Kirsten og Johs. Nielsen

Barn-og ungdomsfortælling fra Skrillinge Mark 1844-1920

 

Forord af: Johannes Nielsen

Foran mig ligger " Børnenes Tegneblok" med 2 kattekillinger på forsiden. I 1976 begyndte vores far at skrive lidt om sin barndom og ungdom, lidt om sin slægt.

 

Det er skrevet om middagen, før han fik sin middagslur, vores mor har fortalt, at somme tider sov han meget fast efter at havde skrevet, han drømte sig tilbage til sin barndom / ungdom på Skrillinge mark.

 

Det er skrevet i hånden, men let at læse, hvis der er der fejl, årstal el. lig. evt. rettelser vil det stå i ( ) - der er ind i mellem spring i teksten. Far skriver også navneord med stort, det er ændret, der kan også forekomme gentagelser, de er med.   Pludselige er tankerne et andet sted, nemlig i barndommen på Skrillinge Mark.

 

Min barndom & ungdom

 

Hans Martin Nielsen fortæller:

Min Bedstefar på min Faders side, Hans Nielsen, var ca. 1844 født i Røjle på en Gård, der endnu ligger der (1976 ?).

Han var ældste søn, men da han haltede, blev han sat i lære og blev udlært som Hjulmager ( karetmager )

Det var skik, at hed faderen Niels Hansen, så skulle Sønnen hedde Hans Nielsen. Senere blev det ophævet omkring 1850 – 1870, Efter 1828 – forordningen fik lov at eksistere i knap 30 år, inden det nye Kultusministerium greb ind. Ved rundskrivelse af 8.8.1856 slog man fast, at de valgte navne nu var bindende for alle følgende slægtled.

Min Faders mor hed, Maren Christensdatter. Hendes Fader havde købt et sted på Skrillinge Mark ved Ruselbæk. En ejendom bygget i bindingsværk ca. 1832.

Hun blev født den 5. december 1837. Man fortæller at en Familie deputation sørgede for ægteskabet 1867, årstallet står på en ske jeg har.

 

                       

Min bedstemor fik den 23.juli 1870 min fader, døbt Karl Christian Nielsen, nogle år senere Niels Nielsen, død 1901 el. 02, af tyfus. Begravet på Kauslunde Kirkegård. Han var Mejerist, blev tidlig Mejeribestyrer, og senere bestyrer et eller andet sted ved Diernesse ved Fåborg. Der var i mit hjem en del af hans bøger som jeg senere slugte, da jeg var dreng.

Min Bedstefader – Hans Nielsen – var en Tusindkunstner, der kunne lave alt, og elsket for sit muntre sind. Jeg kan kun dunkelt huske ham, han døde allerede 1902, en kort tid efter sin yngste søn. De havde været henne hos naboen og spille kort, han havde i mange år haft kræft i struben. Han kaldte på dem og sagde til min far, at han skulle være god mod min mor, har hun fortalt.

Min fader måtte tidligt gå bagefter hestene, de lagde hest sammen med en anden, boede i Skrillinge by.

Tækkemand Niels Hansen som jeg meget godt kan huske, de sagde om ham, at han aldrig havde været længere end Ejby mose ca. 15. km. De senere år var Niels Hansen en gammel krumbøjet mand. Han og hans kone fik min moster Marie til hjælp, og hun giftede sig med Karl Eriksen.

 

Min Bedstefader var vistnok lidt glad for en snaps, men det var der mange der var dengang.

Min far var engang ved at ville læse til Lærer, han havde en kammerat, der senere blev lærer i Toftlund. Jeg tror det var mine Bedsteforældre der gerne ville have ham hjemme på de 9 td. Land.

Min far var soldat i Odense, der traf han Søren Bech ( ? ), der kom hos en farbror Peter Nielsen i Odense.

Min bedstefar døde med fred i hjertet, fortalte min far. Hans Nielsen kunne aldrig andet en hviske, fortalte mor.

I 1895 blev Far og Mor forlovet, og den 16 april (det var den 16 oktober 1897 1897 blev de viet i Kauslunde kirke, hvortil vi hørte, der var ca. 5 km. Far overtog ejendommen, som han indtil han gik fallit i 1933.

Mor og far havde soveværelse, hvor de senere fik dagligstue. Vi havde en kakkelovn, men et komfur i køkkenet, hvor vi mest opholdt os. Der havde oprindelig været en åben skorsten, men der var sat træ op indtil skorstenen for oven. Det var en vældig bred fyr.

Min Moder Maren Nielsen var født Jørgensen, var født den 15. oktober 1869 i Røjle Skov eller Røjle Mose. Hendes far Knud Jørgensen var Dragon i 1864, og han var en svag mand efter krigen, hvor soldaterne frøs så forfærdelig på tilbagetoget fra Dannevirke i februar 1864.

Min Mormor Kristiane måtte slide i det. Knud Jørgensen skal have været en stor sanger, lærerne i Vejlby Kirke glædede sig når han sad dernede, Mange af dem kunne ikke synge, men skulle.

Min Bedstefar Hans Nielsen havde gået i samme skole som min mor og ved samme lærer ” Boysen” ( el. Bosum ) han var meget streng, kunne de ikke lektierne , vankede der klø, Hans Nielsen sagde til lænke hunden ” Ja, der kan du sagtens, du skal ikke i skole”.

Der var mange børn ned i Røjle Skov. Min moster Maren – Marie senere Skrillinge –Jørgen – Lars – Karen Marie, der fik hjemmet – og Kristine.

Jeg tror Moder fik 1500 kr. i arv.

Knud Jørgensen, min mors far, døde tidligt vist ca. 1890. En af hans brødre kom og bestyrede Ejendommen, Hans, Haans på fynsk. Jeg husker ham godt, han levende, da Karen Marie holdt bryllup med nabosønnen, Niels Hansen Nielsen, da blev det nye stuehus bygget, det gamle blev lavet om til svinestald, hønsehus og karlekammer.

Den 18. april 1899 blev jeg født på Skrillinge Mark. Jeg var min bedstemors øjesten. Det første jeg rigtig kan huske var den dag da Niels, født den 5. juli 1903, og var i kirke. Jeg kan huske jeg var oppe i storstuen, og Knud, der var født den 7. marts 1901 lavede i bukserne. En af mosterne var for at passe os, måske var det Karen Marie. Køerne stod langs vejen, hen til Anton Hansens, men om det var denne dag er uklart, det var sommer.

Det næste jeg husker, var at morbror Jørgen, der boede på Kauslunde mark var på besøg. Jeg lå inde hos min bedstemor i en bred ægteskabsseng. Senere blev jeg for stor, og Niels fik min plads. Senere husker jeg, da Martha blev født den 28. januar 1906. Da sagde min bedstemor til mig om morgenen, ” Ved du, hvad du har fået i nat ”

”Ja” sagde jeg, ” Jeg har fået en lille søster.” Det var rigtigt, min mor havde jo været syg om aftenen, mens jeg havde sovet. Der blev ellers en katastrofe for min mor, hun fik gigt. Sad i en stol og kunne dårligt gå uden ved hjælp af stok. Lægerne kunne ikke dengang rigtigt gøre noget ved det.

Her er mine søskende:

                 Knud Jørgen født den 7 marts 1901

                 Niels Marius født den 5 juni 1903

                 Martha Kristiane født den 18 januar 1906

                 Aksel Holger født den25 november 1908

                 Vilhelm Edvard født den 23 september 1911

                

Her er et billede af alle søskende.

 

 

I 1906 vistnok 1. april, husker jeg, at jeg gik i skole. Jeg havde lært at læse først, det hørte sig til dengang, Det havde min bedstemor lært mig. Da skulle begynde at læse, var det ikke så godt første gang, men så gik det hurtigt. Min far gik med op til skolen, der var et frygteligt spektakel af børnene. Jeg kom til at sidde ved siden af Viktor, den største laban i skolen. Dengang havde vi tavle og griffel. ”Kan jeg lånte sprøjten” spurgte han. Han lånte sprøjten og tavlekluden. Bagefter sprøjtede han mig i hoved, og tørrede mig med tavlekluden i hovedet. Jeg gjorde ikke modstand, men det havde lærerinden Frk. Bertelsen set, og hun gav ham nogle lussinger. Men jeg var glad for at gå i skole, og regning var min styrke. Vi regnede hver for sig, og jeg husker en gang, at nogle fra de større klasser, var forbavset over, hvor langt jeg var nået. Jeg læste lektien tre gange, så kunne jeg den udenad.

Allerede den 25. november 1908 fik jeg en ny broder, Holger. Da jeg skulle op i 3. klasse, havde jeg fåresyge, eller mæslinger og kom først i skole 8 dage efter, at de andre var begyndt. Min sidekammerat var nu Aage Jørgensen, nu boende på Vejlby mark, 1976. Bagved sad Erland og Gudmund, senere politibetjent i København. Hvor jeg engang så ham. Vore legekammerater var især nabosønnen, Hans Chr. Hansen. Særlig var Knud knyttet til ham, han var et på år yngre end mig, han havde en søster, der var ældre, Margrethe, og en yngre broder Carl Emil, og en yngre søster. Derimod kunne vi ikke med en anden dreng, Verner, der boede i nærheden.

Lærerinde frk. Bertelsen var blevet meget ung lærer, vist kun 17 år. Hun var datter af en troende mand, skomager i Kauslunde, når han var til møde eller i kirke, kunne han pludselig sige højt ”Ja”, Det har jeg hørt i Vejlby kirke, Indre Missions højborg på Vestfyn var Vejlby. Frk. Bertelsen var en dejlig lærerinde. Jeg husker engang, at jeg var til møde i Kongebroskoven, hvor Blomgren talte, en lille mørk mand, men livlig.

Frk. Bertelsen blev, lige efter min overflytning 3 klasse, gift med en jernbaneassistent i Fredericia. Hun blev tidlig enke, hendes mor var centralbestyrer i Kauslunde. Da jeg rejste fra Fyn for stedse i 1929, blev hun søndagsskole lærerinde efter mig.

Lærer Erland Hansen havde 3 og 4 klasse. Han var højremand. Hvilket jo ikke behagede alle gårdmændene, der var venstre eller radikale. Han var god efter mit begreb, til religion og katekismus, men i Dansk lærte vi kun diktat og genfortælling, ikke stil. Fag som fysik, botanik, geografi, verdenshistorie kendte vi ikke. Jeg var hungrig med hensyn til viden, og der var en kammerat, der havde en meget tynd verdenshistorie, som jeg misundte ham. Lærer Erland Hansen havde stor indflydelse, hans ven, den rige Jens Hansen ejer af ½ mill. og en stor gård var ven og rådgiver, og hans stemme ved et valg talte lige så meget som hele det øvrige sogn, Kauslunde, Stavrby, Skrillinge. Jeg husker ham sidde i haven uden for skolevinduerne, med sin smukke frue, en kvindelig gæst og drikke kaffe i haven. Han havde nogle forstadsdrenge i Nytofte, som han havde mas med.

For resten var det en skandale, at jeg ikke fik briller, da jeg ikke kunne se , hvad der stod på tavlen. Skulle vi have hovedregning på den sorte tavle, sagde de andre hvad der stod, så regnede jeg det ud. Jeg fik først briller da jeg kom på seminariet i 1933, det var så dårlige briller, hvor man kun kunne se rigtigt midt i glasset.

Engang havde Verner på vej hjem fra skole været uartig overfor nogle piger. Jeg gik samme vej, gennem Skrillinge By og ned over bakken. Dagen efter kom Antons datter, Margrethe, på besøg. Hun var et par år ældre end jeg. Hun fortalte det til min mor,

”har Hans også været med”, sagde min mor og så hen på mig. Men det sagde Margrethe, det havde jeg ikke. Først da forstod jeg, hvad det var han havde gjort.

Lærer Hansen var ellers en god lærer. Men han tog den lange pibe ind og røg i skolestuen, han læste også avis i timen. Til eksamen kom der en kogekone, og vi købte kager og bolsjer.

Onkel Carl spurgte engang Niels, ” Er i ikke bange for at gå i skole”, ”Nej”, sagde han, ”Min bror Hans er den stærkeste af dem alle sammen”,

Regning var mit bedste fag. I dansk var jeg ikke så god.

Den 1. april 1913 kom jeg ud af skolen, men gik til Præst i Kauslunde hos Pastor Kjærsgaard. Han var Centrummand, men en meget dårlig prædikant og ret meget husker jeg ikke af hans undervisning. Kun noget om Augustus.

15. oktober 1913 blev jeg konfirmeret. Mor var stolt af, at jeg kunne svare så godt.

(de andre var nok ikke så kløgtige). Jeg stod øverst på kirkegulvet af drenge, vi var kun fem drenge, og en halv snes piger var der også.

Vi hjalp til i mark og have, det var en selvfølge. Vi fik mad og klæder, så måtte vi også luge roer, muge. malke, pløje, slå græs og køre hø og korn ind. Min far slog let og legende sæden af marken, jeg kunne ikke rigtig få leen til at skære ret længe. SÅ måtte men far slibe leen. Min mor og de andre bandt op i neg.

Det var en ejendom på ni tønder land, land af Danmarks alder bedste jord, og en rigtig dejlig eng, hvor der voksede græs og dejlige blomster, blandt andet de dejligste Engblommer. Altid var der græs her. Vidunderlig var høduften en sommerdag, men det var et slid at være landmand.

Før jeg kom ud af skolen, spurgte jeg min mor, om jeg ikke kunne komme på Nr. Aaby Realskole. Jeg syntes det måtte være dejligt at lære noget mere, for jeg var glad for art gå i skole. Det kunne der ikke være tale om, sagde min mor. Det var der ikke råd til.

Min far kunne ikke holde på pengene, og han forstod ikke at få noget ud af det, der var også ni munde at mætte til daglig.

 

 

 

Hans Martin Nielsen

 

 

 

 Den dag da første Verdenskrig brød ud, (den 28. juli 1914) var min far og mor taget til Røjle, hvor de fæstede mig som karl hos Peter Nielsen Petersen. Vor nabo Anton, kom hen til vor gamle Bedstemor, og sagde at Tyskerne kom og tog os i nat. Min bedstemor blev bange. Man mener de var på vej, men fik kontra ordre.

Den 1.november 1914 – til 1. november 1916, tjente jeg hos vor nabos søn Peter Nielsen. Han var en dejlig mand, men der var en anden, jeg ikke kunne lide, nemlig konen. Hun var nærig med mad. Jeg var altid sulten den gang, om morgenen fik vi dejlig øllebrød. En gang havde hun bagt pandekager, P. Nielsen og jeg spiste dem alle, hun blev vred. Tit sagde han til mig ” Du skal aldrig gifte dig, Hans ”.

Det var et slid med det sædvanlige, men selvbinder havde vi, egen kværn. Engang kom Anton derop, da jeg var hjemme på besøg, ” Får I så tykke rundtenommer ” sagde han og grinte godt af os ”

Jeg led frygtelig af hjemve lige så længe jeg var der. Men Peter Nielsen havde mange dejlige bøger, som han lod mig låne, jeg var en læsehest, havde pløjet de bøger vi havde hjemme i gennem. Min farfar havde bundet nogle årgange ”Husvenner” sammen. Jeg husker især ”Kulsvierne” af Zakaris Nielsen, og en der hed ”Tyveårsalderen”.

Peter Nielsen var vist ikke megen landmand, han havde giftet, sig penge til. Han var først nylig kommen til Røjle. Han havde haft en gård oppe i Thy. Han var Højskolemand, grundtvigsk og radikal, han havde allerede været opstillet som folketingskandidat i Jylland. Han var en begavet mand der senere blev sognerådsformand i Vejlby sogn, dengang et af de største sogne i Danmark, Strib – Røjle – Vejlby – Kustrup og Stavrby med det omkring liggende 3 kirke sogne. Han var folketingskandidat i Bogense kredsen, en kort tid Folketings mand. Jeg tror nok, at det politiske liv bragte ham skuffelser, han var en retsindet mand, og jeg holdt meget af ham. Aldrig var der uoverensstemmelse mellem os. Engang rente hestene fra mig, da jeg var ved Røjle station, engang faldt hestene om, men jeg fik dem selv på benene, jeg havde dengang lært for lidt til at køre, pløje osv.

Engang havde jeg taget to æbler af et træ, tilfældigvis hørte jeg at konen sagde til P.N. at han skulle sige til mig, at jeg ikke måtte tage æblerne. Det ville han ikke. Jeg hørte intet til det mere, men jeg tror, at konen blev gal.

Engang lå jeg og sov, døren var låst. Han (PN) bankede på hos mig, og jeg lukkede op.

”Hvad vil du,” sagde jeg. Jeg huskede det ikke, men han lo af det bagefter.

Lige over for lå gården, hvor min bedstefar, Hans Nielsen, var født. Men jeg besøgte ikke min Fars kusine. Det var ellers ” Vejlby Sogn ” Indre Missions Højborg. Der var en masse husmænd og mindre gårdmænd i sognet. P.N. havde været på Særslev Højskole. Han var en ca. 12 – 15 år ældre end jeg. Men da jeg havde været der i to år skiftede jeg plads. Gården havde store bygninger, da den havde været langt større, gården var ca. 30 tdr. land.

Den 1. november 1916 – 1. november 1918 flyttede jeg til Skrillinge (Skrilli) hos gårdejer Lars Jensen Larsen. Jeg tror nok at P.N. syntes, at det var dumt. Her var kun 20 tdr. land.

Her var det et ualmindelig mad sted. Vi var foruden mig en dreng, og en pige på min alder. Nu havde jeg ikke så langt hjem, kun ca. 1.km. Det var meget gammeldags. Vi spiste grød af ét fad, med en smørklat i midten.

De bryggede selv øl, vi havde selv en humlehave og plukkede humle. Konen var meget flink, hun ventede en lille. Vi fik besøg af en gammeldags jordemoder, der skulle assistere, En nat kom en mand gående fra porten over gården og klagede sig, som han havde veer, - ”Tak, ja, tak, ja, ” – Midt om natten, så vi vågnede ved det. Det var mølleren fra Kustrup, hestehandler, der manglede en jordemoder. Han var ellers en snyder, der tog min far mange gange.

Der var også en gammel mand Lars´s far, Jyden. Han talte endnu jysk. En nat kørte vi to gange ud til Dr. Leligmann i Middelfart (”Melfar” sagde de gamle) og han skulle have vandet taget. Vi fik ikke meget søvn den nat. Jeg sov i stuehuset ved siden af folkestuen, hvor alle sad. Jeg sov i samme seng som drengen. Engang var jeg syg af influenza eller halsbetændelse. W.C. et var for mændene i hestestalden. Damerne sad i bryggerset i sidebygningen. Der var en 2-3 stuer til. Men de blev meget sjældent brugt. Lars´s broder var gift med konens mor, der var ret ungdommelig, så det var indviklet familie forhold.

Der var masser af æbler i haven, vi måtte spise alt, hvad vi vilde. Jeg tror, jeg spiste sommetider 20 æbler om dagen. Konens bror havde fået et stykke af den gamle gård langs Odense – Middelfart landevejen.

Engang blev jeg slået af deres hest, Jens, i 8 dage kunne jeg ikke rigtig gå, men måtte gå hjemme og kalke den gamle gård, alle udlænger var gammelt bindingsværk.

Drengen, der blev født, mens jeg var der, legede jeg sommetider med. Ham havde jeg senere i søndagsskolen, det blev vist nok deres eneste barn. Vi var færdige med at tage roer op og pløje til 1. november 1918.

Jeg kom i en Grundtvigsk ungdomsforening.

11. november 1918 – 1. april 1919.

På Særslev Højskole, Nordfyn. Rasmus Nielsen var Højskole forstander, han var gift med Nutshorns datter. Han havde nær tilknytning til Askov Højskole. Arthur Petersen var lærer, de havde begge an masse bøger. Arthur Petersen interesserede sig særlig for geologi.

Desuden var der en ung gymnastiklærer, som jeg ikke huskere navnet på, han var lige kommet fra Niels Buchs Højskole i Ollerup.

Det var i den spanske syges tid. Derfor kom bi først af sted den 11. november – det skulle havs været den 4. november.

Det varede ikke længe, før vi fik spansk syge.

Jeg fulgtes med en stor gårdmands søn fra Skrillinge, Johannes Larsen, Møllegården,

Vi tog over Brenderup – Bogense til Særslev station, den dag 1. verdenskrig endte.

Jeg fik opfrisket mine skolekundskaber i regning og dansk. Desuden hørte vi foredrag om verdenshistorien. Jeg lå i sengen i 4 dage, men fik en vældig byld på kinden, hvorfra der kom materie.

Johannes døde året efter. Mange døde rundt omkring, i den bedste alder. En kvinde i Strib bedstefars søster begravede 3 børn på samme dag, 1 pige og 2 sønner. Den ene søn var gift og havde gården i Røjle Mose.

Vi fik så megen grød, da der var brødrationering. Der skulle noget til med så mange unge. Vi blev tykke og fede af al den grød og for lidt motion. Der var også en anden gårdmandssøn fra Svenstrup. Han er død for mange år siden, han var en fremragende landmand, var interesseret i Jersey kvæg.

De spillede en masse kort hvad jeg syntes var tidsspilde ( ? ). Jeg var komme for at lære noget. Jeg fik en lille understøttelse.

En ung lærer kom fra Ollerup med den nye Niels Buchs gymnastik.

 

1.April 1919 – 1. maj 1920.

Her var jeg hjemme hos mor og far. Knud var også hjemme en måned, hvor jeg tog arbejde blandt andet hos Henrik Mortensen, dagløn 5 kr. Første år hos Peter Nielsen fik jeg 250 kr. Det steg jo lidt, men alt for lidt i forhold til priserne.

Jeg blev hurtigt ked af at være hjemme, fordi jeg så, at det ikke kunne blive ved med at gå på den måde. Priserne var gode, men far forstod ikke at få noget ud af det, så det så håbløst ud. Han fik penge for byggegrunde ved Assens vejen, men hvor blev pengene af? Jeg ville ud at tjene igen, eller gå ud på Kabelfabrikken, hvor der var gode penge at tjene efter krigen.

For resten fik jeg frinummer på sessionen, hvilket der var mange der gjorde.

Min mor syntes ikke, om det med fabrikken. Hun syntes, at jeg skulle tage ud til min onkel og moster i Røjle Skov, Niels Hansen Nielsen og Karen Marie.

En dag da vi spillede mausel – et kortspil – med Hans Kristian og Knud, sagde min far ” Ja, nu spiller du vel ikke kort mere, når du skal ud til de hellige”, ” Nå, det mente jeg jo nok ”.

For resten blev jeg i denne tid forelsket i en pige, der var nogle år ældre, fra Skrillinge mark, men i den anden ende af byen. Hun var, fik jeg mange år senere at vide forlovet med Laurits Poulsen.

 

1. Maj 1920 – august 1922 hos moster og onkel i Røjle skov

Så kom jeg til at bo i det gamle stuehus. Til at begynde med kunne jeg ikke sove om morgenen for ved siden af boede hønsene, og hanen galede om morgenen, men snart vænnede jeg mig til det.

Det var halv dårlig jord, men nu skulde det merglet ( ? ). Jeg kørte næsten hele sommeren et par gange om dagen til Rubæks mølle og hentede mergel. Senere skulle det strøs ud over marken. Jeg blev hurtig glad for at være der, min kusine Astrid var dengang lige blevet konfirmeret, og jeg pjankede med hende, men regnede hende kun for et barn, Knud var nogle år yngre og en skoledreng.

En dag kom K.F.U.M.´s formand Jørgen Bødker og indbød mig til K.F.U.M.´s møde. Jeg kendte ikke til det og sagde” Nej”, men senere tænkte jeg, ja, jeg kunne jo også gå, hvis min moster og onkel, sagde noget, Det gjorde de ikke,

En søndag var der møde på Røjle Klint. Jeg var da også med, en missionær og præsten, Vibeke Petersen, fra Vejlby talte. Vi sad i græsset, da mærkede jeg at Jørgen Bødker bad for mig. Da mærkede jeg, at missionæren talte til den, levende Gud. Det, at der var en levende Gud, havde jeg aldrig oplevet før. Jeg tog egentlig mod ord. Men det var som jeg ikke kunne holde det fast. Senere var Knud og jeg til, Efter – årsmøde på Særslev Højskole, og vi hørte Klaus Berntsen talte. Men jeg syntes det var noget tyndt.

Jeg var mange gange til møde, men det var som jeg var uden for. Jeg husker engang Herregårdsmissionæren Rath, talte.

En Efterårsdag, i november 1920, var der møde i kirken, hvor Pastor Hornbæk, Fredericia, talte over teksten,” Peter elsker du mig ”,

Den aften skete der noget som ikke kan forklares, men kun opleves, Det vare som om Jesus sagde til mig, ” Elsker du mig ” Da blev livet anderledes. Gud kom ind i mit liv. Nu fyldte Guds fred mit hjerte, Bønnen fyldte mit hjerte. Dagene blev fyldt med frydesang.

Nu gik det som min far havde sagt, jeg kunne ikke mere spille kort. ”Det er kedeligt, at Hans er blevet hellig,” sagde min far. Min mor, der havde været vakt fra ungdommen af, sagde: ” Det var da værre hvis han var begyndt at drikke”. Vi gik til møder i Strib, Vejlby og Røjle skovs missionshus. Min mor sagde, at det var den bedste tid i hele tiden de var gift. Da vi var i kirke og sang fra salmebogen, skønt vi ikke kunne synge. Min gamle bedstemor blev også smittet, Guds Ånd fandt også vej ind i hendes hjerte. Det har nok været svært for min mor, hun var blød, bedstemor hård. Jeg mærkede det ikke, for jeg var hendes øjesten.

Det andet år var jeg tre dage om ugen hos Anders Madsens, et par dejlige troende mennesker, som jeg kom godt ud af det med. Jeg oplevede de helliges samfund. Nu de ikke mere her, Jørgen Bødker, Niels Bertelsen, Chresten, Anders Madsen m. fl. Jeg husker ikke mere navnene, men jeg ser dem for mig, og takker Gud for Deres kærlighed og forbøn. Vi læste hver dag et stykke i en andagts bog. Hos Anders Madsen var det ” N.P. Madsens andagts bog.

Engang kort tid efter min omvendelse, var jeg i Vejlby kirke. Da var der en der talte om synd, det forstod jeg ikke rigtig. Jeg kan mærke, hvor mange gange siden, har jeg ikke været i nød, med min synd. Jo, det var som om Gud blev borte for mig, når Guds Ånd talte til mig om synd.

En dag, sagde moster til mig, at jeg også kunne læse, det slog mig, jeg stod ved en skille vej, - Skulle jeg tage på Rønne Aritmetik (regne) kursus eller på Seminariet i Haslev. Jeg var ude at tale med Forstander Rasmussen. Han rådede mig til at begynde på Haslev Seminarium i forberedelsesklassen. Det valgte jeg så. Jeg kunne måske senere mere.

 

Haslev Seminarium 22-08 – 1922 til 29 – 05 1926.

Jeg fulgtes med min mors kusines søn, Laurits Hansen, der skulle begynde i 2 klasse, og som for en lille begynder i Forberedelses klassen syntes han ar være halvt lærer. Jeg som i hans værelse den første nat, og fik selv et værelse på Sofiendalsvej, hvor jeg boede et år. Det var en stor overgang, før kunne jeg jo gå i den friske luft under lærkesang og bede og prise Gud. Nu er det i en skolestue, hvor Verdens visdom skulle ind i hovedet. Det var nu mest regning og Dansk vi skulle mase med. I regning var jeg nr. 1. hver gang ug, kun en gang fik jeg ug -. I dansk var jeg noget tungere i det.

I læse fagene havde jeg en god hukommelse.

I 1923 i januar døde min gamle Farmor. Jeg var hjemme til begravelse. Det var ikke hende der lå der, stiv og kold. Det var første gang jeg så døden, så nær på. Jeg tror hun døde i troen. Jeg bebrejdede mig selv, at jeg havde haft så travlt i juleferien med at regne, som jeg havde haft for lidt tid til at tale med hende. Nu var hun ikke mere.

Så blev vi Seminarister, der skulle begynde i første klasse efter sommerferien. Jeg troede, vi var nogle farlige karle. Men vi skulle nok komme ned på jorden igen.

Vore lærere var Svend Andersen 21 ( ? ) og fru Lambertsen i regning.

Fra den første dag til vi sluttede, var Søren Chr. Nielsen Thy, min side kammerat.

Efter et år på Sofiendalsvej flyttede jeg til den udvidede Højskole hvor jeg boede i 2 år.

Det første år havde jeg penge nok ca. 1700 kr. Så lånte jeg 3000 kr. i Nr. Aaby Sparekasse, og det sidste år 1000 kr. af min morbror Lars Jørgensen, Hedegård

( det er senere fortalt at farmoren ”gik ”fra Skrillinge v/ Middelfart, til Hedegård ved Ribe for at tale med sin storebror, om at Hans kunne låne pengene for at kunne gøre sin uddannelse som lærer færdig )

Vore lærere var Hougaard i regning og naturhistorie og fysik. Lærer Lambertsen i Dansk, Litteraturhistorie, pædagogik, Lærer Jensen i geografi, gymnastik, Forstander Rasmussen i religion, historie og kirkehistorie, han var nu ikke høgen, han gav os ikke meget, men havde en fantastisk hukommelse og kunne huske alle eleverne, hvad de havde været oppe i, hvad karakter, de havde fået. Lærer Jensen var meget, meget tør, Lærer Hougaard var ved at være for gammel, og kunne ikke rigtig magte stoffet mere. Lærer Lambertsen var den fødte lærer, men han var noget hovmodig og troede egentlig, at han burde have været forstander.

Besøgende

Vi har 277 gæster og ingen medlemmer online