardiner af sort papir over hele huset. Der var ikke fjedre for enderne af stangen, så papiret skulle håndrulles både op og ned i de høje vinduer. Vores unge pige fik sin fod skoldet i gruekedlen, da hun skulle rulle gardinet ned i det vindue, der sad over gruekedlen. Hendes fod smuttede fra den smalle vindueskarm ned i det hede vand i gruekedlen. Foden så grim ud, men den kom sig. Gruekedlen kunne nær være blevet årsag til en anden ulykke. Min mor havde, som jeg så ofte havde set, sat min lillebror på den murede kant omkring gruekedlen for at trække de snavsede støvler af ham. Imidlertid måtte hun et øjeblik gå op i køkkenet. Da hun sekunder senere vendte tilbage, var drengen forsvundet. Heldigvis lagde hun mærke til, at gruekedlens låg lå med undersiden opad. Min bror havde lænet sig tilbage, det store låg vippede rundt, og den lille fyr forsvandt i gruekedlen. Denne gang var der kun koldt sæbevand i den, og min mor kom tidsnok til at fiske ham uskadt op.
Fra jeg var ganske lille, løb jeg ude og legede med naboernes børn. Familien Clausen havde 12 børn, familien Olsen havde 5 . Alle legekammerater talte sønderjysk. Jeg lærte sønderjysk som mit andet sprog. Udenfor talte vi sønderjysk, indenfor talte vi rigsdansk til Far og Mor, som vi i øvrigt ikke sagde du til, men tiltalte Mor og Far (”Vil Mor være sød at...”). Den sønderjyske hilsen, moin, var det forbudt at bruge. Jeg fik opfattelsen af, at det nærmest var et bandeord. Det var med til at skille os ud som anderledes. Måske troede mine forældre, at ordet moin var tysk og derfor ikke politisk korrekt. Møgeltønder havde tradition for at være meget dansksindet; indtil 1864 var det en kongelig dansk enklave. Det har været en berigelse at tale både rigsdansk og sønderjysk. Den sønderjyske kultur forstod jeg via sproget og gennem skik og brug i de hjem, hvor jeg havde legekammerater. I tilgift har jeg som tosproget fået et godt øre for udtale og sprogtone.
I vores store have legede jeg enten alene eller sammen med naboernes børn. Der var stynede træer i skellet indtil markerne. Nogle træer kunne man bo oppe i. Andre var hule og gode at gemme sig i. Jeg elskede at lege med de store drenge og være med i deres drengelege. Jeg lærte at klatre i træer og forsvandt af og til op i et højt træ, hvor jeg nød at se allikerne kredse om kirketårnet. En enkelt gang nåede jeg op i højde med lugerne i tårnet. Træerne på den store plæne var gode at ligge under, mens jeg så skyerne flyve af sted; de antog mange sære former. Nogle gange hørte jeg storken knæpre i sin rede på en af Schackenborgs skorstene. Hvis jeg var heldig, fløj den hen over haven. Da kunne jeg have en dejlig følelse af at gå i et med naturen. Glæden over at være i naturen og opleve årstidernes skiften har fulgt mig siden.
I selskab med mine legekammerater løb jeg ofte ud over markerne. Vi ledte i plovfurer efter oldsager eller samlede fåreuld, som vi fandt i bundter i pigtråden omkring markerne. Fårenes uldne pels hang fast i pigtråden, når de stak hovedet ind mellem wirerne for at græsse på de grønne kanter udenfor hegnet. Nabobørnenes far vaskede, kartede, spandt ulden og strikkede til sine børn.
Vores nærmeste nabo var karetmager. Hans hus ses på luftfotoet øverst mod venstre. Værkstedet i husets vestre ende er ikke med på billedet. Hjuler Madsen havde ikke selv børn, men var umådelig venlig og rar. Han forklarede omhyggeligt alle led i processen at lave eller reparere vognhjul. Det var lidt uhyggeligt, men også spændende at stå med hænderne på ryggen og se ham flække en planke i den elektriske båndsav, som intet sikkerhedsværn havde. Hjuler Madsen havde engang selv mistet en finger i sin maskine. Jeg så også, hvordan han kogte lim af griseører og varmede beg på det lille komfur i værkstedet. At se Hjuler Madsen arbejde i sit værksted, gjorde mig interesseret i at betragte arbejdende hænder, og jeg fik stor respekt for håndværk af alle slags.
Hjemme i ladens store portrum stod byens gamle brandsprøjte opmagasineret. Det var en let hestevogn med en stor trætønde til vand og monteret med slanger og klokke. Det var spændende at lege brandudrykning, især da vi også i virkeligheden oplevede gårdbrand i nabolaget. Jeg husker, at alle børnene fra husene omkring blev lukket ind i børneværelset og døren låst igen efter hvert barn, der blev fundet. Vi hørte buldren og knitren og så den røde himmel bag laden. En pige i konfirmationsalderen blev sat til at læse op for os af ”Polyanna” (Eleanor H. Porter 1913)..Det dæmpede ikke rigtig vores angst for, at flammerne skulle nå os i det aflåste rum. Som voksen er jeg stadig bange for husbrand og yderst forsigtig med ild.
I et rum bag i laden stod ligvognen. En flot, sort, hestetrukket vogn med guldkanter på søjlerne under baldakinen, hvorfra der hang en bræmme af sort uldstof med lange silkefrynser. Ingvard Lind, som havde to smukke, sorte heste, kørte ligvognen i sort frakke og høj hat. Nogle familier strøede blomster på vejen foran deres hus, hvor ligtoget skulle passere. Det var kun, når der var begravelse, at der var låst op ind til ligvognen, men hvis vi kunne se vores snit til det, kravlede vi op i den og legede kusk og lig under stor højtidelighed. Jeg havde som treårig set et dødt menneske. Hjuler Madsens kones bror var død, og Mor kom med mig ved hånden med en lille buket fra haven for at kondolere. ”Vær så god at komme ind. De skal da lige se Anton”, sagde karetmagerens kone. Broderen lå lig inde i den fine stue med plysmøbler, palme og blødt gulvtæppe. Det var ikke nogen skræmmende oplevelse at se Anton. Det gav mig et naturligt forhold til døden som en del af livet.
Også kirkegården og kirken var mit område. På kirkegården skulle man gå stille rundt. Jeg beundrede de gamle gravsten rundt på kirkegården, især en lille sten over to afdøde præstedøtre, generationer gammel. Jeg pyntede den med blomsterkranse. Kirketjener og graver, Theodor Nissen, var en stor del af min verden. Når han gravede en ny grav, var det med en gysende interesse, jeg så de knogler og kranier, der kom frem fra tidligere begravelser. Jeg gik tit sammen med ham og hørte ham fortælle om første verdenskrig og slaget ved Verdun; han måtte som sønderjyde deltage på tysk side. Der kom turister for at se kirken, og Theodor Nissen fortalte gerne. Han kunne hele kirkens historie på fingrene. Jeg gik i hælene på ham og hørte godt efter. Inden længe begyndte jeg også at lire årstal af til besøgende om inventaret i kirken. Kirketjeneren må have moret sig grundigt over mig. Alle vi tre søskende har været med kirketjeneren oppe i kirketårnet og fået lov til at ringe med klokkerne. Men den bedste oplevelse for mig var at sidde i tårnlugen, mens klokkerne ringede og nyde udsigten og aftenbelysningen.
Den ene af vores feriebørn var en dreng, en del år ældre end mig. Vi listede ind på kirkeloftet, som jeg havde været oppe på sammen med min far. Jeg viste ham stolt alle de ting, der var at se deroppe, og sammen kravlede vi ind over hvælvingerne over kirkens kor. Det havde min far bestemt ikke lært mig. Hvælvingerne holdt heldigvis til vores vægt. En anden udfordring var krypten under koret. Den kunne man komme ned i, hvis man var tynd nok til at komme igennem en luge med gitter. Det var jeg. Jeg støttede dog kun en tå på en af kisterne, så mistede jeg modet, for der var mørkt i krypten, og det var ikke så ligetil at komme op og ud igen.
Kirkens orgel er fra det syttende århundrede, og det var dengang pneumatisk. Vi børn fik af og til lov til at træde bælgen i stedet for kirketjeneren, når organisten øvede sig. Men vi var ikke tunge nok til at få pedalerne helt i bund, så orgeltonerne blev meget ujævne. Hver jul samlede organisten, lærer Svane, et kor af skolebørn og voksne til at synge den gamle juleliturgi, som en tidligere præst havde skrevet efter Genforeningen til julegudstjenesten i Møgeltønder Kirke. Teksterne blev sunget skiftevis af min far og koret, som jeg sang med i. Vi sad i ”Storkereden”, som korbænkene til venstre for orgelet fra gammel tid var blevet kaldt. De er siden fjernet ved den store restaurering af kirken. Det var en dejlig følelse at have del i julegudstjenesten. Under salmen Dejlig er Jorden lod organisten orgelets klokkespil ringe, og hele menigheden gik offergang op gennem kirken og bag om alteret med penge til de fattige, som vi lagde på alteret. Den form for indsamling foregik kun juleaften og var både festlig og hyggelig. Ved en enkelt lejlighed blev der samlet ind de gamle klingbeuteler, smukt broderede poser på lange skafter, som kunne rækkes ind på bænkeraderne.
Kirkebygningen og kirkerummet var, fra jeg var en lille pige en del af min ”legeplads”, og mine udfoldelser dér har præget mig for livet. Mine interesser, arkæologi, historie, kunsthistorie, litteratur og teologi, som jeg alle stadig dyrker, blev grundlagt i Møgeltønder kirke. Min glæde ved klassisk musik, kommer også fra den musik, jeg hørte i kirken. I mine teenageår udbyggede Grev Schack det gamle kirkeorgel fra slutningen af 1600 tallet med et rygpositiv. Han arrangerede i den anledning koncerter med kendte orgelvirtuoser, Anton Heiler fra Tyskland og Madame Claire Alain fra Frankrig. Musik har givet mig dejlige oplevelser gennem hele livet.
Mine forældre oprettede KFUKspejdertrop og FDFkreds. Da jeg var konfirmeret, blev jeg patruljefører. Det gav mig store glæder og min første erfaring i undervisning og organisation. Efter studentereksamen flyttede jeg til København og uddannede mig til fysioterapeut. Jeg lånte skolepengene af mine forældre og fik et par legater. Det var økonomisk overkommeligt, og så ”risikerede jeg ikke at gifte mig og stå med en halv uddannelse”, som min mor sagde. Jeg har været glad for mit fag, fordi det var selvstændigt og bød på mange muligheder. Med den faglige teori som baggrund har jeg kunnet bruge alle mine sanser og min fantasi. Min mand studerede teologi og blev præst. Med sønner på to et halvt år og fem uger rejste vi til Argentina, hvor min mand i fem år var præst for den danske menighed i Tandil og nærmeste danske kolonier. Efter hjemkomsten fik min mand embede i Vindinge udenfor Nyborg, hvor vi boede i en smuk, gammel præstegård fra 1852 med store rum og langt mellem møblerne. Min mand døde i 1980, da vore drenge var tretten og seksten år. Nogle få år senere studerede jeg i tre år psykologi ved Aarhus Universitet. Efter afsluttet første del tog jeg igen arbejde som fysioterapeut, fordi ledigheden var høj for psykologer. Og psykologien føjede endnu en dimension til mit fag. Jeg boede i Aarhus i 19 år, indtil jeg efter endt arbejdsliv flyttede tilbage til Fyn. Her har jeg nu i 11 år nydt mine børnebørns opvækst og dyrket mine interesser. Mit hus ligger ikke på landet, men jeg kan glæde mig over både alliker, råger og solnedgange.
Mine erindringer fra de tidlige år i Møgeltønder Præstegård er mange flere end dem, jeg har valgt at skrive om her. De er ikke genfortalt for mig af de voksne, for de vidste langtfra altid, hvad jeg foretog mig. Situationerne er selvoplevede og står klart i erindringen. Jeg kunne have valgt mange andre minder og andre vinkler på tilbageblikket. De fortællinger ville have været lige så sande og
oprigtige som denne, men de ville måske ikke have været så centrale i forhold til mit emne. Husførelsen på landet under anden verdenskrig, som jeg fortæller en del om, kan man finde beskrevet mange andre steder. Men de materielle vilkår var en vigtig del af mine oplevelser og hører derfor med i min fortælling.
Mens jeg har skrevet denne beretning om min barndom i Møgeltønder Præstegaard, er det gået op for mig, hvor rige oplevelser, både smukke og sørgelige, dette miljø gav mig. Jeg tror, mine sanser blev skærpet og min fantasi udviklet i de omgivelser. Mine livsværdier og mine fritidsinteresser i voksenlivet er udsprunget af, hvad jeg som lille pige så og hørte i præstegård og kirke.
Højby d. 9. 2013
Lis Overgaard